Folketingskandidat trækker sig efter ulvedrab

Steffen Troldtoft støtter fortsat et forslag fra Liberal Alliance, der skal gøre det muligt for borgere at skyde ulve.

Folketings- og byrådskandidat for Liberal Alliance, Steffen Troldtoft, trækker sig fra politik. 

Det sker efter, en ulv blev skudt på hans ejendom mandag den 16. april nær Ulfborg i Vestjylland.

Sagen om nedskydningen af ulven har, ifølge Steffen Troldtoft selv, bragt ham i et regulært stormvejr, og derfor tager folketingskandidaten konsekvensen af den meget fokus på hans person. 

- Jeg trækker mig fra politik på grund af den mediestorm, der har været. Det har jo vist sig, at hele den her sag bliver brugt til at slå Liberal Alliance i hovedet. Og de har trods alt en fornuftig ulvepolitik, som partiet prøver på at få igennem. 

Hos Liberal Alliance afviser gruppeformand Leif Mikkelsen dog, at sagen skader partiet:

- Steffen er jo et ordentligt menneske, og han fornemmer at det skader LA, og derfor nedlægger han sit folketingskandidatur. Jeg synes, det er et stort offer, han bringer. Det er ærgerligt for ham. Han var opstillet som kandidat, gik op i det og var meget flittig. 

Afviser rolle i ulvedrab

Steffen Troldtoft afviser, at han har haft noget med drabet på ulven at gøre - selv om det er sket på hans grund og ifølge politiets sigtelse er et 66-årigt familiemedlem til Troldtoft, der står bag. 

- Jeg har ikke nogen rolle i det dér. Jeg kører og pløjer, og det er dét, jeg har med sagen at gøre. Jeg er ikke klar over, at der bliver skudt efter ulven. Jeg hverken hører eller ser det, siger Steffen Troldtoft. 

Ulven er fredet af EU, men man kan af Miljøstyrelsen få dispensation til at skyde den, hvis det kan bevises at den samme ulv gentagne gange angriber husdyr eller udviser bekymrende adfærd over for mennesker - en såkaldt problemulv. 

Steffen Troldtoft mener, at den nedskudte ulv var en problemulv. Han havde imidlertid ikke fået ansøgt Miljøstyrelsen om en dispensation. 

- Hvorfor har du ikke søgt om en dispensation?

- Jeg har masser af papirarbejde i forvejen, og det er jo ikke hver gang man har mulighed for at tage billede af den, når den er der, siger Steffen Troldtoft, der understreger, at han gerne vil have, det bliver lovligt at skyde ulve.

Politi har stærk sag mod sigtet

På baggrund af oplysninger fra vidner sigtede politiet en 66-årig mand fra lokalområdet for overtrædelse af jagtlovgivningen. Den 66-årige er en nær slægtning til Steffen Troldtoft, og Midt- og Vestjyllands Politi vurderer, at man har en god sag. 

Politiet har indsamlet spor på gerningsstedet, talt med vidner, og så blev episoden fanget på en video, der indgår i politiets sagsbehandling som supplement til den øvrige dokumentation i sagen.

- Politiet har foretaget en indledende afhøring af den sigtede, som nægter sig skyldig og i øvrigt ikke har ønsket at udtale sig til politiet. Mandens bopæl og bil blev ransaget, og i den forbindelse konfiskerede politiet bilen samt nogle jagtvåben på adressen. Manden har siden fået udleveret bilen, oplyser Poul Østergaard, visepolitiinspektør fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Det er ikke hans vurdering, at nedskydningen af ulven kan forklares med at den er en problemulv.

- Umiddelbart synes der ikke at være tale om en nødværgesituation. Ulven løber parallelt med traktoren, og der er intet, der tyder på at den vil angribe, siger han.

Ung hunulv

Ulven blev efterfølgende obduceret på DTU Veterinærinstituttet på Frederiksberg. Obduktionen af den dræbte ulv viste, at den blev skudt i maveregionen.

Der er tale om en ung hunulv i rask og sund stand, som ikke har haft unger. Chefkonsulent ved Veterinærinstituttet Mariann Chriél kan ikke afvise, at der er tale om en af ungerne fra det kuld, som blev født på dansk jord sidste år.

Ulven blev udryddet i Danmark i 1813, men er siden 2009 blevet observeret flere steder i Jylland. Ulven formodes at være genindvandret fra Tyskland.