Politikere kæmper om at være mest grønne - denne familie har taget sagen i egen hånd

Stadig flere danskere indretter deres dagligliv efter, at de skal tage hensyn til miljøet og klimaet allerede nu - ikke engang i fremtiden.

Regeringen og Socialdemokratiet kæmper om at profilere sig som de mest grønne og miljøvenlige.

I dag præsenterede Socialdemokratiet et stort klimaudspil og for en uge siden løftede regeringen sløret for sine meget ambitiøse planer for grøn el-produktion og vindmølleudbygning i Danmark.

Men stadig flere danske familier, der allerede har taget klima- og miljøkampen helt konkret op i deres eget daglige liv, savner noget helt centralt i de store politiske udspil.

Nemlig handling.

- Der er rigtigt mange planer og rigtig meget snak om, hvad vi skal opnå i 2030 og 2050 og så videre. Men ikke hvad vi skal gøre i dag og i morgen, siger læge Bo Egelund fra Sydfyn.

Sammen med konen, efterskolelærer Eva Vermehren, og datteren Frida har han gjort klimakampen til et personligt anliggende og har bragt den helt hjem i familiens hus og have.

Her har de egne grøntsager, lam og solceller på taget, så de er selvforsynende med så meget som muligt.

Baggrunden for familiens valg er ganske enkel:

- Vi har én Jord. Og i Danmark forbruger vi, som om vi havde fire, siger Bo Egelund.

Oplever det i hverdagen

Jesper Larsen, som er direktør i analysefirmaet DMA Research, vurderer, at flere og flere danskere vil begynde at betragte klima- og miljøspørgsmål som en personlig og meget konkret, daglig udfordring.

- Klimadagsordenen, som tidligere var meget akademisk og handlede om ozonlag og noget, som vi ikke rigtigt kunne forholde os til, er mødtes med den meget nære, klassiske tilgang til det grønne. Vi har trukket det meget nært til os selv. Det vil sige, at vi hver især går rundt og oplever klimaforandringer i vores hverdag. Og så kommer det til at betyde rigtigt meget for os, siger analytiker Jesper Larsen.

Jesper Larsen, direktør i analysefirmaet DMA Research: - Vi oplever klimaforandringer i vores egen hverdag
Jesper Larsen, direktør i analysefirmaet DMA Research: - Vi oplever klimaforandringer i vores egen hverdag Foto: TV 2

Og den følelse af noget meget konkret, der sker lige foran øjnene på én, kan Eva Vermehren sagtens genkende i hjemmet på Sydfyn.

- En ting, som næsten kan give mig helt ondt i maven er den følelse af, at insekterne forsvinder. Det synes jeg er så tankevækkende. For nogle år siden skulle man hele tiden vaske sin bilrude. Og nu skal man ikke. Det synes jeg er vildt uhyggeligt, siger hun.

Vi kræver handling

Jesper Larsen forudser også, at almindelige danskere vil efterspørge større troværdighed i de mange udmeldinger om miljø- og klimaspørgsmål.

- Politikerne må forstå, at danskerne er nået dertil, hvor der skal følge noget handling med, siger han.

Regeringen fremlagde for en uge siden sit store energiudspil, der vil sætte elprisen ned for forbrugerne og gennemføre en markant udbygning af den grønne danske energiproduktion inden 2030.

Socialdemokratiets nye klimaudspil lægger blandt andet op til investeringer for 20 milliarder kroner i grønne projekter, både herhjemme og i udlandet.