LO-forbundene opfordrer til at udskyde storkonflikt

LO-forbundene opfordrer forligsmanden til at udskyde de varslede konflikter. FTF og arbejdsgiverne har ikke taget stilling endnu.

Tirsdag aften klokken 23.59 udløber fristen for at nå til enighed om en ny overenskomst for de offentligt ansatte.

Ellers træder de varslede strejker i kraft fra søndag den 22. april og en omfattende lockout fra den 28. april.

Mens hvis forligsmand Mette Christensen ser fremskridt i forhandlingerne, kan hun udskyde de varslede konflikter i yderligere to uger, og det bør hun gøre, lyder det nu fra LO-forbundene.

- Vi har kørt på dommerens overtid i rigtig lang tid, og den er jo ved at rinde ud nu. Hvis vi på nogen måde kan få det sidste til at flytte sig, så skylder vi altså lige at give en ekstra skalle, siger Dennis Kristensen, der er formand for det store LO-forbund FOA.

Begge parter har rykket sig

Dennis Kristensen føler sig dog overbevist om, at parterne rykker tættere på hinanden, og at forligsmanden ikke vil bruge yderligere 14 dage, hvis hun vælger at lave endnu en udsættelse.

I stedet forventer han, at hun ret hurtigt vil genoptage forhandlingerne for ikke at få det igangværende forløb for langt væk.

- Vi har trods alt set, at arbejdsgiverne har bøjet sig, det skal de anerkendes for. Vi har også bøjet os. Så er det simpelthen for brandærgerligt, hvis vi ikke bare kan få det sidste på plads og dermed få dét, der kunne blive til et samlet forlig, siger Dennis Kristensen.

Arbejdsgivere vil ikke forholde sig til forslag

Sammen med Forhandlingsudvalget, som repræsenterer lønmodtagerne på det kommunale område, forlod han mandag morgen Forligsinstitutionen uden løsning efter over 21 timers forhandlinger.

På den anden side af bordet sad kommunernes chefforhandler, Michael Ziegler, der ikke på nuværende tidspunkt vil forholde sig til LO-forslaget.

VIGTIGE DATOER

  • Der var oprindeligt varslet strejke fra den 4. april og lockout fra den 10. april.
  • Forligsmanden har udsat konflikten, så datoerne for en eventuel strejke er den 22. april, og lockout kan træde i kraft den 28. april.
  • Hvis Forligsmanden i løbet af tirsdag den 17. april meddeler, at hun har opgivet at nå et resultat, vil både strejke og lockout kunne begynde fem dage senere – altså den 22. april.
  • Forligsmanden kan også vælge at udskyde konflikten yderligere 14 dage. Det skal i så fald også ske senest i morgen, tirsdag.

- Der vil vi godt have lov til at overveje. Vi har ikke taget stilling endnu, siger han til TV 2.

Samme melding kommer fra regionernes topforhandler, Anders Kühnau, da han mandag formiddag mødte op i Forligsinstitutionen, hvor forhandlingerne på det regionale område fortsætter klokken 10.

- Jeg går ind i dag for at se, om ikke vi kan komme tættere på en aftale, og det er stadigvæk mit udgangspunkt. Så det vil jeg ikke forholde mig til, siger han.

FTF-forbund har ikke taget stilling

Fredag i sidste uge stemte hovedorganisationerne FTF og LO for at gå sammen i en ny hovedorganisation. Men modsat LO-forbundene har FTF-gruppen endnu ikke truffet nogen afgørelse om, hvad de vil anbefale.

Det fortæller formand for Dansk Sygeplejeråd Grethe Christensen på vej ind i Forligsinstitutionen, hvor hun er chefforhandler for de regionalt ansatte.

- Jeg synes, at det vigtigste lige nu er, at vi går ind i rummet med henblik på at lave en løsning, og det er også det, vi gør i dag, og så må vi se, hvad der sker, siger Grethe Christensen til TV 2.

Hun understreger, at det dog ikke skal ses som udtryk for splittelse i fagbevægelsen, og at de stadig står sammen om musketer-eden.

Tre knaster står i vejen

Senere mandag skal også forhandlerne for de ansatte i staten til nye forhandlinger hos forligsmanden.

Samlet forhandles der om nye overenskomstaftaler for i alt 745.000 offentligt ansatte, hvis nuværende overenskomster udløb den 1. april.

Parterne er fortsat uenige om blandt andet størrelsen på lønstigninger, lærernes arbejdstidsregler og retten til betalt frokost.

Fagforeningerne har aftalt, at kravene skal opfyldes på alle tre knaster i forhandlingerne, før de kan sige ja til et forlig.