Her er modtagerne af årets Reumert-priser

16x9
Olaf Johannesen ankommer til årets Reumert prisuddeling i Skuespilhuset i København. Foto: Tariq Mikkel Khan / Ritzau Scanpix

Flere af de forestillinger, der lørdag er hædret med Reumertpriser, er skabt på forlæg af film og tv-serier.

De største præstationer inden for dansk scenekunst er lørdag aften blevet hyldet ved uddelingen af årets Reumertpriser i Skuespilhuset i København.

Det er 20. gang, at prisen, der er indstiftet af Bikubenfonden, er blevet tildelt skuespillere, instruktører og forestillinger, der har vakt særlig opsigt.

I år har mange forestillinger været skabt på forlæg af film- og tv-serier, og den tendens kom tydeligt til udtryk blandt aftenens prismodtagere.

'Festen', 'Rocky' og 'Fucking Åmål'

Teatret Republique i København modtog prisen for årets skuespil for forestillingen 'Festen' skabt på forlæg af Thomas Vinterbergs film af samme navn.

Og prisen for årets børne-/ungdomsforestilling tilfaldt Teater Vestvolden og teaterkompagniet Hils din mor for forestillingen 'Fucking Åmål' baseret på den svenske kultfilm af samme navn fra 1998.

Susanne Biers film 'Brødre' har været oplæg for Den Jyske Opera, der modtog prisen for årets opera for dets fortolkning af filmen fra 2004.

Årets særpris gik til Husets Teater for forestillingen 'Rocky', der deler titel med den amerikanske film fra 1976 med Sylvester Stallone i hovedrollen som bokseren Rocky Balboa.

Færing fik hæderspris

Årets hæderspris uddeles til en person, der har gjort en særlig indsats inden for scenekunsten.

I år tilfalder prisen den færøsk fødte skuespiller Olaf Johannessen.

- På Nørrebros Teater har vi jublet over Chaplins 'Diktatoren', hvor du det ene øjeblik er den højt kværnende, heilende demagog - det næste er den jødiske barber, der løber om hjørner med sine forfølgere.

- Og på Betty Nansen Teatret var du i 'Requiem' værtshusholderen, der sidder på en bænk og følger sine gæsters ævl om druk og sex og bedrag lige så lidenskabsløst og uanfægtet som en Humphrey Bogart i "Casablanca", lyder det blandt andet i motivationen fra direktør i Bikubenfonden Søren Kaare-Andersen.

Det er en jury bestående af teaterkritikere, journalister og kulturpersonligheder, der nominerer og udpeger modtagerne af årets Reumertpriser.