Sidste års ølkrus får nyt liv på festival - nu er de tallerkener

Northside Festival går forrest i forsøget på at genanvende plastaffald - men der er endnu mange bump på vejen for at gøre Danmark mere miljøvenlig.

Fadøllene ryger hurtigt over disken på Northside Festival. Og ølkrusene ryger ligeså hurtigt i skraldespanden igen, når de er tomme. 

Det blev i 2017 til mere end 350.000 krus af plast på festivalen i Aarhus, men denne gang er de ikke blevet smidt ud forgæves

I år vil de nemlig få nyt liv på festivalen, når de hakkes op og smeltes om som en del af et storstilet projekt i genanvendelsens navn.

I larmen fra maskiner viser Jacob Baungaard, partner omkring den bæredygtige plastproduktion, en testtallerken af genbrugsplast frem.

- Det ser mega fedt ud, at man kan se spillet i farverne fra de gamle Tuborg-logoer, siger han og holder det første eksemplar frem. 

Jakob Bundgaard har arbejdet på projektet i flere år og er nu tættere end nogensinde på direkte at kunne genanvende Northsides affald.
Jakob Bundgaard har arbejdet på projektet i flere år og er nu tættere end nogensinde på direkte at kunne genanvende Northsides affald. Foto: TV 2

Tallerkenen er produktet af en lang og sej proces - en proces, som endnu ikke er ved vejs ende her få uger inden festivalen. 

Maskinerne bliver udfordret

De seneste dage har TV 2 stillet skarpt på alt den plast, vi i Danmark bruger, smider ud og som kun i nogle tilfælde bliver sorteret og genanvendt. 

Fabrikken på Mors er et godt eksempel på, hvor meget det kræver, hvis festivaler og Danmark skal spare miljøet for det hårdføre materiale.

- Det handler om at gå forrest og vise, at det kan lade sig gøre, og så udbrede det til alle andre, der også gerne vil tage hånd om deres affaldsressourcer, siger Jakob Baungaard.

Tallerkenerne er hvide, men bærer præg af, at de har haft en andet liv tidligere med små sorte pletter.
Tallerkenerne er hvide, men bærer præg af, at de har haft en andet liv tidligere med små sorte pletter. Foto: TV 2

Trods de skyhøje ambitionerne om at genanvende alle de mange tusinde ølkrus, har det vist sig at være umuligt at lave tallerkener udelukkende af ølkrusene fra sidste år.  

- En af de største barrierer har været at få vasket ølkrusene, så det kan blive til rent plast, fortæller Jakob Baungaard, mens maskinerne spytter flere tallerkener ud bag ham.

Produktionen kommer ikke til at nå målet på 10.000 tallerkener udelukkende af plast fra sidste års festival - men erfaringerne bliver taget med til næste år.
Produktionen kommer ikke til at nå målet på 10.000 tallerkener udelukkende af plast fra sidste års festival - men erfaringerne bliver taget med til næste år. Foto: TV 2

Når plast genanvendes til produkter, som igen skal bruges til mad og drikke, stilles der høje krav til kvaliteten. Plasten skal være særlig ren, og det skal garanteres, at det ikke indeholder rester af noget, som er sundhedsskadeligt.

Et større formål

Produktionen har også mødt problemer, fordi plasten selv efter rensningen indeholdte små rester af barkflis fra festivalen, som maskinerne ikke kan sortere fra.  

- Det har været top-svært at få det her til at lykkedes, siger Jakob Baungaard.

I stedet har de fundet en alternativ løsning: Nu består de nye tallerkener halvt af plast fra festivalgængernes aflagte ølkrus og halvt af en renere type genbrugsplast.

Dermed har pionærprojektet allerede bidraget med masser af nødvendige erfaringer til Miljøstyrelsen, der finansierer det. 

- Jo, mere viden, vi har om, hvordan man genanvender plast, jo bedre kan vores indsats være fra statslig side til at give initiativer til at øge genanvendelsen af affald, lyder det fra Anne Kamstrup, kontorchef i Miljøstyrelsen.

Se hele indslaget om Northsides projekt her:

Jakob Baungaard vil genanvende alle ølkrus på Northside. Men der er endnu udfordringer. Video: Silvie Ulrikke Østebø

Styrelsen støtter lige nu en række projekter, der skal genanvende plastemballage. Northsides projekt viser, at der blandt andet skal findes nye teknologiske løsninger fremover, hvis Danmark skal gå forrest for at genanvende plast. 

Så selvom målet om at producere 10.000 tallerkener inden festivalstart i juni ikke nås, lever viljen til at finde nye løsninger i bedste velgående.