FOA-formand: Bliver vi ikke enige i dag, så er det slut

Dennis Kristensen siger, at forligsmanden vil have afsluttet overenskomstforhandlingerne tirsdag.

Tirsdag forhandler parterne på det statslige, det kommunale og det regionale område sammen i Forligsinstitutionen.

Og ifølge formanden for FOA, Dennis Kristensen, skal parterne blive enige tirsdag, hvis ikke en storkonflikt skal bryde ud. 

Det er forbudt at referere fra forhandlingerne, men ifølge FOA-formanden har forligsmand Mette Christensen gjort det klart, at det er sidste chance for at nå en aftale.

VIGTIGE DATOER

  • Der var oprindeligt varslet strejke fra den 4. april og lockout fra den 10. april.
  • Forligsmanden har udsat konflikten, så datoerne for en eventuel strejke er den 22. april, og lockout kan træde i kraft den 28. april.
  • Hvis Forligsmanden i løbet af tirsdag den 17. april meddeler, at hun har opgivet at nå et resultat, vil både strejke og lockout kunne begynde fem dage senere – altså den 22. april.
  • Forligsmanden kan også vælge at udskyde konflikten yderligere 14 dage. Det skal i så fald også ske senest i morgen, tirsdag.

Video på Facebook

Dennis Kristensen har tirsdag lagt en godt 11 minutter lang video ud på sin facebookside, hvor han taler til 2000 FOA-tillidsrepræsentanter, der er samlet til et stormøde i Odense. Her siger han blandt andet:

- … bliver vi ikke enige i dag, og det har forligsmanden også lige mindet os om fra starten - man må ikke referere, hvad hun siger, jeg håber ikke, hun hører det her - at hvis vi ikke bliver enige i løbet af den her forhandlingsrunde, så er det slut. Så kommer vi ikke til at møde hende mere. Så det er sidste frist.

Over for TV 2 uddyber Dennis Kristensen, at videoen var en besked til tillidsfolkene om, at de ikke skal forvente 14 dage mere med forhandling - at "det er i dag, det står eller falder".

- Jeg skal nok ikke sige så meget, andet end at det her er en situation, hvor vi ved, at vi kan være i konflikt om fem dage, hvis det her falder på gulvet. Og da der har været en diskussion om, hvorvidt der skulle forlængelse til eller ej, så tror jeg, det er rigtig vigtigt, at alle er klar over, at det er alvor i dag, siger han.

Senest tirsdag klokken 23.59 skal der være en aftale, hvis ikke det skal ende i den varslede storkonflikt.

Tirsdag forhandler parterne på det statslige, det kommunale og det regionale område sammen i Forligsinstitutionen.

Forligsmanden har dog mulighed for at udskyde konflikten med yderligere to uger, hvis hun føler, at parterne nærmer sig hinanden.

Men står Dennis Kristensens ord til troende, så tyder det ikke på, at hun vælger den løsning. Forligsmanden har én gang udsat konflikten. Det gjorde hun den 28. marts.

Hvis hun i løbet af tirsdagen meddeler, at hun opgiver at nå et resultat, så vil både strejke og lockout kunne begynde på søndag.

En armlægning med kommunerne

Det er især tre knaster, der skiller parterne ad. Det er lønrammen, det er den betalte frokostpause for de statslige ansatte, og det er lærernes arbejdstid.

Særligt den sidste knast bliver vanskelig ifølge Dennis Kristensen. Han tror, at parterne nok skal finde en løsning på de to første knaster, siger han tirsdag.

- Det store kernepunkt, der er tilbage, er lærernes arbejdstid, og det er en armlægning med kommunerne, siger han i videoen på Facebook.

Fagforbundene har indgået en såkaldt musketered på, at de vil have opfyldt kravene til alle tre knaster, før de siger ja til et forlig.

Kommunernes chefforhandler, Michael Ziegler (K), sagde tidligere tirsdag, at det kun er små ting, der står imellem parterne og en aftale, og at det vil være tosset at ende i en storkonflikt.

- Jeg tror, at når det her er overstået, og vi kan lægge papirerne fra forhandlingerne frem, vil mange få sig en overraskelse over, hvor små afstande vi i virkeligheden taler om, siger han.