Mediechef indrømmer: Vi bliver spændt for en vogn af forhandlere

Som en del af overenskomstforhandlingerne lægger begge parter pres på medierne for at få bestemte oplysninger ud til borgerne.

Ligger pressen under for spin under de igangværende overenskomstforhandlinger, og hvor stiller det i givet fald medierne? De spørgsmål blev rejst i TV 2s mediekritiske magasin 'Presselogen' søndag.

Ifølge chefredaktør på Mandag Morgen Lisbeth Knudsen er medierne for dårlige til at varedeklarere de oplysninger de får.

- I bliver nødt til at sige, hvor I har fået jeres oplysninger fra. Det er helt tydeligt, at parterne har nogle interesser i at bringe nogle bestemte oplysninger ud, og det skal I tage forbehold for. Tag seerne i hånden i stedet for at opbygge drama hele tiden, sagde Lisbeth Knudsen henvendt til TV 2s nyhedschef Jacob Kwon.

Og Jacob Kwon indrømmede, at der er tale om et 'spin-spil', hvor de forhandlende parter forsøger at spænde medierne for en vogn.

- Vores rolle er at tjene offentligheden og klæde offentligheden på. Der sker ting inde i Forligsinstitutionen, som klart er i offentlighedens interesse at kende til. Bliver vi spændt for en vogn? Er der nogen, der har en interesse i at give de her oplysninger til os? Ja, selvfølgelig er der det. Kunne vi være mere tydelige omkring det? Ja, det kunne vi sikkert. Skal vi bringe oplysningerne? Ja, selvfølgelig skal vi det, svarede Jacob Kwon på kritikken.

Lækkede oplysninger i pressen

Tirsdag i denne uge kunne BT bringe lækkede oplysninger fra arbejdsgivernes udspil, og det samme gjorde Politiken og TV 2 onsdag. Men DR valgte en anden vej:

- Vi bringer ikke lækkede oplysninger. Vi er blevet overraskede over, hvor intenst presset har været på vores folk ved Forligsinstitutionen. For der har været en meget intens og hyppig kontakt fra begge parter. Begge parter har en klar interesse i at få medierne til at fremlægge dele af situationen, som passer aktuelt i deres forhandlingssituation. Og det pres modstår vi, sagde DR’s nyhedschef Thomas Falbe i 'Presselogen'.

Afstemning

Men den beslutning er forkert, mener Jacob Kwon:

- Jeg synes, det synspunkt DR har indtaget her, er dybt problematisk. De glemmer, hvem de er sat i verden for. Det er altså offentligheden. Det er ikke arbejdsmarkedets parter.

Ifølge Lisbeth Knudsen ligger problemet ikke i, at medierne bringer oplysninger, der er spin, men hvordan de bringes:

- Da arbejdsgivernes udspil slap ud, og det kom frem, at de nu var parate til at skrive frokostpausen ind, så var der nogle krav, der ikke kom med ud og dermed ikke kom med i mediernes dækning. Det var helt klart spin, og det synes jeg ikke, I fortalte seerne i tilstrækkeligt omfang, sagde hun i 'Presselogen'.

Se eller gense hele debatten på TV 2 PLAY.