2,5 millioner danskere får ny forskudsopgørelse

16x9
Arkivfoto. Foto: Claus Fisker / Scanpix Danmark

Den nye skatteaftale vil især komme folk i arbejde og lønmodtagere med under 15 år til pensionen til gode, oplyser Skat.

En ny skatteaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti betyder, at 2,5 millioner danskere vil få en ny forskudsopgørelse for 2018. 

Det oplyser Skat i en pressemeddelelse.

Aftalen betyder blandt andet, at en række fradrag bliver forhøjet, og disse fradrag vil med tilbagevirkende kraft være gældende fra begyndelsen af året.

Derfor sender Skat fra i dag en ny forskudsopgørelse til alle de 2,5 millioner borgere, som er berørt af den nye skatteaftale. Danskerne kan derfor rent økonomisk se frem til at få mere på bundlinjen af månedslønnen.

- Det kommer især folk i arbejde og lønmodtagere med under 15 år til folkepensionen til gode, oplyser Lotte Dige Toft, der er kontorchef i Skat, til TV 2 og fortsætter:

- I praksis betyder det, at de nye skattefradrag i hele 2018 nu kommer til at gælde for de sidste seks måneder af året. Det betyder alt andet lige, at fradragene bliver dobbelt så store, da de kun skal fordeles på et halvt - og ikke et helt år.

Venstres skatteminister Karsten Lauritzen er ikke overraskende glad for, det er lykkedes at give de danske arbejdere mere i lønningsposen.

- Det er glædeligt, at danskere i arbejde allerede på næste lønseddel kan mærke den skatteaftale, regeringen indgik sammen med Dansk Folkeparti tilbage i februar. Det er både rimeligt og velfortjent, at danskere i arbejde skal aflevere lidt færre af deres egne lønkroner, siger ministeren ifølge Ritzau.

Oplysninger rettes automatisk

Langt de fleste borgere behøver ikke at gøre noget, for de nye fradrag vil automatisk blive ændret på ens forskudsopgørelse.

- Vores skattesystem i Danmark er et af de mest automatiserede i verden, så når vi sender vores forskudsopgørelser ud til borgerne, så vil arbejdsgiverne automatisk få besked. På grundlag af det nye skattekort beregnes lønnen for juli med de nye fradrag, og derfor vil lønchecken alt andet lige være højere, siger Lotte Dige Toft til TV 2.

Men kontorchefen kommer alligevel med en opfordring til de danske skatteborgere:

- Man kan godt glæde sig til den kommende lønseddel, men det er altid en god idé at tjekke de opdaterede oplysninger i sin forskudsopgørelse. Specielt hvis man er kommet i beskæftigelse, mister sit job eller har købt eller solgt en fast ejendom.

Øget beskæftigelsesfradrag

Det er primært personer i arbejde, der vil blive begunstiget af de nye, højere fradrag.

Blandt andet stiger det maksimale beskæftigelsesfradrag med 1000 kroner - fra 33.300 kroner til 34.300 kroner.

Derudover indføres der et jobfradrag på maksimalt 1400 kroner.

Pensionsindbetaling giver større fradrag

Indbetaler man til en pensionsordning, vil der også være en økonomisk gulerod i sigte.

I aftalen indføres der et fradrag, som afhænger af, hvor lang tid der går, inden den enkelte borger når folkepensionsalderen.

Borgere med mere end 15 år til de skal på folkepension, får otte procent i fradrag på deres pensionsindbetaling i 2018. For borgere, der har mindre end 15 år til folkepensionsalderen, vil fradraget i 2018 udgøre 20 procent.

Ved indbetaling af det maksimale fradragsberettigede beløb giver det en skattelettelse på 3640 kroner i 2018 for den sidstnævnte gruppe, oplyser Skat i pressemeddelelsen.

Skat: - Pas på falske mails

Borgere, som har oplyst deres mailadresse i TastSelv på skat.dk, modtager en mail fra Skat.

Her bliver de gjort opmærksom på, at deres nye forskudsopgørelse nu ligger klar i TastSelv.

- Men man skal være opmærksom på, at nogen måske kan finde på at snyde med falske mails i forbindelse med denne nye skatteaftale. Skat vil dog aldrig bede om folks personoplysninger, bankkonto eller oplysninger fra betalingskort, siger Lotte Dige Toft og kommer samtidig med en opfordring:

- Hvis man får sådan en mail, så bør man slette den straks - for den er ikke fra os, slår kontorchefen fast.

Skat sender nye forskudsopgørelser løbende frem til den 20. juni.