Varmeværkerne satser på solvarme og kalder det en 'guldgrube'

Sol giver varme, som det hedder i Halfdans Rasmussens ABC. Det gør den også hos landets mindre varmeværker.

Installationen af solvarmeanlæg hos landets mindre varmeværker er ikke kun en gevinst for miljøet, men også for pengepungen.

Så det satser man for eksempel på i Aabybro i Nordjylland, hvor den lokale fjernvarme lige nu bygger et nyt stort solvarmeanlæg. Anlægget bliver på i alt 26.000 kvadratmeter, og kommer til at stå for en fjerdedel af al fjernvarmen.

- Det er jo ikke mindst, fordi vi gerne vil være grønnere i Aabybro, men også fordi der er noget økonomisk gevinst i det. Økonomisk gevinst vil sige, at vores forbrugere får billigere varme ved det. Det er jo det, det drejer sig om i den sidste ende, siger Jan Præstegaard, der er bestyrelsesmedlem i Aabybro Fjernvarme, til TV 2.

Flere har set fidusen

Ifølge organisationen Dansk Fjernvarme er det langt fra kun i Aabybro, at de har set fidusen i solvarme.

- Lige nu er der et kæmpe boom rundt omkring i landet. Der bliver bygget rigtig mange solvarmeanlæg for at kunne levere miljøvenlig fjernvarme. Det er ikke kun, fordi solen skinner. Det er simpelthen, fordi det er en god idé, fortæller Kim Behnke, der er vicedirektør i Dansk Fjernvarme.

Det er lokale varmeværker, der kører på dyr naturgas, som med fordel kan supplere med sol. 107 lokale varmeværker over hele landet har de senere år installeret solvarmeanlæg. I år og næste år er der planer om 26 mere. I alt vil det forøge leverancen fra solenergi med cirka 20 procent.

I Dronninglund har de allerede et anlæg, som altså har sænket den årlige fjernvarmepris med de typiske 3500 til 5000 kroner per husstand.

En guldgrube

Inden for den næste håndfuld år forudser Dansk Fjernvarme, at solvarme dækker 10 procent af det danske fjernvarmeforbrug.

- Det var der ingen, der troede på bare for 10 til 12 år siden. Der troede man, at solvarmen kun var noget i Sydeuropa, men det er også noget, der har store perspektiver i Danmark - og det er godt for miljøet, siger Kim Behnke fra Dansk Fjernvarme.

Tilbage i Aabybro ser de foreløbig frem til august, hvor solfangerne bliver tændt.

- Fra dag ét laver vi faktisk penge. Så man kan godt kalde det en guldgrube, lyder det fra Jan Præstegaard fra Aabybro Fjernvarme.

Danmarks største solvarmeanlæg ligger i dag i Silkeborg. Det blev taget i brug for et par år siden.