Politi om forgiftet familie fra Haslev: Ikke kriminel handling bag

Det var en ulykke med svampe, der kostede to børn livet, konkluderer politiet.

Politiet har afsluttet efterforskningen af sagen om en familie fra Haslev, som sidste år blev indlagt med forgiftning, der kostede to børn livet.

Der er tale om en ulykke i forbindelse med svampe indsamlet i naturen, konkluderer Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Der ligger dermed ikke nogen kriminel handling bag, fastslår politiet.

- Vi vurderer, at der er tale om et tragisk ulykkestilfælde i forbindelse med indtagelse af svampe plukket i det fri, og der er ingen efterforskningsmæssig grund til at tro, at familien har været udsat for en forbrydelse, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn i en pressemeddelelse

Han ønsker ikke at uddybe over for TV 2, hvad der præcist er kommet frem i undersøgelserne, som gør politiet sikre på, at det var en ulykke.

- Vi vil ikke gå ud med detaljer om de undersøgelser, der har været langvarige og meget nødvendige for at kunne lave den her konklusion, siger Søren Ravn.

Politiet har informeret den congolesiske flygtningefamilie om udfaldet af undersøgelserne, som blandt andet bygger på afhøringer og ekspertvurderinger.

Har afvist svampeforklaring

Ud af de 12 familiemedlemmer blev 11 hasteindlagt på forskellige hospitaler den 19. oktober sidste år, efter flere af børnene havde vist tegn på svampeforgiftning.

En 15-årig datter og en 7-årig søn døde som følge af forgiftningen. To andre børn overlevede kun takket være en levertransplantation.

TV 2 har torsdag mødt familien, der stadig er meget påvirket af de to dødsfald og den efterfølgende efterforskning. Familien er i mellemtiden flyttet til København, hvor de bor tættere på de læger, der jævnligt tilser de to af børnene, der har fået levertransplantationer.

Familien ønsker ikke at kommentere hverken politiets eller Styrelsen for Patientsikkerheds afgørelser, før familien har gennemgået disse med sin advokat i den kommende uge.

Faren har tidligere afvist, at familien skulle have samlet svampe i naturen.

- Vi har ikke samlet svampe eller andet i naturen. Hvorfor skulle vi samle svampe, når de koster 13 kroner i Netto? sagde Benjamin Lurhabaya i oktober.

Han fortalte, at familien søndagen inden indlæggelsen havde spist en ret med oksekød og svampe, men at alle ingredienser var købt i supermarkeder.

Til det siger Søren Ravn fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV 2:

- Vi har ikke yderligere bemærkninger til den efterforskning, som har stået på i perioden fra oktober og indtil nu. 

Han siger til TV ØST, at politiet ved, hvilken svamp familiemedlemmerne har spist, men vil ikke oplyse hvilken.

Styrelse: Ingen svigt i sundhedsvæsenet

Af politiets pressemeddelelse fremgår det, at Styrelsen for Patientsikkerhed har undersøgt den sundhedsfaglige behandling af familien og konkluderet, at familien har fået en korrekt behandling.

Det gælder både hos praktiserende læger, i den præhospitale sektor og på hospitaler i Region Sjælland og Region Hovedstaden.

- Det er en dybt ulykkelig sag for familien. Men det er også vigtigt at sige, at de ulykkelige og tragiske hændelser ikke skyldes svigt i sundhedsvæsenet. Her har man efter omstændighederne ydet en tilfredsstillende indsats for at undersøge og behandle medlemmerne af familien, siger enhedschef og overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri i pressemeddelelsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den vurdering er i tråd med konklusionenen i en evalueringsrapport fra Region Sjælland, som i november kom frem til, at regionens sundhedsvæsen havde ydet en tilfredsstillende og professionel indsats.