Ulv fundet skudt på mark

En 66-årig mand er nu sigtet for at skyde ulven, der blev fundet på en mark øst for den jyske by Ulfborg.

Et vidne ringede mandag til politiet, efter vedkommende havde set en mand, der affyrede skud mod en ulv, mens han sad i sin bil.

Manden kørte efterfølgende væk fra stedet.

Da politiet nåede frem til gerningsstedet, fandt de en død hun-ulv og et patronhylster. 

Ulovligt at jage ulve

I en pressemeddelelse skriver politiet, at de har anholdt en 66-årig mand fra lokalområdet, som er sigtet og afhørt i sagen.

- Både mandens bopæl og bil er blevet ransaget. I den forbindelse blev flere skydevåben fundet og beslaglagt, skriver Midt- og Vestjyllands Politi.

I Danmark er der ikke fastsat jagttid på ulve, og det er derfor ikke lovligt at skyde dem. Derfor vurderer politiet, at der både er tale om overtrædelser af Jagtloven og Artsfredningsbekendtgørelsen. 

Manden nægter sig skyldig, og den døde ulv skal nu undersøges på Veterinærinstituttet i København.

Billeder af den flok ulve, som holder til i Ulfborg-området. Ifølge Ulvetracking Danmark er der tale om en tæve fra netop denne flok.
Billeder af den flok ulve, som holder til i Ulfborg-området. Ifølge Ulvetracking Danmark er der tale om en tæve fra netop denne flok. Foto: Ulvetracking Danmark

Foreningen 'Ulvefrit Danmark' blev stiftet samme dag

Få timer efter, ulven blev fundet død, så en ny forening dagens lys cirka 20 kilometer fra gerningsstedet. Foreningen går under navnet 'Ulvefrit Danmark' og blev stiftet ved en generalforsamling i byen Ørnhøj,

Foreningens ambition er at give ulvemodstandere en fælles stemme. 

- Det er meningen, at vi skal være en landsdækkende forening. Vi håber på at få flere tusinde medlemmer, siger Hans Henrik Rosager, som er en af initiativtagerne.

Han bor nær selv i byen Ulfborg, hvor et ulvepar sidste sommer slog sig ned og fik hvalpe. 

Nu fortæller Midt- og Vestjyllands Politi, at de mandag eftermiddag - få timer før generalforsamlingen - fandt en død ulv øst for netop Ulfborg. 

Miljøordfører: - Hvad sagde jeg?

Miljøordfører i Liberal Alliance Carsten Bach kalder sig selv for ulveordfører. Han siger til TV 2, at han udmærket forstår frustrationen i det vestjyske, hvor den døde ulv blev fundet.

- Jeg er nødt til at tage afstand fra selvtægt, men ellers vil jeg næsten sige: ”Hvad sagde jeg?”

Liberal Alliance fremsatte for halvandet år siden et forslag om, at det skulle være lovligt at skyde ulve indenfor 50 meters afstand af husdyr, 200 meters afstand af driftsbygninger og 300 meters afstand af sin bolig.

Ifølge ordføreren tjener den døde ulv det formål, at der vil blive skabt en debat. Han håber, at det vil føre til, at man lovligt kan skyde en ulv, hvis der er tale om nødværge.