Curlingforældre debatteres ofte, men forældres hjælp skader ikke, viser ny rapport

Der skal fejes for børnene, lyder det fra en professor.

Curlingforældre er der hverken flest af, og de er heller ikke helt forfærdelige for deres børn. Sådan lyder nogle af pointerne i en ny rapport fra Vive - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Rapporten slår nemlig fast, at ud af én undersøgt generation er seks procent curlingbørn, men intet tyder på, at de halter efter præstationsmæssigt. De børn, der klarer sig bedst ifølge undersøgelsen, er dem, der får meget hjælp af deres forældre og selv hjælper til i hjemmet, men den efterfølgende gruppe er de seks procent, der defineres som curlingbørn. Det betyder, at forældrehjælp giver velfungerende børn.

For meget fokus på curling

Derfor mener en af personerne bag rapporten, at debatten om curlingbørn skygger for en vigtigere gruppe:

- Hvis vi snakker om, at det skal være et samfundsproblem og et socialt problem, så synes jeg, der er for meget fokus på de curlingbørn og ikke de børn, der ligger i den anden ende af spektret, og som har et reelt problem, og som har svært ved at klare sig, siger Karen Margrethe Dahl, analytiker, VIVE Social, til TV 2.

Hun finder det interessant, at man nu har fået fastslået, at der findes curlingbørn, men at der samtidig også er en meget begrænset del af årgang 1995, der er undersøgt. 

- Curlingbørn er et relativt begreb, men vi har spurgt forældrene og lavet en skala. Vi har spurgt: Hvor tit kører du dine børn til fritidsaktiviteter, hvor ofte hjælper du dem med skolearbejde og vasker deres tøj.

Fantomsnak modbevist

Ud fra mange spørgsmål er der skabt en pointskala, og sådan blev de seks procent defineret som curlingbørn.

En rapport og en definition, der er særdeles brugbar, mener Per Schultz Jørgensen, der er professor i socialpsykologi.

- Det er interessant at få sat et tal på. Der har været mange tal fremme, og nogle mente endda, at curling-begrebet ikke fandtes, at det var et fantom, men nu kan man sige, at det findes, siger han til TV 2.

Han hæfter sig ved, at rapporten afslører, at det ikke har negativ effekt for børn at have curlingforældre.

- Forældre skal i en vis udstrækning feje for deres børn, så de kan komme i gang med et selvstændigt liv, og de første år er det helt afgørende, at man fejer meget, men derefter skal man feje mindre, siger han.

Britt Nørregaard kører sine børn til og fra skole, selvom skolen kun ligger tre kilometer fra hjemmet. Hun ønsker nemlig ikke at fylde familielivet med konflikter, krav og regler. Video: Anne Brandbjerg