Ulveven forarget efter drab på ulv - video indgår i efterforskning

Den unge ulv blev skudt på en mark ved Ulfborg i Vestjylland.

- Jeg er forarget over det. Det er da ubehageligt.

Sådan siger Thomas Thomsen, der er administrator af Facebooksiden Ulvens Venner, efter at have set det videoklip, hvor en ulv bliver skudt i Ulfborg.

- Det viste, hvor kold og kynisk sådan en person er.

Thomas Thomsen er specielt forarget over, at ulven, ifølge ham, ikke virkede truende. Ifølge ulvevennen kan den være løbet efter traktoren, fordi den ledte efter mus på marken.

Drabet på ulven har skabt megen debat. Hvor nogle mener, at ulven ikke hører hjemme i Danmark, hilser andre tilflytteren velkommen. Faktum er dog, at der i Danmark ikke er fastsat jagttid på ulve, og derfor er det ikke lovligt at skyde dem. 

- Jeg er forarget over det. Det er da ubehageligt. Sådan siger Thomas Thomsen, som er administrator af Facebooksiden Ulvens Venner, efter at have set det videoklip, hvor en ulv bliver skudt i Ulfborg.

66-årig sigtet i sagen

Ulven blev skudt mandag den 16. april på en mark cirka 13 kilometer øst for Ulfborg i Vestjylland. På baggrund af oplysninger fra vidner sigtede politiet senere samme dag en 66-årig mand fra lokalområdet for overtrædelse af jagtlovgivningen.

- Politiet har foretaget en indledende afhøring af den sigtede, som nægter sig skyldig og i øvrigt ikke har ønsket at udtale sig til politiet. Mandens bopæl og bil blev ransaget, og i den forbindelse konfiskerede politiet bilen samt nogle jagtvåben på adressen. Manden har siden fået udleveret bilen, oplyser Midt- og Vestjyllands politi mandag formiddag.

Politiet har indsamlet spor på gerningsstedet og talt med vidner, og man regner med at have resultaterne af de tekniske undersøgelser i løbet af maj.

Episoden blev også fanget på ovenstående video, der første gang blev bragt søndag på DR. Videoen vil indgå i politiets sagsbehandling som supplement til den øvrige dokumentation i sagen.

Ung hunulv

Ulven blev efterfølgende obduceret på DTU Veterinærinstituttet på Frederiksberg. Obduktionen af den dræbte ulv viste, at den blev skudt i maveregionen.

Der er tale om en ung hunulv i rask og sund stand, som ikke har haft unger. Chefkonsulent ved Veterinærinstituttet, Mariann Chriél, kan ikke afvise, at der er tale om en af ungerne fra det kuld, som blev født på dansk jord sidste år.

Ulven blev udryddet i Danmark i 1813, men er siden 2009 blevet observeret flere steder i Jylland. Ulven formodes at være genindvandret fra Tyskland.

Ulvedrabet blev optaget på en video, som du kan se øverst i artiklen.