To terrordømte fængslet for hacking af biblioteksbrugere - konti tømt for millioner

To mænd har siddet varetægtsfængslet i snart et år mistænkt for at have installeret spionudstyr på bibliotekers computere.

Der er fundet store sikkerhedssvigt i de offentligt tilgængelige computere på landets biblioteker.

Det bekræfter sagen om to mænd, der har siddet varetægtsfængslet i mere end et år efter forsøg på svindel i millionklassen.

Ved hjælp af såkaldte keyloggere skal de sigtede have afluret et stort antal danskere, når de brugte bibliotekscomputerne. Med de opsnappede koder var gerningsmændene i stand til at tømme mindst 10 ofres bankkonti for samlet fem millioner kroner.

Ifølge TV 2s oplysninger er de fem millioner kroner ikke fundet.

Var i terror-træningslejr i Somalia

Mændene, der sidder varetægtsfængslede, er begge tidligere terrordømte.

Disse biblioteker har bekræftet overfor TV 2, at de har fundet spionudstyr i form af de såkaldte keyloggere på deres computere:

  • Horsens Bibliotek
  • Højbjerg Bibliotek (4 stk.)
  • Risskov Bibliotek (1 stk. og 4 software keyloggere)
  • Egå Bibliotek (1 stk.)
  • Harlev Bibliotek (1 stk.)
  • Viby Bibliotek (2 stk.)
  • Solrød Bibliotek
  • Aabenraa Bibliotek (4 stk.)
  • Åby Bibliotek (3 software keyloggere)
  • Haderslev Bibliotek (2 stk.)
  • Hørsholm Bibliotek (2 stk.)
  • Bolbro Bibliotek
  • Tarup Bibliotek
  • København – to filialbiblioteker har været ramt, men Københavns Kommune ønsker ikke at oplyse, hvilke der er tale om.

I 2014 fik de begge to års fængsel for forsøg på terrortræning. Den ene af mændene opholdt sig en måned i en træningslejr for den militante islamistiske terrororganisationen al-Shabaab i Somalia - og den anden mand hjalp ham undervejs.

Sagen vækker bekymring i Folketinget.

- Jeg synes ikke, det er i orden, at myndighederne - og herunder PET - ikke har fanget det her. Jeg mener, at man har en forpligtelse til at undgå, at terrordømte begår ny kriminalitet, når de kommer ud. Hvis der er nogle, vi skal holde øje med, når de kommer ud, er det da terrordømte, siger Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, der er formand for Folketingets retsudvalg.

Telefonaflytninger i terrorsagen fra 2014 viste dengang ifølge landsretten ”en betydelig vilje” hos mændene til ”at støtte al-Shabaab økonomisk”. Mændene talte blandt andet om et påtænkt tyveri af 24 millioner kroner fra en moske i Oslo.

- Det er klart et faresignal, når nogen har en betydelig vilje til at støtte en udenlandsk terrororganisation. Man kan godt forestille sig, at de pågældende, der er terrordømte, gerne vil ud og skaffe hjælp og støtte til terrororganisationen - i dette tilfælde al-Shabaab, siger Peter Skaarup.

Et jysk firma udfører kontrollerede hackerangreb. Video: David Buch

Justitsminister: - Hvor går pengene hen?

Han vil nu bede om en redegørelse fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

- Hvad har man af oplysninger om de her penge? Er de gået til al-Shabaab, der spreder død og ødelæggelse? Har man skaffet sig penge og midler i Danmark til at begå terror i et andet land? Det er jo meget frygteligt at tænke sig, siger Peter Skaarup.

I Esbjerg har politiet i snart et år efterforsket den omfattende hackersag, som de to terrordømte på henholdsvis 24 og 29 år er fængslede i.

Svindlen var meget kompleks og har involveret et stort setup med mange medgerningsmænd, herunder it-eksperter og såkaldte muldyr til at hæve de fem millioner kroner i små portioner.

De oplysninger, som biblioteksbrugerne indtastede - blandt andet bankoplysninger, passwords til netbanker, brugernavne og adgangskoder til NemID og mailkonti - blev afluret. Derefter blev oplysningerne misbrugt for eksempel til at udstede nye NemID-nøglekort og sim-kort til mobiltelefoner i ofrenes navne. Det gjorde det muligt at hæve de fem millioner kroner.

- Det har været en lang og kompliceret efterforskning, der snart har stået på i et år. Det er en kompliceret form for kriminalitet, vi har med at gøre, og der har været mange forurettede borgere, som vi selv har været ude at skulle opsøge, fortæller Carsten Arentoft Andersen, vicepolitiinspektør, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet ønsker ikke at kommentere detaljerne i sagen, herunder de mistænktes tidligere terrordomme, da sagen stadig er under efterforskning.

Advokat Mette Grith Stage, der er forsvarer for den 24-årige terrordømte, oplyser, at han nægter sig skyldig i hackersagen.

Forsvareren for den anden mand oplyser, at hans klient ikke har taget stilling til skyldsspørgsmålet på nuværende tidspunkt.

- Vi afventer politiets efterforskning og en eventuel tiltale, oplyser advokat Søren Vestergaard Hansen.

PET har ikke ønsket at kommentere sagen.