TV 2-journalist fik misbrugt sit CPR-nummer - sådan beskytter du dig selv

16x9
For 50 år siden så cpr-registret dagens lys. Det er 10 tal, som bliver givet ved fødslen. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh / Scanpix Denmark

Rigspolitiets center for cyberkriminalitet, også kaldet NC3, ser en stigning i bedrageri på internettet i Danmark.

Hvor let er det egentlig for hackere at misbruge et CPR-nummer, hvis de får fri adgang?

Det eksperiment har TV 2s journalist Celina Liv Danielsen valgt at udsætte sig selv for ved frivilligt at udlevere sit eget CPR-nummer til en hacker i et it-sikkerhedsfirma.

På bare fem minutter lykkedes det hackeren at købe vare for 9000 kroner på internettet udelukkende med hjælp fra det 10-cifrede nummer.

Rigspolitiets center for cyberkriminalitet, der også går under navnet NC3, fortæller, at der en stigning i denne form for bedrageri på internettet.

For at teste it-sikkerhed i det offentlige forsøgte TV 2 og en gruppe hackere at trænge ind i to kommuners systemer. Det kunne sagtens lade sig gøre. Video: Rikke Museth Janniche

- Det er et lettere forum at lave bedrageri på, fordi man kan komme i kontakt med rigtig mange mennesker og derfor har en større mulighed for at bedrage flere mennesker, siger Niels Denny Sørensen, der er vicepolitiinspektør og operativ chef i NC3.

En af de ting, man kan gøre for at beskytte sig selv mod at få misbrugt sit CPR-nummer, er at tilmelde sig kreditadvarsel på borger.dk. Her bliver man advaret, hvis andre optager lån eller kredit med ens navn.

Det er en mulighed, danskerne har kunnet gøre brug af i et år nu, men alligevel har kun 8000 danskere valgt at tage imod tilbuddet.

- For mange er det stadig en ny verden. Vi færdes mere og mere på nettet, men vi tænker ikke rigtig på sikkerheden. Generelt skal vi blive bedre til at passe på vores personlige oplysninger, vores passwords og tænke over, hvor vi færdes på internettet, siger Niels Denny Sørensen.

Sådan beskytter du dig mod misbrug af dit CPR-nummer

Tilmeld dig kreditadvarsel

På borger.dk kan du sikre dig imod identitetsmisbrug med en markering om kreditadvarsel i CPR.
På den måde siger du ja til at blive advaret mod, at der ydes lån og kredit i dit navn. Således kan andre ikke lave lån i ens navn eller personnummer, uden man selv bliver orienteret om det og bliver spurgt om det virkelig er dig, der nu vil lave det her lån.
Markering af kreditadvarsel kan for eksempel være relevant, hvis du har mistet dit pas eller kørekort og er bekymret for, at det vil blive brugt til identitetsmisbrug.
 

Vær opmærksom på falske webadresser

Når du indtaster personlige data på en webside, for eksempel dit CPR-nummer, skal du sikre dig, at domænet er korrekt – for eksempel www.skat.dk og ikke www.dk-skat.dk.
Du skal også sikre sig, at websiden krypterer dine oplysninger, hvilken den gør, når webadressen i browseren starter med "https" i stedet for "http".

Pas på oplysninger i dit affald

​For at undgå identitetstyveri, som skyldes oplysninger fra dit affald, bør personlige oplysninger i breve eller papir fjernes eller skjules, før dokumenterne smides i skraldespanden.
Det må ikke uden videre være muligt at aflæse CPR-numre og kortnumre. Personlige oplysninger kan for eksempel overstreges med en sort tusch, eller dokumenterne kan ødelægges i en makulator.

Pas på i offentlige transportmidler

Hvis man sidder i en bus eller i et tog og har sit dankort eller sygesikringsbevis fremme, så pas på med at det ikke er synligt for andre. 

Sig ikke dit CPR-nummer højt

Pas på med at sige dit CPR-nummer højt, hvis du bliver bedt om det i for eksempel et venteværelse på hospitalet.
Giv i stedet dit sygesikringsbevis til vedkommende, der skal bruge dit CPR-nummer.
 

Brug din sunde fornuft

Send aldrig fortrolige og personlige oplysninger i e-mail.
Oplys ikke fortrolige og personlige oplysninger på sociale netsteder, debatsider og chatrum.