Kvindelig cyklist ramt af letbanen i Aarhus

16x9
Et letbanetog forlader stoppestedet Dokk1 torsdag den 21. december 2017. Arkivbillede. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Den 37-årige kvinde slap med knubs, da hun onsdag eftermiddag på cykel blev ramt af letbanen.

En 37-årig kvindelig cyklist er onsdag eftermiddag klokken 15.19 blevet ramt af letbanen i Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

Sammenstødet skete ifølge politiet i lyskrydset mellem Olof Palmes Allé og Brendstrupgårdsvej i den nordlige del af Aarhus.

Kvinden er blevet kørt på hospitalet, og indsatslederen på stedet oplyser, at hun ikke er kommet alvorligt til skade.

- Kvinden var hele tiden ved bevidsthed, men hun havde fået nogle knubs, men blev indlagt på hospitalet for sikkerheds skyld, siger Peter Jessen, der var politiets indsatsleder på stedet til TV 2 ØSTJYLLAND.

Ifølge politiet svingede hun ind foran letbanen uden at se sig for.

Fem uheld med letbanen

Tirsdag oplyste Aarhus Letbane ifølge Fyens Stiftstidende, at der ,siden banen blev taget i drift, har været fire uheld. I tre tilfælde har bilister ikke overholdt deres vigepligt og er kørt ud foran de 50 tons tunge tog. Et tilfælde - udover onsdagens påkørsel - har været en personpåkørsel, hvor en ung mand blev strejfet på skulderen, da han løb ud foran toget. Den påkørte cyklist er dermed det femte uheld, siden letbanen blev taget i brug kort før jul.

Før letbanen blev officielt indviet, havde Aarhus Letbane dog også problemer med sammenstød. 

Aarhus Letbane fortalte i december sidste år til TV 2 ØSTJYLLAND, at selskabet havde noteret over 20 såkaldte nærved-hændelser - hændelser, hvor bilister og letbanen har været tæt på at påkøre hinanden - alene i krydset Mindet ved Europaplads.