Bilist sigtes for uagtsomt manddrab efter dødsulykke på motorvej

Politiet leder et vidne i en lastbil, som kan have set ulykken ske.

En bilist sigtes fredag for uagtsomt manddrab og spirituskørsel efter en dødsulykke torsdag aften, hvor en 41-årig motorcyklist mistede livet på motorvejen nær Odense. 

Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Kenneth Taanquist. 

Bilisten sigtes desuden for at have flygtet fra stedet, da han forlod motorvejen efter ulykken. Senere henvendte han sig dog selv til politiet.

Efterlyser vidne i lastbil

Politiet på Fyn vil gerne i kontakt med trafikanter, som har overværet en ulykke torsdag aften på motorvejen nær Odense, hvor en 41-årig mandlig motorcyklist fra Odense mistede livet. 

Især chaufføren af en lastbil, der fragter biler, er politiet interesseret i at tale med. 

- Vi ved fra en anden bilist, at ulykken skete lige foran en autotransporter, som havde en hvid Mercedes på ladet. Chaufføren kan næsten ikke have undgået at se ulykken, så ham vil vi gerne i kontakt med, siger vagtchef Torben Jacoksen fra Fyns Politi.

En bilist har fortalt politiet, at hun blev overhalet af en personbil, som derefter også overhalede autotransporteren. Sekunder efter skete ulykken. 

- Hun ser ting og sager flyve gennem luften lige foran autotransporteren. Så vi vil bare gerne vide, hvad lastbilchaufføren har set, siger vagtchefen. 

Motorvej spærret i flere timer

Politiet mener, at motorcyklisten blev påkørt bagfra af den personbil, som overhalede autotransporteren. Motorcyklisten mistede som følge af påkørslen herredømmet over maskinen og ramte ind i autoværnet. 

- Personbilen holdt ude på motorvejen, men chaufføren var der ikke. Om han har været i chok eller forsøgt at stikke af fra stedet, ved vi ikke. Men han har siden selv henvendt sig til os, oplyser vagtchefen. 

Ulykken, der skete kort før klokken 22 mellem afkørsel 50 og 49 i østlig retning, betød, at motorvejen var helt spærret i østlig retning i flere timer. 

Strækningen blev natten til fredag genåbnet.