Fem udskrevet igen efter madforgiftning

En person har besvær med at trække vejret og er derfor indlagt på intensiv, fortæller lægefaglig direktør.

11 personer fra Sønderjylland blev søndag indlagt efter at være frygtet smittet med den alvorlige madforgiftnings-bakterie botulismus, som går under navnet pølseforgiftning.

Det fortalte Bjarne Dahler-Eriksen, der er lægefaglig direktør i Sygehus Sønderjylland, til TV 2. De er blevet indlagt forskellige steder i landet, syv af dem dog på Sønderjyske Sygehus. Og mandag middag fortæller Bjarne Dahler-Eriksen, at fem ud af de syv i det sønderjyske, nu er udskrevet.

De blev i første omgang indlagt til observation, men har ikke udvist tegn på sygen. Og efter 36 timer er de nu udskrevet.

Han fortæller, at de to sidste patienter i Sønderjylland er i stabil tilstand, men de lider af dobbeltsyn, kvalme og opkast.

Én på intensiv

Tidligt mandag mandag morgen fortalte han, at én af dem var indlagt på intensiv:

- Status mandag morgen er, at de syv patienter, der er indlagt her, har det godt efter omstændighederne. En enkelt ligger på intensiv, men er ikke i respirator og kan altså trække vejret selv. Seks andre er indlagt på medicinsk afdeling og er i bedring, siger Bjarne Dahler-Eriksen.

Han kunne også fortælle, at der er tale om en gruppe af tidligere kollegaer, som har spist sammen.  

- Vi ved ikke præcis, hvad personerne har spist, som har forårsaget forgiftningen, men de har været til samme middagsselskab under private former. Det er derfor formentlig noget hjemmelavet. Det baserer vi på, at der ikke er fundet forgiftningssymptomer andre steder. Det ville man formentlig have set, hvis det havde været noget industrielt fremstillet, siger Bjarne Dahler-Eriksen.

Meget sjælden lidelse

Bjarne Dahler-Eriksen fortæller, at det er meget sjældent at se så mange tilfælde af pølseforgiftning på en og samme tid, og at det er alvorligt, fordi symptomerne i sidste ende kan resultere i, at de ramte får problemer med at trække vejret. 

- Hvis symptomerne udvikler sig, kan der ske lammelser af åndedrætsorganerne. Normalt ser man kun et til to tilfælde i Danmark om året, og det er derfor, vi i dette tilfælde har været nødt til at rekvirere modgift i udlandet, siger Bjarne Dahler-Eriksen og fortsætter:

- Jo hurtigere personerne får modgift og kommer i behandling, desto bedre vil man kunne dæmme op for de værste eftervirkninger af forgiftningen. De forgiftede patienter her er kommet ind pænt tidligt i forløbet, så derfor er deres chancer for at undgå mén ganske gode.

Modgift fra Tyskland og Norge

- De har symptomer som kvalme og opkast, og nogle af dem har synsforstyrrelser, dobbeltsyn. Det er typiske tegn på madforgiftning. Det kan være tegn på botulisme - eller pølseforgiftning, siger Bjarne Dahler-Eriksen. 

Botulisme er en forgiftning, som man får af en bakterie, der kan være i eksempelvis fordærvet mad. Giftstoffet kan påvirke menneskers nerveceller, og man skal have en modgift for at blive rask.

Landets sygehuse har dog ikke store mængder af den modgift, som skal bruges til behandlingen. 

- Så meget modgift har vi slet ikke, så vi har måttet skaffe noget fra Tyskland og Norge, siger Bjarne Dahler-Eriksen. 

Prøver indsamlet

Styrelsen for Patientsikkerhed og Fødevarestyrelsen er orienteret om hændelsen.

Der arbejdes på at finde kilden til bakterien, fortæller Nikolas Kühn Hove, der er beredskabschef ved Fødevarestyrelsen, til TV 2. 

- Det er for tidligt at sige noget om, hvad kilden kan være. Det sker meget, meget sjældent, at folk bliver smittet med botulisme. Det er en alvorlig sag, og det er meget giftigt. Vi ved ikke så meget om, hvad en eventuel kilde kan være. Men det tyder på, at det kan være en fødevare, som selskabet har spist, siger beredskabschefen.

Han fortæller, at botulisme kommer fra bakterier, der vokser i fødevarer. Typisk kan det opstå ved, at der er for lavt saltindhold eller at madvarerne er opbevaret for varmt, og at det ikke er blevet konserveret ordentligt.

- Normalt er der god styr på det her i fødevareproduktionen. Vi har i går været ude og indsamle prøver fra resterne af de fødevarer, som patienterne desværre er kommet til at spise. Dem er vi nu i gang med at få analyseret, så vi kan fastslå, hvad den eventuelle årsag kan være, siger Nikolas Kühn Hove. 

En person har besvær med at trække vejret og er derfor indlagt på intensiv, fortæller lægefaglig direktør.

Indlagt på flere hospitaler

De 11 personer blev indlagt på tre sygehuse landet over, mens én er indlagt i på sygehuset i Flensborg. Der er tale om en gruppe ældre mænd, som alle er over 80 år, der har spist sammen, hvilket de gør hvert år. 

Flest af de berørte pensionister blev indlagt indlagt på Sønderborg Sygehus, mens to patienter er indlagt på Odense Universitetshospital, og en enkelt person er indlagt på Rigshospitalet i København.

Både Styrelsen for Patientsikkerhed og Fødevarestyrelsen er orienteret om sagen.