Tvangsægteskaber kan stoppes med en mønt i bh'en

Piger, der vil reddes fra ufrivilligt ægteskab, kan måske udnytte lufthavnens metaldetektor, siger lederen af opholdssted til avis.

Sommerferien er højsæson for tvangsægteskaber.

Det har i hvert fald været den ulykkelige erfaring i Göteborg Kommune i Sverige, som har anbefalet kvinder i risikogruppen for et ufrivilligt ægteskab at bære en ske i underbukserne. Dermed vil de blive stoppet af metaldetektoren i lufthavnens sikkerhedskontrol, skriver Kristeligt Dagblad.

I Danmark giver man samme type råd videre til de kvinder, der frygter at blive sendt til udlandet med tvangsægteskab til følge. Det fortæller landets to største kommuner og Red-Safehouse, som driver to skjulte opholdssteder for unge på flugt fra æresrelaterede konflikter.

Sommerferie er højsæson for tvangsægteskaber

Her fortæller leder Anita Johnson, at opholdsstederne får flere henvendelser op til sommerferien, fordi kvinder frygter, at sommerferien skal bruges til at forlove eller gifte dem væk. I 2015 fik man 242 henvendelser om blandt andet tvangsægteskaber og i 2017 307 henvendelser.

I samme periode var antallet af indskrevne på Red-Safehouses opholdssteder gået fra 108 til 151. Det viser et nyt svar fra Børne- og Socialministeriet til Folketinget. Anita Johnson fortæller, at Red-Safehouse rådgiver de unge kvinder til at fortælle betroede mennesker, hvor de præcist skal opholde sig i ferien, hvornår de forventes at være hjemme, og hvordan man skal reagere, hvis de ikke kommer hjem.

- Og ligesom svenskerne har vi også anbefalet, at den unge enten råber op i lufthavnen, eller at kvinderne bærer en mønt i bh’en, hvor svenskerne jo anbefaler en ske i trusserne, siger Anita Johnson.

En ske i trussen kan være redning

- Umiddelbart tænker jeg, at en ske i trusserne kunne betyde, at man blev dirigeret væk fra en zone i security, hvor andre ikke kunne lytte, og at dette ville sikre pigen, at forældrene er uden for hørevidde. Så det vil vi da overveje at anbefale. Hvis det bliver for kendt, kan man omvendt frygte, at pigerne skal vise trusser, inden de tager i lufthavnen. Men hvis man er bange for at rejse ud, anbefaler vi, at man slet ikke tager af sted, siger Anita Johnson.