Salget af cigaretter stiger for tredje år i træk

Skræmmekampagner og oplysning om farerne ved rygning ser ud til at prelle af.

Salget af cigaretter i Danmark stiger for tredje år i træk efter knap 10 års foregående fald. 

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I 2017 blev der solgt 359 millioner flere cigaretter end året før og nåede op på 6.133 millioner cigaretter. Dermed steg salget med 6,2 procent.

Det er en markant stigning og bringer Danmark tilbage på niveauet fra 2013.

Salget af alkohol falder, mens salget af cigaretter stiger.
Salget af alkohol falder, mens salget af cigaretter stiger. Foto: Danmarks Statistik / TV 2

Unge går forrest med smøgerne

En af årsagerne er, at andelen af børn og unge, der ryger, stiger.

Regeringens har ellers en ambition om, at Danmark i 2030 skal have den første røgfri generation og har sat 2,2 milliarder kroner af til en kræftplan med blandt andet dette mål.

Men denne drøm ser ud til at forvandle sig til et mareridt.

Hver dag begynder 40 børn og unge under 18 år at ryge i Danmark. Det viser et notat fra marts fra Sundhedsministeriet. 

- Der er flere unge, der begynder at ryge, siger Niels Them Kjær, der er projektchef for rygestop og tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse til TV 2.

Gamle resultater er en sovepude

Der var ellers gode fald i 90'erne og 00'erne, og hos Kræftens Bekæmpelse mener man, at de fald blev en sovepude, så man har undladt at gøre mere og for eksempel sat prisen op. 

Netop det har man ellers set gode resultater med i udlandet.

- Det er det mest effektive at skrue på. Det siger WHO, og det viser erfaringer fra udlandet, siger han.

I Norge har man hævet prisen på cigaretter markant, så en pakke cigaretter nu koster omkring 90 kroner. Og det har givet pote. Mens 15 procent af danske unge i alderen 16-24 år ryger, gælder det kun tre procent af de norske unge.

Derudover er det afgørende, at standse de unge, før smøgerne bliver en fast vane.

- 80 procent af rygerne begynder, mens de er mindreårige. Og der er de simpelthen ikke gamle nok til at gennemskue, at afhængigheden starter med det første sug, siger Niels Them Kjær, der er projektchef for rygestop og tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.

I flere europæiske lande har man valgt at gemme tobakken væk under disken eller lavet neutrale cigaretpakker. 

Det gælder Irland, Finland, Island, Norge og England, og fælles for de fem lande er, at det har ført til, at færre børn ryger og køber cigaretter.