Danske soldater har hejst Dannebrog på Hans Ø siden 1973 - nu skal striden løses

16x9
Danske soldater hejste tidligere Dannebrog over Hans Ø. Når de canadiske soldater kom til øen pillede de Dannebrog ned, og hejste det canadiske flag. Foto: Scanpix

Er det Dannebrog eller Maple Leaf, der skal vaje over den lille Hans Ø i Kennedy-kanalen? En gammel strid om en iskold øde ø skal nu løses.

Hvis ø er Hans Ø?

Danmark gør krav på den. Det samme gør Canada. Mundhuggerierne om hvem, der egentlig med rette ejer øen og dermed kan hejse sit flag der, har stået på i 45 år. Indtil nu har parterne været enige om at være uenige. Men nu skal striden bilægges.

Derfor vil Danmark være med til at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal komme frem til en løsning, så den årtier lange drilske diplomatiske strid kan lægges død. Det er kommet frem ved et arktisk møde, som Danmark og Grønland er værter for i disse dage.

Hans Ø gør ikke meget væsen af sig. Den fylder 1,3 kvadratkilometer og er en ubeboet og ufrugtbar klippetop. Men dens geografiske placering er anderledes væsentlig.

Beliggende i Kennedy-kanalen mellem Grønland og Canada kan Hans Ø blive særdeles vigtig, hvis der åbnes for en søvej nord om Canada til Stillehavet, men også hvis der bliver fundet olie, gas eller mineraler i undergrunden omkring øen.

Hans Ø
Hans Ø Foto: TV 2

Derfor har Canada og Danmark da heller ikke kunnet enes om, hvilket land, der havde ret til at plante sit flag på øen. Soldater fra de to landes respektive inspektionsskibe har siden 1973, da konflikten brød ud, skiftevis gået på land på Hans Ø og hejst deres lands flag som en symbolsk markering.

Noget der et par gange er blevet opfattet af modparten som en decideret provokation.

Arbejdsgruppe skal ”afsted over isen”

Arbejdsgruppen, der nu skal nedsættes, har til formål at finde en løsning på grænsedragningen mellem Grønland (og dermed Danmark) og Canada. Tilbage i 2012 blev Canada og Danmark enige om en 3000 kilometer lang grænse mellem de to lande.

- Danmark og Canada viser, at vi er i stand til at klare uoverensstemmelser på fredelig vis, sagde daværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF), da han underskrev aftalen.

Men der var et afgørende udestående i aftalen. Man tog nemlig ikke stilling til Hans Ø.

Nuværende udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) kalder det således for et gennembrud, at eksperter fra landene nu i fællesskab skal arbejde på at finde en løsning. Han mener, at det vidner om villighed til kompromis fra begge sider   

Anders Samuelsen (LA) på besøg i Grønland.
Anders Samuelsen (LA) på besøg i Grønland. Foto: TV 2

- Alle er klar på, at vi skal finde en løsning på det her. Nu har vi samlet de gode viljer, og nu kommer vi afsted hen over isen, siger udenrigsminister Anders Samuelsen til TV 2.

Ingen deadline for løsning

Det er ellers ikke mange år siden, at eksperter fra Danmark og Canada kom med et bud på et bud på, hvordan konflikten skulle løses. Tilbage i 2015 foreslog en lektor fra Aarhus Universitet og en professor fra et canadisk universitet, at Hans Ø skulle være fælles eje. De foreslog, at øen blev omdannet til en international park, der skulle symbolisere de fredelige relationer mellem de arktiske folk.

Daværende udenrigsminister Kristian Jensen (V) takkede i bedste diplomatiske stil nej til tilbuddet, da han udtalte:

- Jeg ved, der tænkes spændende tanker om Hans Ø, men det er stadig på et stadie, hvor det ikke er noget, vi realistisk kan tage stilling til.

På den måde undgik han at tage hånd om det problem.

Der er da heller ikke noget, der tyder på, at en løsning i dag er lige om hjørnet. Gruppen, der nu skal samarbejde om at finde frem til en grænsedragning, som vil gøre alle parter tilfredse, har hverken fået en startdato eller slutdato. Udenrigsminister Anders Samuelsen afviser, at det betyder, at spørgsmålet om Hans Ø igen bliver syltet.

- Nogle gange kan det være godt, at man ikke sætter en deadline, for hvis man gør, så ved man, at der først sker noget til aller sidst, eller at det bliver udsat, siger han.