240.000 vil have licenskroner tilbage - hjemmeside blev overbelastet

16x9
DR har i mange år opkrævet moms af licensen. Nu skal en domstol afgøre, om det var efter reglerne. Ellers skal tusindvis af licensbetalere have penge tilbage. Foto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix

Hvis domstolene beslutter, at DR har overtrådt reglerne ved at kræve moms af licensen, så skal licensbetalerne have millioner tilbage fra staten.

Onsdag var sidste frist for at tilmelde sig et gruppesøgsmål, der i princippet kan sende millioner af kroner tilbage til licensbetalerne.

Mange har allerede tilsluttet sig kravet over de seneste uger, og onsdag formiddag var hjemmesiden oversvømmet af henvendelser. Så meget, at den i en periode ikke kunne tilgås.

Fredag siger advokaten bag søgsmålet, Peter Lunau Larsen fra advokatfirmaet DLA Piper, til TV 2, at over 240.000 havde tilmeldt sig gruppesøgsmålet ved midnat natten til torsdag.

Han mener dog slet ikke, tallet er højt nok, og har bedt byretten forlænge fristen. Det har byretten endnu ikke taget stilling til.

- Det er op til retten, hvornår det sker. Vi regner med det bliver i løbet af næste uge, siger Peter Lunau Larsen.

Onsdag sagde Peter Lunau Larsen til TV 2, at mere end 140.000 havde meldt sig, og han forventede at nå 150.000. Men det tal blev altså langt højere.

Firmaet fører sagen på vegne af de danskere, der har meldt sig ind i ’Foreningen Kræv Licensmoms Tilbage’.

Sagens kerne er, at DR ifølge flere eksperter har begået en fejl i årevis ved at opkræve moms af licensen. Hvis domstolene er enige i det, så kan det koste staten – repræsenteret af Skatteministeriet – et betydeligt beløb i tilbagebetaling.

Moms på licensen udgør knap 500 kroner om året per husstand, og foreningen og dens advokat lægger op til, at sagsøgerne skal have de betalte momspenge tilbage for de seneste 10 år.

Hvis man har betalt fuld licens i alle 10 år, så har man et krav på præcis 4703 kroner.

For statskassen drejer det sig om et beløb på omkring én milliard kroner om året.

Fri proces

Byretten har tidligere besluttet, at licensbetalerne kan få fri proces – det vil sige, at de ikke skal betale omkostningerne ved at anlægge sagen mod staten.

Ved samme lejlighed besluttede byretten også, at man skal have tilmeldt sig senest den 13. juni – altså onsdag – for at kunne deltage i gruppesøgsmålet.

- Et af de spørgsmål, som retten skal tage stilling til, er, om man vil godtage et krav, der rækker 10 år tilbage i tiden. Alternativt kan der blive tale om tilbagebetaling for de seneste tre år, og så bliver beløbet naturligvis mindre, siger Peter Lunau Larsen.

Sagen kan tage mange år

Selvom fristen for deltagelse udløber onsdag, så har det lange udsigter med en afgørelse i sagen.

Der er mange juridiske spørgsmål, der skal afklares først.

Det skal afklares, om DR kan fjernes fra søgsmålet, så det alene bliver vendt mod Skatteministeriet. Søgsmålet skal koordineres med mindst to andre advokatfirmaer, der også har varslet sager på vegne af et endnu ukendt antal licensbetalere. Og endelig skal sagen sandsynligvis også en tur omkring EU-domstolen.

- Det kan tage måske fire-fem år, før vi har en afgørelse, lyder et forsigtigt gæt fra advokaten.