Forsvaret ledte med helikopter efter 74-årig

16x9
Manden var sejlet ud fra havnen i Hvide Sande Foto: Mikkel Jezequel / Scanpix Denmark

En ældre mand blev fundet i god behold søndag aften efter en eftersøgning ved Blåvandshuk.

Forsvaret søgte søndag aften efter en 74-årig mand, som ikke var kommet i land efter en sejltur fra Hvide Sande. Turen skulle efter planen ende i Esbjerg. Det oplyser vagtholdslederen, som fortæller, at Forsvaret fik anmeldelsen om den forsvundne sejler klokken cirka 19.20.

Omkring klokken 21.30 kunne Forsvaret oplyse, at skibet "Nordsøen" har fundet manden i god behold. Han blev fundet i sin jolle, oplyser forsvaret.

Manden sejlede ud i en motorbåd fra Hvide Sande klokken 10.30 søndag formiddag og skulle senere søndag være nået til Esbjerg. Men han dukkede ikke op. 

Ifølge vagtholdslederen talte en person på et tidspunkt med manden, som sagde, at han havde motorstop. Efter anmeldelsen satte Forsvaret en eftersøgning i gang, og der blev blandt andet sendt en helikopter. 

- Vi leder ved Blåvandshuk, sagde vagtholdslederen tidligere søndag aften. 

Marinehjemmeværnet deltog også i eftersøgningen. Marinehjemmeværnet fra Hvide Sande og Ringkøbing sendte fartøjet "Dubhe", hvor 12 frivillige er om bord, mens fartøjet "Lyø" med ni frivillige blev sendt fra Esbjerg..