S vil forbyde gratis plasticposer i butikker

Partiets nye klimaudspil skal begrænse plastikaffald - både fra plastikflasker og plastikposer - med pant og nye afgifter.

Socialdemokratiet vil indføre pant på plastikflasker til saft og juice, ligesom der i dag er på øl- og sodavandsflasker.

Det er bare et af en række forslag, der skal få os til at bruge og kassere mindre plastik i hverdagen. Partiet foreslår også højere afgifter på plastikposer i supermarkederne og et forbud mod, at for eksempel tøjbutikker udleverer gratis plastikposer med hank til kunderne.

En afgift på vand, købt på plastikflaske, er også blandt forslagene, som partiet vil fremlægge torsdag som et samlet miljø og klimaudspil.

- Plastikken hører ikke til i naturen. Desværre er der alt for meget plastik derude. Det skal væk fra vores havmiljø og vores strande, fordi fisk kommer til at spise det og de bliver syge af det. Det ender på vores tallerken og vi bliver syge, siger Socialdemokratiets miljøordfører Christian Rabjerg Madsen om forslagene.

Flere andre partier, blandt andre Konservative og SF, har da også tidligere været ude med lignende tanker.

Ude i supermarkederne bliver ideen om pant på plastikflaskerne til vand og juice godt modtaget.

I Rema 1000 på Fuglebakken i Odense har en kunde som Peder Clemmesen faktisk længe undret sig over, hvorfor der skal betales pant for plastikflasker med sodavand, men ikke for plastikflasker med vand, saft eller juice.

- Hvis du for eksempel køber noget kirsebærsaft, så er der ikke pant på. Og det er jo egentligt underligt, når der på alt muligt andet, siger pensionist Peder Clemmesen.

Miljøbiolog Henrik Beha Pedersen, der er medstifter af miljøorganisationen Plastic Change, er glad for forslagene:

- Det er et rigtigt godt udspil. Der er nogle gode elementer i det, siger han.

Han synes dog godt forslaget kunne have været mere vidtgående, så det ikke kun udvider antallet af flasketyper, der bliver belagt med pant men kom til at omfatte alle plastikflasker.

- Vi havde gerne set, at socialdemokraterne tog alle flaskerne med, så vi får returneret alle flaskerne ind i vores ellers i øvrigt godt fungerende pantsystem, siger Henrik Beha Pedersen.

Den socialdemokratiske miljøordfører mener dog, at man i forslaget inkluderer så mange typer af plastikflasker, som det er praktisk muligt.

- Vi tager så mange plastikflasker med som overhovedet muligt, men det skal give mening i forhold til vores pantsystem, siger Christian Rabjerg Madsen.