KORT: Se om din kommune sorterer plast ved døren

Dit postnummer afgør, om dit private plastikaffald bliver brændt eller genanvendt. Se nederst i artiklen, hvordan det ser ud i din kommune.

Ni ud af 10 danskere mener, det er vigtigt at sortere plastik i husholdningen, så det kan genanvendes.

Det viser en Megafon lavet for TV 2 og Politiken.

Alligevel er det langt fra alle kommuner, der har sat affaldscontainere op hos borgerne, så de kan sortere mademballage, juiceflasker og anden plast fra resten af dagligdagens affald.

En rundringning, som TV 2 har lavet på baggrund af en rapport fra Miljøstyrelsen, viser således, at 40 af landets 98 kommuner ikke samler plastsorteret affald ved husstanden. Og 27 af de 40 kommuner har heller ikke planer om det.

I stedet henviser de borgerne til at lave deres egne sorteringsløsninger og selv køre plasten til en af kommunernes genbrugs- eller miljøstationer.

TIP OS Giv os dit bedste plastiktip

Gør du noget særligt for at forhindre, at verden drukner i plastikaffald?

Sorterer du dit plastikaffald på en særlig måde?

Eller har du et godt fif til, hvordan man skærer ned på sit plastikforbrug i hverdagen?

Så send os dit plastiktip på plast@tv2.dk, og send også meget gerne et billede af din plastikløsning. Vi samler de bedste tip, og deler dem med tv2.dk's læsere.

Og det bekymrer Kristian Syberg, der er lektor på RUC:

- Vi har i mange, mange år bare produceret plastik uden at tænke på, at det er en ressource, som vi skal passe på. Plastik bliver lavet af olie, og når vi brænder det af, så mister vi en ressource, som vi burde kunne genbruge bedre. Vi har en kæmpe udfordring i Danmark i forhold til at løfte det, siger han.

Amager Ressource Center, hvor plasten presses sammen til store baller.
Amager Ressource Center, hvor plasten presses sammen til store baller. Foto: Linda Kastrup / Scanpix Denmark

Plastik er ingen guldgrube

En af årsagerne til, at flere kommuner ikke sorterer plast ved husstandene, er, ifølge KL, at det er en dårlig forretning:

- Vi har den udfordring, at hvis mængden af plastik er for lille, så kan det måske ikke betale sig, og derfor har vi brug for at få tænkt virksomhedernes og husholdningernes genbrugsplast ind i samme pulje, så der kommer økonomi i at kunne genanvende frem for at brænde det af, siger KL.

Eneste krav til kommunerne er nemlig, at de skal genanvende mindst 51 procent af affaldet fra husstandene i 2020 – om det er plast, glas, pap eller metal, de satser på, er op til kommunen selv.

Og da eksempelvis bioaffald vejer langt mere end plastik, er det en bedre forretning, lyder det.

Men pengene skal ikke være det afgørende siger, Jacob Hartvig Simonsen, som er direktør hos Dansk Affaldsforening. Han ser gerne, at indsamlingen bliver langt mere ensartet:

- Plastikaffald er bestemt ikke nogen guldgrube – det koster nogle knaster at samle det ind - men vi skal gøre det for at passe på klimaet og miljøet, siger han.

Nedenfor kan du se, hvilke kommuner der sorterer plast ved husstanden, hvilke der ikke gør, og hvilke der har planer om det:

Se, hvor I Danmark man IKKE sorterer plast ved husstanden