Pose-pant skal begrænse brugen af plastik i Danmark - men organisationer håber på flere tiltag

16x9
, Foto: TV 2

Netto forsøger at begrænse kundernes brug-og-smid-væk forhold til plastikposer ved at give en krone i pant på gamle indkøbsposer.

Fra mandag skal kunderne i en række Netto-butikker på Fyn betale pant for deres indkøbsposer af plastik. Netto gennemfører forsøget på Fyn for at se, om man på den måde kan begrænse brugen af plastikposer.

Hos konkurrenter i Lidl går man en anden vej. Her vil man helt afskaffe plastikposer og erstatte dem med indkøbsposer.

Hos miljøorganisationerne byder man begge ideer velkommen, men håber, at detailbutikkernes initiativer på længere sigt bliver erstattet af en fælles national indsats mod plastik.

- Det ville være dejligt med en regulering via en national plasthandlingsplan, så vi kan komme så langt væk fra engangsbrug af plastik som overhovedet muligt. Men indtil da er det fint, at virksomheder og detailhandel tager deres egne initiativer.  Det kan jo også blive et konkurrence-parameter butikkerne imellem, siger Berit Asmussen, der er miljø-biolog og vicedirektør i miljøorganisationen Plastic Chance, der bekæmper plastikforurening af havene.

- Det er superpositivt, at supermarkederne gerne vil gøre det bedste på dette område. Og at de allesammen er opmærksomme på, at vi skal gøre noget ved plastikposer, fordi vi har et overforbrug i Danmark. Men når de siger gør noget forskelligt, så er det svært for forbrugerne at vide, hvad der er den bedste løsning. Det er jo det, der er så genialt ved Dansk Retursystem: At hvis du har købt en kildevandsflaske et sted, så kan du aflevere den alle steder, siger Sine Fauerby, der miljøpolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening (DN).

Genbrug eller papir

Både hos Netto og hos Lidl begrunder man sine initiativer med, at plastikaffald er en voksende trussel mod miljøet.

- Vi har valgt at droppe vores indkøbsplastikposer, fordi vi ønsker helt at undgå, at de havner i naturen. Der er ikke nogen tvivl om, at plastik er en bombe, både for vores miljø og dyreliv, og det problem ønsker vi at gøre noget ved, siger Heidi Wittrup, der er marketingschef i Lidl.

Pant på plastikposer

Netto starter mandag et forsøg, hvor en række Netto-butikker på Fyn indfører pant på indkøbsposer af plastik.

En plastikpose, der i dag koster 2,00 kroner i butikken, vil fremover koste 2,50. Når kunden leverer den gamle indkøbspose retur, får kunden 1,00 krone i pant.

Hvis posen ikke bliver returneret indenfor et vist tidsrum (i forsøgsperioden er det cirka fire måneder) så donerer Netto i stedet 50 øre pr. pose til Verdensnaturfonden (WWF) og organisationens arbejde med plastik.

Hos Netto har man valgt at bevare plastikposerne, men at gøre dem stærkere, så de kan bruges flere gange – og så lægge en pant på poserne, så kunderne får en krone tilbage, når de afleverer en udtjent indkøbspose.

For de poser, der ikke kommer retur, betaler Netto i stedet 50 øre pr. pose til Verdensnaturfondens (WWF's) projekter mod plastikaffald.

- Netto og Dansk Supermarked både bruger og sælger rigtig meget plastik, så vi synes, at det her er et område, hvor vi både kan og skal tage et ansvar, siger direktør i Netto Michael Løve.

'Det giver mening'

Hos Plastic Change støtter man, at Netto forsøger sig med solide, genanvendelige plastikposer.

- Vi skal bruge plastik, der hvor det giver mening. En god og solid plasticpose, der kan bruges mange gange, og så til sidst indsamles og genanvendes er et godt bud. Det kan være en rigtig måde at gøre det på, siger Berit Asmussen.

Både hos Plastic Change og i Danmarks Naturfredningsforening efterlyser man dog en regulering, der sætter grænser for de mange forskellige former for plastik, der i dag bliver brugt i produktionen – og som gør det vanskeligt at genanvende plastik.

- Det ville være dejligt, hvis der var den samme type pose i alle butikker, og de var lavet af det samme materiale. Så ville det være nemmere at aflevere dem til genanvendelse og få dem oparbejdet til nye poser, siger Sine Fauerby fra DN.

Forskellige plastiktyper

Når plastikprodukter er lavet af forskellige typer plastik, så skal de sorteres omhyggeligt, før de kan genanvendes og det gør det både dyrt og besværligt.

Berit Asmussen fra Plastic Change nævner som eksempel de mange forskellige typer af plastikflasker til juice, som det ville være oplagt at pålægge pant – men som produceres på en måde, der gør det vanskeligt at genanvende dem.

- Plastikflaskerne er ligesom plastikposerne nogle lavt hængende frugter, som det er let at plukke. Men det kræver en regulering, så vi beslutter, hvilke to-tre forskellige plasttyper vi bruger til emballage i Danmark – eller i EU. I dag bruges mange forskellige plasttyper med forskellige stoffer, der giver en særlig hårdhed, gennemsigtighed eller farve. I nogle tilfælde har plastikflaskerne endda et låg eller et mavebælte af en anden slags plastik, og det betyder, at de nærmest skal sorteres ved håndkraft, før de kan genanvendes, siger hun.

En række afrikanske lande har så store problemer med plastikaffald, at de allerede har indført forbud mod plastikposer. Det gælder blandt i Gambia, hvor plastikaffaldet ligger tæt på standene.
En række afrikanske lande har så store problemer med plastikaffald, at de allerede har indført forbud mod plastikposer. Det gælder blandt i Gambia, hvor plastikaffaldet ligger tæt på standene. Foto: Privatfoto