De truer med at halshugge ham, siger mor om søn fanget mellem Danmark og Somalia

En ny, opsigtsvækkende tvangshjemsendelse af en 24-årig mand vækker postyr både i Mogadishu og på Christiansborg.

Saynab Iman Shikhow sad hjemme i sin stue i Vollsmose, da telefonen endnu en gang ringede. Nummeret afslørede, at opkaldet kom fra Somalia.

- Jeg ringer ikke til dig for at være venner med dig. Jeg ringer til dig på grund af de 10.000 dollars, lød en mandlig stemme i den anden ende af røret.

- …Dem vil jeg ikke tigge om. Du vil redde den gangster, du er mor til. Ellers halshugger jeg ham. Forstår du det?

Saynab Iman Shikhow satte telefonen på højttaler, så hun kunne optage samtalen med en anden telefon. For det var ikke første gang, hun var blevet truet i røret.

Siden hendes 24-årige søn, Mohammed, blev forsøgt udsendt til Mogadishu i februar, har hun modtaget mystiske opkald, fortæller hun til TV 2. Hun beskylder nu de somaliske myndigheder for forsøg på pengeafpresning i forbindelse med hendes søns tvangshjemsendelse. Noget de somaliske myndigheder nægter, og som de danske myndigheder ikke vil kommentere, fordi aftalen med Somalia er hemmelig.

Hendes søn er endt som ufrivillig hovedperson i et slagsmål mellem danske og somaliske myndigheder. For ingen af landene vil tilsyneladende have ham.

De fleste sager er mørkelagt

Sagen fra Vollsmose har fået både Enhedslisten og Socialdemokraterne til at kræve en redegørelse fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) om den hemmelige aftale, der er mellem Danmark og Somalia om tvangshjemsendelser.

Sidste år kom det frem i dagbladet Politiken, at Danmark har lavet en aftale med Somalia om kun at sende 12 somaliere hjem om året.

De enkelte sager har været mørkelagt, men nu kan TV 2 give et indblik i en af udsendelserne, nemlig Mohammeds.

TV 2 har talt med Mohamed selv, der dog ikke ønsker at medvirke i et interview, hans mor, somaliske myndigheder og danske myndigheder, der dog ikke ønsker at udtale sig. Desuden har TV 2 fået aktindsigt i Mohammeds sag i Flygtningenævnet og delvist i Udlændingestyrelsen.  

Tvangshjemsendelsen begynder i Vestre fængsel.

Voksenble

Klokken 10.15 den 30. januar i år ankommer fire betjente til Vestre Fængsel, hvor de skal hente Mohammed. 

Betjentene møder ham i et særskilt rum, hvor de skal foretage en visitation inden afrejsen til Somalia.

Mohammed bliver bragt til rummet af tre medarbejdere i Kriminalforsorgen.

Allerede her går det formentlig op for betjentene, at det ikke bliver nogen let tvangshjemsendelse. Mohammed var ikke på forhånd orienteret om, at han skulle tvangshjemsendes til Somalia denne dag, så da politiet fortæller ham det, bliver han ifølge politiets rapport ophidset.

TV 2 har fået aktindsigt i Mohammeds sag i Flygtningenævnet. Her indgår blandt andet politiets rapport om tvangshjemsendelsen.
TV 2 har fået aktindsigt i Mohammeds sag i Flygtningenævnet. Her indgår blandt andet politiets rapport om tvangshjemsendelsen. Foto: TV 2

- Herefter tilkendegav udlændingen højlydt, at han under ingen omstændigheder skal til Mogadishu. Han gjorde det ligeledes klart, at vi kunne afvente yderligere i lufthavnen, står der i politiets rapport.

Betjentene forventede, at han ville gøre modstand og startede derfor med at iføre ham en ble, så han ikke undervejs udnytter muligheden for at gå på toilettet til at undvige at blive udsendt:

- I forbindelse med montering af ble blev udlændingen ophidset og truende, hvorfor han (...) blev lagt stille ned på gulvet, således at ble kunne monteres (…). Bleen blev monteret uden på underbukserne. Derudover fik udlændingen et par joggingbukser. Han fik ligeledes monteret albuerem og ankelrem. Afslutningsvis fik han hjelm på, står der i politiets rapport.

Velopdraget

Mohammed har været i Danmark, siden han var ni år, og en stor del af sit liv har han boet i Vollsmose med sin familie. I hans sagsmappe fremgår det, at han gennem sit liv har været glad for sport, og i en udtalelse fra Mohammeds folkeskole skriver lærerne, at:

- Mohammed er en velopdraget og imødekommende dreng. Han er vellidt af sine klassekammerater, og han kommer fint overens med elever på skolen, står der blandt andet i skoleudtalelsen, da han afsluttede folkeskoleuddannelsen.

Efter skolen påbegyndte Mohammed en uddannelse som VVS-montør, men kom undervejs ud på en glidebane, og efter at være blevet dømt for både røveri og salg af narko, fik han i juni 2016 en udvisningsdom med indrejseforbud til Danmark i 12 år.

Magtanvendelse

Efter at være blevet iført ble blev Mohammed kørt til lufthavnen og sat på et fly mod Mogadishu med en enkelt mellemlanding i Dubai.

Ifølge en beskrivelse af flyveturen måtte politiet benytte magtanvendelse, da Mohammed fik vristet hænderne fri og rejste sig ophidset fra flysædet. Her tog to betjentene fast i hver sin arm og benyttede ”atami” – et kortvarigt tryk bag øret, hvorefter de kunne presse ham tilbage i sædet.

Mohammed fortæller til TV 2 Nyhederne, at han var ophidset, fordi han følte, at det var ydmygende, at han skulle sidde med ble på.

Efter at flyet lettede, fjernede betjentene ble og hjelm, og Mohammed faldt ifølge politiets rapport til ro under resten af rejsen.

Den 31. januar ankommer de planmæssigt til Mogadishu klokken 11.30, og de danske betjente afleverer Mohammed til de somaliske myndigheder.

Men her begynder tingene at gå skævt.

Vil ikke tage Mohammed

- Netop som vi skulle til at forlade stedet via paskontrollen, blev vi råbt an og bedt om at returnere, forklarer en af de fire danske betjente i rapporten.

Her fik de danske betjente at vide, at immigrationskontoret i Mogadishu havde været i kontakt med Mohammeds mor, og de var nu i tvivl om, hvorvidt han overhovedet var somalier.

Både moderen og Mohammed selv hævdede over for immigrationskontoret i Mogadishu, at Mohammed aldrig havde været i Somalia før.

Han fremviste desuden en fødselsattest fra Saudi-Arabien.

Fødselsattesten

Dansk politi er tidligere blevet gjort bekendt med fødselsattesten fra Saudi Arabien, som Mohammeds mor har indleveret til Mohammeds forsvarsadvokat, der efterfølgende har givet den til Flygtningenævnet.

Det fremgår af aktindsigten hos Flygtningenævnet, at politiet via den danske ambassade i Saudi-Arabien har forsøgt at få bekræftet ægtheden af fødselsattesten, og hvorvidt den giver opholdstilladelse i Saudi-Arabien.

Mohammed fremviser undervejs en fødselsattest fra Saudi Arabien. Det får de somaliske myndigheder til at tvivle på om Mohammed overhovedet er Somalier.
Mohammed fremviser undervejs en fødselsattest fra Saudi Arabien. Det får de somaliske myndigheder til at tvivle på om Mohammed overhovedet er Somalier. Foto: TV 2

Den danske betjent, der sender fødselsattesten til ambassaden i Saudi-Arabien, skriver:

- Jeg tvivler selv på ægtheden på fødselsattesten, fremgår det af aktindsigten i Mohammeds sag hos Flygtningenævnet.

Det fremgår ikke af aktindsigten, om den danske ambassade kan be- eller afkræfte fødselsattestens ægthed. Men det fremgår, at vicekonsulen oplyser til det danske politi, at attesten ikke giver opholdstilladelse i Saudi-Arabien, hvis han er søn af somaliske forældre.

- Vicekonsul (navn udeladt, red.) oplyste, at det ville være utænkeligt, at pågældende person ville have opholdstilladelse i Saudi Arabien, står der i et samtalereferat mellem Udlændingecenter Nordsjælland og den danske ambassade i Saudi-Arabien.

Både Mohammed og Mohammeds mor fastholder, at han er født i Saudi Arabien og aldrig før har opholdt sig i Somalia. 

Den 31. januar er han altså - ifølge ham selv - for første gang i Somalia. 

Forhandling

I de næste godt 24 timer følger en forhandling mellem de danske og somaliske myndigheder om, hvem der skal tage Mohammed.

De danske betjente i Mogadishu tager kontakt til Udlændingecenter Nordsjælland, der herefter arbejder på at fremsende dokumenter, der kan forvisse de somaliske myndigheder om, at de skal acceptere Mohammed.

Klokken 7.30 den 1. februar får betjente adgang til Udlændingestyrelsens arkiver og sender et somalisk id-kort fra faderen, kopi af forældrenes vielsesattest og en kopi af en ansøgning om arbejds- og opholdstilladelse, der skulle understrege, at Mohammeds forældre er fra Somalia, og at Mohammed er født i landet.

Immigrationskontoret i Mogadishu udbeder sig herefter betænkningstid.

Uden adgang til toilet

Mens forhandlingerne står på, bliver Mohammed placeret i et rum i Mogadishu Lufthavn på 2x2 meter uden adgang til toilet. Han må, som der står i politiets egen rapport, ”lade vandet i rummet”.

Ifølge Mohammeds egen forklaring får han senere – mod betaling af 150 dollars til en betjent – lov til at forlade rummet, som Mohammed kalder for et fængsel, og opholde sig i lufthavnsområdet. Han betaler yderligere 10 dollars for at få et måltid mad, mens de danske og somaliske myndigheder forhandler om, hvem der skal have ham.

100 dollars til lufthavnsbetjent

TV 2 har også fået en kvittering fra Mohammeds mor, der viser, at hun på et tidspunkt får sin svigersøn i Malmø til at overføre 100 dollars til en lufthavnsbetjent i Mogadishu. Ifølge moderen var det lufthavnsbetjenten, der bad hende om at sende penge til sønnens ophold.

Ifølge kvitteringen fra en pengeoverførsel fra Malmø, hvor Saynab Iman Shikhows svigersøn bor, skulle der være overfør 100 dollars til en lufthavnsbetjent i Somalia den dag, hvor Mohammed opholder sig i lufthavnen.
Ifølge kvitteringen fra en pengeoverførsel fra Malmø, hvor Saynab Iman Shikhows svigersøn bor, skulle der være overfør 100 dollars til en lufthavnsbetjent i Somalia den dag, hvor Mohammed opholder sig i lufthavnen. Foto: TV 2

TV 2 har efterfølgende ringet til den mand, der ifølge kvitteringen skulle have modtaget de 100 dollars. Han bekræfter, at han er lufthavnsbetjent, men nægter at have modtaget de 100 dollars, selvom kvitteringen fra Mohammeds mor viser, at de er sendt til lufthavnsbetjentens telefonnummer.

Hjem igen

Forhandlingerne mellem danske og somaliske myndigheder om, hvem der skal tage Mohammed, afsluttes først kort tid inden en flyafgang klokken 13.50 den 1. februar.

Det hele ender med, at de danske betjente må tage Mohammed med tilbage til Danmark, fordi det somaliske immigrationskontor "stadig ikke kunne acceptere udlændingen, da indenrigsministeriet ligeledes igen skulle kigge på sagen," som der står i udrejserapporten.

Betjentene skriver selv om forhandlingerne i rapporten:

- Trods ihærdige forsøg på at overbevise Immigrationen om, at udlændingen var somalier og i øvrigt talte somali, fastholdt de beslutningen.

Mohammed fastholder selv - både over for Udlændingecenter Nordsjælland og TV 2 - at han ikke kan tale somali.

Mystiske opkald

Mohammed kommer altså med tilbage til Danmark.

Han bliver igen sat i Vestre Fængsel i København, mens de danske myndigheder afventer en ny undersøgelse fra Somalia, der skal vurdere, om de kan modtage Mohammed ved et nyt hjemsendelsesforsøg.

Og det er, mens Mohammed sidder fængslet, at Mohammeds mor, Saynab Iman Shikhow, hævder, at hun begynder at modtage mystiske opkald fra Somalia.

Saynab Iman Shikhow har lavet optagelser af de trusselsopkald, som hun modtog, og afleveret dem til TV 2. Her fremgår det blandt andet, at opkaldene kommer fra Somalia. Video: Rikke Museth Janniche

TV 2 har fået i alt 11 lyd- og videooptagelser fra moderen og fået en tolk til at oversætte dem. Vi kan på videooptagelserne se, at der bliver ringet fra et telefonnummer med somalisk landekode.

I et af opkaldene truer manden, der udgiver sig for at være ansat i immigrationskontoret i Aden Adde lufthavn i Mogadishu, med at halshugge hendes søn næste gang, han bliver sendt til Somalia, hvis ikke hun betaler 10.000 dollars.

I en anden optagelse fortæller han, at han ved, hvornår hendes søn vil blive sendt til Mogadishu igen.

- Din søn er i fængsel i nat, og den 24. (marts, red.) er han i Mogadishu. Prøv at stoppe ham fra at komme. Jeg kommer til at møde ham direkte. Du skal se, at jeg kommer til at skyde ham. Jeg sværger på, at jeg kommer til at skyde ham, siger stemmen i den anden ende.

TV 2 har forsøgt at få verificeret, om der har været en planlagt tvangshjemsendelse den 24. marts. De danske myndigheder vil hverken be- eller afkræfte det. Ministeriet for intern sikkerhed i Somalia skriver i en besked til TV 2, at der ikke har været planlagt en tvangshjemsendelse på den pågældende dato.

Det har ikke været muligt for TV 2 at verificere, hvem manden bag opkaldene er, og om han rent faktisk er ansat i immigrationskontoret i lufthavnen i Mogadishu.

Advokat: Meget tyder på en sammenhæng

Men ifølge Mohammeds forsvarsadvokat Gunnar Homann – en af landets fremmeste udlændingeretsadvokater – er det sandsynligt, at der er tale om en med gode forbindelser til immigrationskontoret i Aden Adde Lufthavn. Nok til at han i hvert fald har indleveret optagelserne fra Mohammeds mor til først Flygtningenævnet og siden Udlændingestyrelsen.

Advokat Gunnar Homann mener, at der er meget, der taler for, at der er en forbindelse mellem afpresseren og så de medarbejdere i immigrationskontoret i Somalia, som tager imod tvangshjemsendte.
Advokat Gunnar Homann mener, at der er meget, der taler for, at der er en forbindelse mellem afpresseren og så de medarbejdere i immigrationskontoret i Somalia, som tager imod tvangshjemsendte. Foto: TV 2

- Hvem står bag de trusler? Er der en sammenhæng - hvad meget tyder på - imellem de personer, som dansk politi har afleveret vedkommende til i immigrationsmyndighederne dernede, og så dem, der kommer med truslerne, spørger Gunnar Homann i et interview med TV 2.

Anholdelser på vej

TV 2 har kontaktet de somaliske myndigheder for at få en kommentar til anklagerne mod dem. Vi har også overdraget optagelserne, som vi har modtaget fra Saynab Iman Shikhow fra Vollsmose.

En talsperson fra ministeriet for intern sikkerhed skriver i en besked, at de har forsøgt at opspore nummeret.

- Vi har undersøgt optagelserne, og hvem der har taget kontakt til kvinden, hvis barn skulle være sendt hjem. Vi kan bekræfte, at historien er falsk, og det er propaganda mod vores personale, skriver Abdulaziz Ali Ibrahim Xildhiban.

Talspersonen for ministeriet for intern sikkerhed i Somalia, Abdulaziz Ali Ibrahim
Talspersonen for ministeriet for intern sikkerhed i Somalia, Abdulaziz Ali Ibrahim "Xildhiban" siger til TV 2, at alle anklager er falske. Foto: Ministeriet for intern sikkerhed, Somalia

100 procent falsk

TV 2 har også henvendt sig til Somalias ambassadør i Belgien.

- Det er 100 procent falsk, medmindre hun kan bevise det. 100, 100 procent falsk. Det er et spil, som udrejste somalier spiller, og det vil vi ikke være en del af, siger Ali Said Faqi.

Han understreger, at medarbejderne i immigrationskontoret i lufthavnen har meget høj etik og ikke kunne finde på at modtage penge eller afpresse penge ud af tvangshjemsendte eller deres familier.

Nej, nej, det er ikke rigtigt. Det er ikke fake. Det er tydeligt, og enhver kan se det.

Saynab Iman Shikhow

”100 dollars er ikke nok”

I forhold til de 100 dollars, der er overført til en lufthavnsbetjent, siger Ali Said Faqi:

- Hvis du vil bestikke en politibetjent, så er 100 dollars slet ikke nok. Det er ingenting i Somalia. Det vil jeg lige gøre dig opmærksom på. Jeg køber ikke den historie, siger Ali Said Faqi.

Han siger desuden, at moderen selv ringede til immigrationskontoret i Somalia og foreslog bestikkelse for, at de afviste sønnen, når de danske myndigheder afleverede ham. Senere skulle hun også have fået et familiemedlem til at troppe op på kontoret for at bestikke betjentene på kontoret. I begge tilfælde blev det afvist prompte af medarbejderne på kontoret, lyder det fra ambassadøren.

Det kan ikke være andre

Men Saynab Iman Shikhow nægter, at hun skulle have forsøgt at bestikke immigrationsbetjentene i Somalia, og at historien skulle være det pure opspind.

Saynab Iman Shikhow hævder, at somaliske myndighedspersoner har forsøgt at afpresse hende for penge. Hvis ikke hun betalte op til 10.000 dollars ville de dræbe hendes søn.
Saynab Iman Shikhow hævder, at somaliske myndighedspersoner har forsøgt at afpresse hende for penge. Hvis ikke hun betalte op til 10.000 dollars ville de dræbe hendes søn. Foto: TV 2

- Nej, nej, det er ikke rigtigt. Det er ikke fake. Det er tydeligt, og enhver kan se det. Jeg lavede optagelser af det med et kamera, ikke en lydoptager, så der ikke blev sat spørgsmålstegn ved troværdigheden og for at undgå den slags beskyldninger, siger Saynab Iman Shikhow.

Asylsag genoptaget

De første uger efter den mislykkede tvangshjemsendelse sad Mohammed fængslet i Vestre Fængsel.

Men sagen er nu overgået til Udlændingestyrelsen, da Mohammeds sag er genoptaget som asylsag.

Mens asylsagen behandles, har han opholds- og meldepligt på udrejsecenter Kærshovedgård ved Ikast og er ikke i fare for at blive sendt hjem. Men bliver han endnu en gang afvist, skal myndighederne tage stilling til, om han endnu engang skal forsøges tvangshjemsendt.

I april sidste år kom det frem, at de danske udlændingemyndigheder på daværende tidspunkt behandlede omkring 800 somalieres opholdsgrundlag, og at de foreløbig har udvist mindst 57.

Mohammed optræder ikke med sit fulde navn i artiklen, da han er dømt kriminel og ikke ønsker sit navn beslægtet med kriminaliteten for tid og evighed. Derudover frygter han for sin sikkerhed, i tilfælde af at han bliver hjemsendt til Somalia igen, når de danske myndigheder har færdigbehandlet hans asylsag. Redaktionen er bekendt med hans fulde identitet.