Var afhængig af næsespray i 12 år - overforbrug kan være invaliderende

Det lyder måske fjollet, men det er konsekvenserne af en afhængighed af næsespray absolut ikke. Der er tre måder at slippe sin afhængighed på.

Pift, pift. Først det ene næsebor. Så det andet. Du kender uden tvivl fænomenet. Du er forkølet, din næse er stoppet helt til, og så bruger du en næsespray for igen at kunne trække vejret gennem næsen.

Det er der heller intet i vejen med, så længe du overholder, at man kun – som det står både på flasken og på indlægssedlen – må bruge næsespray i 7 til 10 dage.

Det kan nemlig have store konsekvenser, hvis man bruger næsespray i længere tid, lyder advarslen fra blandt andet læger og Danmarks Apotekerforening.

Jeg havde altid en næsespray på mig. Jeg kunne ikke slippe den

Stefan Stryhn

En af konsekvenserne er, at man kan ende i en afhængighed, hvor man føler, at man skal bruge næsespray for at kunne få rigtig luft gennem næsen. Og det oplever både praktiserende læger og øre-, næse- og halslæger i stigende grad, at flere bliver, for ifølge klinikchef på Rigshospitalet Mads Klokker kan man nemlig nemt blive afhængig af næsespray.

- Det er et spørgsmål om at stoppe, mens tid er, siger han til TV 2.

Var afhængig af næsespray i 12 år

Stefan Stryhn er en af dem. Han brugte i forbindelse med en forkølelse – som så mange andre – næsespray, men efter forkølelsen kunne han ikke slippe den igen. Han var blevet afhængig – en afhængighed, der varede i 12 år.

- Jeg havde altid en næsespray på mig. Jeg kunne ikke slippe den. Hvis jeg var ude at handle og fandt ud, at jeg ikke havde min næsespray, så kunne jeg gå helt op i limningen, fordi jeg kunne mærke, at det trykkede i min næse, og at jeg skulle have noget luft, forklarer Stefan Stryhn.

- Der er et eller andet, der gør, at man bliver afhængig af det, siger han.

Afstemning

Overforbrug kan give invaliderende gener

Og det ”et eller andet” er faktisk, at næsesprayens virkning ender med at have den modsatte effekt.

Mads Klokker forklarer det sådan:

- En næsespray er ikke livsfarlig at bruge for meget, men den giver invaliderende gener. Man kan opleve, at næsen stopper mere og mere til, men det kan altså udvikle sig til næseblødninger, og at næseskillevæggen falder sammen.

Klinikchef på Rigshospitalet forklarer, hvorfor det er farligt at bruge næsespray i længere tid end 7-10 dage - og det gælder ikke kun afhængighed.

Årsagen er, at slimhinderne i næsen ved en forkølelse hæver op. Det kan en næsespray i første omgang og inden for den angivne tidsperiode på 7-10 dage afhjælpe. Men jo længere tid man bruger en næsespray, jo mere vokser slimhinden, og dermed får man altså den modsatte effekt – at næsesprayen faktisk forstærker følelsen af, at man ikke kan få ordentlig luft gennem næsen.

Ny advarsel: Det er ikke bolsjer, men medicin

Stefan Stryhns historie er langt fra enestående, og ifølge en ny undersøgelse fra Danmarks Apotekerforening ved kun 37 procent af de adspurgte, hvor længe man må bruge en næsespray.

Samtidig bliver næsespray solgt som håndkøb i supermarkeder og kiosker, hvor der i modsætning til for eksempel på apotekerne ikke bliver givet en mundtlig instruktion.

19 Nyhederne mandag: Jeppe Krusbæk har været afhængig i 26 år

Derfor vil foreningen – på trods af at tidsbegrænsningen allerede står på selve flasken og i indlægssedlen – have endnu en vejledning.

Ifølge Mads Klokker ville det bedste være at lave restriktioner på, hvor man overhovedet kan købe næsespray, men han erkender, at det i dagens Danmark, hvor alt går stærkt, bliver svært.

Derfor anbefaler han i stedet, at der bliver lavet en ekstra vejledning på fem linjer.

- Hvor man helt kort og præcist fortæller, at det ikke er bolsjer, men at det er medicin, og at det kun må tages i en begrænset periode.

Tre måder at komme ud af næsespray-misbrug

Hvis man allerede er i et misbrug og føler, at man ikke kan få luft gennem næsen uden at bruge en næsespray, skal man ifølge Mads Klokker opsøge læge, der vil prøve en af tre strategier.

Sådan kan du kvitte din afhængighed af næsespray

En kold tyrker, hvor man altså helt stopper med at bruge næsespray uden andre hjælpemidler.

Skylder næsen med saltvand eller i stedet bruger en næsespray med saltvand.

At man efter konsultation hos en læge begynder at bruge en anden type næsespray, som bliver brugt til allergi- og høfeber.

Mange flere end tidligere brugte i 2017 næsespray. Således blev der sidste år solgt 3,3 millioner næsespray. Det er en stigning på 30 procent i forhold til for fem år siden.