Slipset er forskellen på en studievært og en nyhedsdirektør på TV 2

Det er en ordre fra ledelsen, at Jens Gaardbo skal bære slips i Presselogen. Men hvordan er det lige med TV 2-cheferne selv?

Ugen igennem er der blevet talt tøj i mediebranchen. Det begyndte med en mail fra chefredaktør på Jyllands-Posten, Jacob Nybroe, som skrev til sine medarbejdere:

- Jeg synes, vi er på en arbejdsplads - ikke på en campingplads. Jeg vil derfor bede om almindelig, semi-konservatisme i garderobevalget. Det betyder lange benklæder for mænd (og også for kvinder). Kvinder kan derudover vælge knælange kjoler, men ikke miniskørter og hotpants.

Den mail var for interessant til at sidde overhørig for den øvrige mediebranche, og det affødte en lang række artikler og tv-indslag. Også Presselogen tog emnet op i søndagens udsendelse for at lade panelet debattere, om historien havde fået lige lovlig meget opmærksomhed.

- Jeg ser en branche, der elsker at tale om sig selv. Jeg synes sådan set, debatten er væsentlig nok, men det er bare meget karakteristisk, at det først er en debat, man tager op, når det rammer os selv, sagde Søren K. Villemoes, redaktør på Weekendavisen, i programmet.

Men det var Altingets chefredaktør ikke enig i.

- Det selvoptagede består jo i at tro, at vi diskuterer det her, fordi det handler om journalister. Vi diskuterer det, fordi det er noget, alle mennesker kan forholde sig til: Skal chefen blande sig i, hvad man må have på, svarede Jakob Nielsen, chefredaktør på Altinget.

Chefredaktør på BT, Michael Dyrby, supplerede:

- Jeg skal love jer for, at diskussionen gik løs på BT. Vi lavede 4-5 artikler om emnet, og de var blandt de 10 mest læste i denne uge, fordi det er noget, folk går op i, svarede Michael Dyrby.

TV 2s værter skal have slips på, men cheferne skal ikke

Undervejs i udsendelsen viste vært Jens Gaardbo et tv-klip, hvor han som vært på Presselogen havde optrådt uden slips. Efterfølgende havde han modtaget en mail fra ledelsen, hvori der stod:

- Hej Jens. Dit forsøg med afslappet søndag uden slips er nu testet, og vi er i NEWS-ledelsen enige om, at det skal på igen.

Men TV 2s egne chefer optræder altid uden slips i Presselogen. Det fik Jens Gaardbo til at henvende sig til TV 2s nyhedsdirektør med et glimt i øjet:

- Jeg ved ikke, om den er feset ind, Mikkel Hertz? spurgte Jens Gaardbo.

- Hvis ikke jeg vidste bedre, så ville jeg tro, at du var født med slips på. Du er jo Mr. News, du skal have slips på, efter min mening. Uanset om det er i Presselogen eller ej. Jeg er gæst i studiet, jeg er ikke studievært, der er en forskel, dét er forskellen, svarede Mikkel Hertz, nyhedsdirektør på TV 2.

Jens Gaardbo kom hurtigt igen:

- Jeg skal altså ligne en onkel, der kommer for sent til en konfirmation?

- Nej, du ser super godt ud med slips, lød det med et smil fra Mikkel Hertz.

Se eller gense hele Presselogen på TV 2 Play.