16x9

Var i årevis så opsat på at skjule sin sygdom, at han ikke opdagede, at den var ved at slå ham ihjel

Thomas Nørskov Hansen var i mange år så opsat på at skjule sin sygdom, at han ikke opdagede, at den var ved at slå ham ihjel.

Det lille rum var opslugt af mørke, da han kom til sig selv.

Thomas vidste ikke, hvor han var, eller hvordan han var endt her. Han ville ikke kunne sige hvilket land, hvilken by, hvilket sted. Men hans øjne havde tilpasset sig mørket, så der måtte være gået en vis tid.

Han befandt sig på et toilet. Rummet var ikke mere end halvanden meter bredt og måske omkring to meter langt. De nøgne klinkevægge, der rejste sig om siderne på ham, og den mørke trædør afslørede intet. Der var ingen lyde. Ingen genkendelige lugte. Det var ikke et sted, han kendte.

Hans hjerte slog hurtigere og tungere. Han mærkede panikken komme snigende.

Gennem mørket kunne han ane sin egen skikkelse, der sad bukket forover på toiletkummen. Dernæst mærkede han blodet på sin arm.

Det kom fra den lille hobbykniv, hans højre hånd stadig pressede ind mod det venstre håndled.

- Hvad fanden sker der her, tænkte han.

Han smed hobbykniven fra sig. I det samme blev han blændet af et skarpt, hvidt lys. Den hurtige bevægelse havde aktiveret en bevægelsescensor i toilettets loft.

Han var vågnet fra et selvmordsforsøg. I huden på sin tatoverede underarm kunne han se i alt fire blødende sår.

Hjertet hamrede løs i hans bryst, og han forsøgte at samle sine tanker, men inde i hans hoved var lyset stadig slukket.

Hvad var der sket? Hvordan var han endt her?

Thomas begyndte at hyperventilere.

Panikken i hans krop føltes nu som decideret angst.

Liv eller død?

Har du tanker om selvmord?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, hjælper det at få sat ord på de svære tanker og følelser.

Du kan kontakte Livslinjens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage i tidsrummet 11.00-04.00. Du er anonym og må gerne ringe flere gange.

Det er også muligt at skrive eller chatte med Livsliniens rådgivere.

Du kan også kontakte Psykiatrifonden, der tilbyder personlig rådgivning og samtale til mennesker med psykiske sygdomme og problemer. Telefonnummeret er 39 25 25 25.

Hver dag er der, ifølge Center for Selvmordsforskning, omkring 20 personer i Danmark, som forsøger at gøre en ende på deres eget liv. I snit vælger to at gennemføre det.

Da 34-årige Thomas Nørskov Hansen i september 2016 fandt sig selv på et offentligt toilet med en kniv i hånden, stod han overfor et valg: Ville han leve eller dø?

Skulle han samle kniven op og fortsætte, hvad han havde gang i, eller skulle han rejse sig og træde ud ad døren uvis om, hvad der ventede på den anden side?

Valgte han at forlade toilettet, ville det betyde, at han skulle se de ting i øjnene, som var skyld i, at han overhovedet var endt her.

Han var havnet i et hul, der kun blev dybere. Hans psykiske sygdom var ved at slå ham ihjel, og han havde nægtet at indse det.

Han havde bundløs gæld, ingen kæreste, ingen uddannelse og var reelt set hjemløs. Ville det overhovedet være værd at leve videre? Hvis han blev på toilettet, ville hans lig blive fundet af en fremmed. Ikke af nogen, der kendte ham og holdt af ham.

Han udspillede scenariet i sit hoved. Hvor hurtigt det kunne være overstået. Langsomt fortog frygten sig. Det nemmeste ville være at blive inden for toilettets fire vægge og skære videre.

Så mærkede han vreden. Nej, han måtte ikke lade sygdommen vinde.

Men kunne han ude på den anden side af døren leve videre som en person, der havde prøvet at begå selvmord? Og hvordan kunne han se sin familie i øjnene igen?

Der gik højst 10 minutter og måske ikke mere end 5, før Thomas tog sin beslutning. I hans hoved føltes det som langt over en time. Lettere febrilsk begyndte han at hive løs på toiletrullen. Han viklede det tynde papir om sin arm, inden han trak trøjeærmet ned. Han pakkede kniven ind og lagde den i sin taske.

Forsigtigt åbnede han toiletdøren. På den anden side var der håndvaske og pissoirer, men ingen andre mennesker. Han var helt alene.

En vindeltrappe førte væk fra toilettet og en etage op. Han tog et skridt ad gangen. Først på toppen indså han, hvor han var. Københavns Lufthavn.

Han befandt sig i lufthavnen og havde lige forsøgt at tage sit eget liv.

Det splittede sind

square to 16x9
Københavns Lufthavn. Foto: Anne-Sofie Mee Fischer / TV 2

Det anslås, at mellem én og tre procent af danskerne er ramt af bipolar lidelse, der tidligere var kendt som maniodepressiv sygdom. Thomas Nørskov Hansen var 13 år, da han første gang mærkede, at der var noget galt.

Depressionerne kom oftest i vintermånederne og kunne holde ham i sengen i flere uger ad gangen, og han endte med at droppe ud af gymnasiet af to omgange. Sygdommen kom oftest til udtryk ved en klar selvbevidsthed i en tidlig alder. Allerede inden han var fyldt 20 år, havde han flirtet med tanken om at tage sit eget liv.

Faktaboks - bipolar lidelse

Bipolar var tidligere kendt som maniodepressiv sygdom.

Den er karakteriseret ved "udtalte, periodiske svingninger i stemningslejet i såvel manisk som depressiv retning".

Der er et vist overlap mellem bipolare, og det man tidligere kaldte for manio-depressiv psykose.

Sygdommen rammer 2-3 procent af befolkningen. Ligeså ofte mænd som kvinder.

Kilde: Depressionsforeningen.

Men det blev ved tanken, og han lærte at tackle depressionerne. De maniske perioder kom senere og var langt sværere at håndtere. Manien føltes som verdens bedste forelskelse, han kunne gå på vandet, alle bekymringer forsvandt, og intet var umuligt.

Da hans mormor døde og efterlod ham 30.000 kroner, forsvandt pengene i en cocktail af fest og ligegyldige indkøb, som han efterfølgende ikke kunne redegøre for.

Humørsvingningerne var ekstreme og sendte ham fra kulkælderen til den lyserøde sky og tilbage igen. Bekymringer, der den ene dag truede sammenhængen i hans hverdag, ja, hele meningen i hans liv, kunne en dag eller to senere blive skubbet til side som en bagatel.

Men Thomas var god til at skjule sin sygdom, så ingen opdagede, hvor slemt det stod til. Ingen i familien, ingen af vennerne, ingen på jobbet. Han var nok ikke engang selv klar over, hvor syg han var.

Når fortrydelsen rammer

Der er få ting så ensomme som en lufthavn om natten.

Da Thomas kom op ad vindeltrappen, trådte han ud i Københavns Lufthavns mennesketomme terminal 2. To ansatte på deres skurende, sorte industrigulvvaskere var eneste tegn på liv. Havde de kigget tilbage på ham, havde de måske bemærket forvirringen i ansigtet på den store mand med fuldskægget og det lange hår, der kiggede rundt i det store rum.

Der gik nogle sekunder, før Thomas fik samling på sig selv. Han kiggede ud ad terminalens store vinduesparti og kunne se, at det var mørkt udenfor. Han hev sin telefon op ad lommen og kiggede på det lysende display, der fortalte ham, at det var midnat.

Thomas begyndte at regne bagud. Han havde et blackout på seks timer. Seks timer. Langsomt kom frygten tilbage i hans krop. Han havde brug for hjælp, hvis han skulle klare sig igennem det her.

På telefonen søgte han nummeret til Psykiatrisk Center Amager frem og tastede de første syv cifre. Så stoppede han op. Tankerne løb tilbage til toilettet. Han kunne stadig nå at gå tilbage. Han rystede tanken af sig og tastede det ottende ciffer.

- Jeg er ret sikker på, at jeg lige har forsøgt at tage mit eget liv, men jeg kan ikke huske noget, fik han fremstammet.

Vejen til den anden side

square to 16x9
Thomas Nørskov Hansen genbesøger i dag udsigten fra motorvejsbroen. Foto: Anne-Sofie Mee Fischer / TV 2

Psykiatrisk Center Amager bad ham komme med det samme. Men Thomas havde ingen penge til en taxa. Metroen kørte ikke på grund af sporarbejde. Alt skulle bare være imod ham. Han var nødt til at gå.

Det var en lys nat, og han kunne mærke den kølige luft gennem sin hættetrøje. Han tastede adressen ind på sin telefon, som beregnede, at gåturen ville vare over en time og tage ham gennem en masse små veje, han aldrig havde hørt om.

Han gik op mod en gangbro over Øresundsmotorvejen.

Han rystede stadig i det meste af kroppen, da han trådte op ad betontrinnene til broen. På toppen stoppede han op og kiggede ned. Han var alene på broen. Under ham susede bilernes lygter forbi.

Han trak vejret dybt. Tilfældighederne havde givet ham en ny mulighed for at slutte livet. Straks mærkede han tvivlen komme tilbage. Fortvivlelsen. Der var så mange ting, der var gået skævt de seneste to år.

Måske traf han det forkerte valg ved at forlade toilettet. Han havde svært ved at se sig selv klare sig igennem natten. Selv hvis han klarede den, var der ingen garantier for, at han ikke ville forsøge at ende sit liv igen på et senere tidspunkt.

Hvorfor udskyde det uundgåelige?

Nedturen

Ifølge Psykiatrifonden er det 7-10 procent af alle patienter med bipolar lidelse, der ender med at tage deres eget liv.

Thomas Nørskov Hansen fik diagnosen i 2012. Han kendte ikke selv meget til sygdommen, før han så et afsnit af den amerikanske hospitalsserie ’House’, hvor han hørte en patient beskrive sygdommen.

- Det er præcis sådan, jeg har det, fortalte han til en af sine venner og begyndte at læse op på, hvad det vil sige at være bipolar.

En psykiater bekræftede hans formodning, og pludselig havde Thomas en forklaring på sine skiftevis maniske perioder fyldt med stor energi, og de depressive perioder opslugt af nedtrykthed.

Med den rette medicin fik han det bedre. Dagene begyndte igen at hænge sammen.

I 2014 valgte han at stoppe sin medicinering. Konsekvensen blev, at Thomas blev kastet ind i flere langvarige maniske perioder, hvilket også betød, at depressionerne ramte hårdere, og hans liv tog en forkert drejning.

Han stoppede med at betale til sin andelslejlighed. Stoppede med at betale sine regninger. Banken lukkede for hans muligheder, og fogeden smed ham på gaden. Han flyttede ind på sofaen hos en ven. Imens forsvandt ugerne én efter én i en tåge af alkohol og fest. Men opslugt i manien overbeviste han sig selv om, at alt nok skulle gå.

Først en dag i maj 2016 indså Thomas, at han havde brug for hjælp. Det var på en af de gode dage. Han kom i kontakt med Psykiatrisk Center, som tilbød ham et ambulant forløb, hvor han kunne komme et par gange om ugen. Herfra blev han sendt videre til psykiatrisk afdeling på Hvidovre, der ville kontakte ham, når de senere på året skulle starte en gruppe op for personer med bipolar lidelse.

Da hospitalet vendte tilbage i august, var det for sent. Thomas var tilbage i en af sine maniske perioder og ikke modtagelig for hjælp.

En måned senere vågnede han op på toilettet i lufthavnen.

Flere biler susede forbi på motorvejen under gangbroen.

I sit hoved forestillede Thomas sig scenariet, hvor han skulle kravle op over rækværket og springe ned. Selvom det var sent, var der mange biler på motorvejen, og han ville med sikkerhed blive ramt, hvis han sprang.

Så tog han et skridt tilbage. Hvis han skulle tage sit eget liv, skulle det ikke være på den måde, forsøgte han at forklare sig selv. Han ville ikke ødelægge et andet menneskes liv.

Så tog han yderligere et skridt bagud og fortsatte henover gangbroen.

Tabuer skal brydes

Det er i dag omkring halvandet år siden, at Thomas Nørskov Hansen forsøgte at tage sit eget liv. Der gik ifølge ham selv over en uge fra hans indlæggelse, før han følte sig overbevist om, at han havde truffet den rigtige beslutning ved at leve.

Han var indlagt i halvanden måned og indledte derefter en hård kamp for at finde tilbage til livet.

​  Thomas Nørskov Hansen under indlæggelsen.
​ Thomas Nørskov Hansen under indlæggelsen. Foto: Privatfoto

Han er i dag tilbage på medicinen. Efter et ophold på et hjem for socialt udsatte har han fundet en lejlighed, og der er så småt kommet styr på økonomien. Og så har han fået en kæreste.

Når han ser tilbage, kan han ikke genkende den person, der sad på toilettet den aften. Alligevel mærker han hver dag frygten for igen at lande i det samme sorte hul.

- Det er min største frygt, og den vil formentlig sidde i mig resten af livet, men jeg har talt med andre, der er bipolare, og de siger, at jo mere kontrol man får med det, jo mindre bange bliver man for det, forklarer Thomas Nørskov Hansen.

Den tatovering Thomas Nørskov Hansen fik efter at være kommet ud på den anden side med en påmindelse til ham selv om aldrig at give op.
Den tatovering Thomas Nørskov Hansen fik efter at være kommet ud på den anden side med en påmindelse til ham selv om aldrig at give op. Foto: Privatfoto

Ifølge Center for Selvmordsforskning er et tidligere forsøg på at tage sit eget liv en stor risikofaktor for et eventuelt senere selvmordsforsøg. Men risikoen er størst inden for det første år.

Thomas håber, at han ved at stå frem med sin historie kan være med til at nedbryde tabuer omkring selvmordsforsøg og psykisk sygdom. Det vigtigste er nemlig at tale åbent om det, mener han. Siden sin udskrivelse har han selv været meget åben omkring sin sygdom, og han opfordrer andre til at være det samme.

- Før den nat rakte jeg aldrig ud til nogen. Jeg bad aldrig om hjælp og forsøgte at skjule min sygdom. Så jeg ved, hvor forfærdelig og ensom du kan føle dig. Men der er faktisk folk, der gerne vil lytte til dig, selvom du ikke føler det, siger han.

- Hvis jeg med min historie kan hjælpe bare én fra at ende samme sted, så er det det hele værd. Jeg er det levende bevis på, at der er en vej op af hullet.

Det første trin ud af hullet var at overleve den første nat.

Den længste nat

Thomas Nørskov Hansens journal viser, at han blev indskrevet på den lukkede afdeling på Psykiatrisk Afdeling Amager klokken 03.44 den nat. Personalet tog de fleste af hans personlige ejendele. Kun sin mobiltelefon – uden oplader – fik han lov at beholde.

Da døren smækkede bag ham, satte han sig på sengen på den sparsomt indrettede stue og kiggede på tremmerne for vinduet. Det kunne ligeså godt have været en fængselscelle, tænkte han. Så slukkede han lyset.

Alt var stille, men det var umuligt at falde til ro. Han lå et stykke tid i mørket med det lysende telefondisplay ved siden af sig i sengen, mens han fortsat tvivlede på, om han havde truffet det rigtige valg. Måske var det derfor, at han derefter gjorde, som han gjorde.

Har du tanker om selvmord?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, hjælper det at få sat ord på de svære tanker og følelser.

Du kan kontakte Livslinjens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage i tidsrummet 11.00-04.00. Du er anonym og må gerne ringe flere gange.

Det er også muligt at skrive eller chatte med Livsliniens rådgivere.

Du kan også kontakte Psykiatrifonden, der tilbyder personlig rådgivning og samtale til mennesker med psykiske sygdomme og problemer. Telefonnummeret er 39 25 25 25.

Thomas samlede telefonen op og lukkede for alle åbne programmer. Det lille symbol i telefonens øvre hjørne fortalte, at den havde omkring 20 procent strøm tilbage. Hvis den nu kunne klare sig gennem hele natten uden at dø, så kunne han måske også, sagde han til sig selv.

Aldrig havde han følt sig så alene. Kampen var ene og alene hans. Han havde brug for en hjælper. En livline. Det blev telefonen. Enten levede de begge, ellers gjorde de ikke.

Han lå på sengen med sit liv knuget til en mobiltelefon. Endnu et par timer gik. Så faldt han i søvn.

Da han blev vækket under stuegang næste morgen, var solen stået op udenfor. Der var stadig to procent strøm tilbage på telefonen.