Susanne Bier indtræder i magtfuld Oscar-bestyrelse

16x9
Susanne Bier vandt i februar 2011 en Oscar for "bedste udenlandske ikke-engelsksprogede film" med sin film "Hævnen". Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Den danske filminstruktør skal fremover være med til at bestemme retningen for Oscar-akademiet.

Den danske filminstruktør Susanne Bier er blevet valgt ind i Oscar-akademiets bestyrelse. Det skriver akademiet på dets hjemmeside.

Hun skal sidde i bestyrelsen, der består af i alt 51 medlemmer, der er fordelt på 17 afdelinger. De repræsenterer forskellige genre af filmbranchen.

Bier tiltræder posten 1. juli og skal repræsentere filminstruktørerne.

Får indflydelse på uddelingen 

Ifølge akademiets hjemmeside er hendes rolle som bestyrelsesmedlem, at "bestemme Akademiets strategiske vision, bevare organisationens finansielle bæredygtighed samt sikre sig, at den opfylder sin mission".

Hun får også indflydelse på reglerne for uddelingen af de eftertragtede Oscar-statuetter, der hvert år uddeles og anses for at være filmbranchens mest eftertragtede priser.

Susanne Bier har igennem en årrække høstet international opmærksomhed for sine evner som filminstruktør. Foruden sin lange og glorværdige karriere i dansk film, har Susanne Bier også haft internationale succeser som miniserien "Natportieren".

Seriens skuespillere høstede tre Golden Globes, og Susanne Bier blev selv hædret med en Emmy for bedste instruktør i 2016.

I 2011 vandt Bier desuden en Oscar-statuette for filmen "Hævnen" i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.

Kommer i selskab med Steven Spielberg

Bier skal i øjeblikket have flere ting i støbeskeen - blandt andet en film for Netflix og en ny tv-serie baseret på Karen Blixens erindringer.

Det er filmproducer David Heymans selskab Heyday Television, der i samarbejder med NBC Universal International Studios står bag Blixen-projektet.

Når Bier indtræder i bestyrelsen til juli kommer hun i fint selskab med blandt andre instruktørerne Kimberly Peirce og Steven Spielberg.

/ritzau/