Minister afviser mørketal på ulve: - Jeg har ingen grund til at tvivle

Trods kritik og påstande om mørketal holder miljøminister Jakob Ellemann-Jensen fast i de officielle ulvetal i Danmark.

Det er kun få uger siden, at en hunulv blev skudt på mark ved Ulfborg i Vestjylland.

Det fik endnu en gang sat skub i ulvedebatten i Danmark. En debat, der senest har fået en pensioneret politimand og jæger til at sætte spørgsmålstegn ved antallet af ulve i Danmark. 

Efter nedlæggelsen af hunulven lyder det officielle tal fra Miljøstyrelsen - med hjælp fra Aarhus Universitet og fra Naturhistorisk Museum - på 11 ulve.

Men den erfarne jæger Jesper Schytte, der i de seneste år har lavet sit eget kort med ulveobservationer, mener, at der mindst er 35 ulve i landet

- Jeg mener helt klart, at det er et spørgsmål om midler. Hvis ikke der er afsat penge til, at Naturstyrelsen kan gå ud og tage målinger på vildt, der er slagtet af ulve, men kun på får og køer, så er der jo noget galt, for så får vi jo ikke monitoreret ulvene, siger Jesper Schytte. 

Minister: Debat risikerer at eksplodere

Miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen (V), er ved at forberede et nyt udspil om ulve og følger nøje med i debatten. 

- Den her diskussion risikerer at eksplodere endnu mere, end den allerede har gjort. Der er så mange følelser i det her. Vi har brug for langt mere fakta, siger Jakob Ellemann-Jensen, som ikke ser nogen grund til at betvivle myndighederne: 

- Jeg har ingen grund til at tvivle på, at forskere fra Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum i Aarhus ikke har styr på det, de laver. Tværtimod. 

Forskere afviser mørketal

Fra Naturhistorisk Museum afviser forsknings- og samlingschef Kent Olsen da også, at tallet skulle være langt højere: 

- Min vurdering er, at vi har minimum 11 ulve i Danmark dags dato. Der kan godt være ganske få derudover, men det er ikke sådan, at vi snakker dobbelt op. Vi snakker meget få individer, siger Kent Olsen.

Han understreger, at Danmark bruger samme fremgangsmåde som nabolandene, når man skal vurdere antallet af ulve. Skal en observation optages på myndighedernes officielle ulvekort, kræver det et dna-bevis eller et tydeligt foto.

- Selve moniteringsopgaven kan vi fint løse inden for budgetrammen, siger han videre. 

Ulvetallet ser dog ud til at stige yderligere i den nærmeste fremtid - også fra officiel hånd - da et ulvepar formentlig nedkommer med et nyt kuld ved Ulfborg.