Mor til autist mødtes med minister: Bekymret for søns sikkerhed på bosted

Ifølge loven må man ikke frihedsberøve borgere - heller ikke personer, der er udviklingshæmmede.

Må man låse voksne retarderede mennesker inde - for at passe på dem - eller er det i strid med Grundloven, fordi man så berøver dem deres frihed?

Spørger man Socialtilsyn Midt er svaret nej til frihedsberøvelse. Tilsynet har præciseret lovgivningen over for bostedet Sølund i Skanderborg, der ikke længere må låse dørene i beboernes lejligheder.

Det frustrerer Rikke Naundrup, der er mor til Christian - en udviklingshæmmet ung mand i tyverne, som bor på Sølund.

Christian kan nemlig ikke klare sig selv og er mentalt halvandet år. Og så er han allerede forsvundet fra institutionen én gang, hvor han først blev fundet ved tusmørke i en temperatur på 10 grader. 

- Det, jeg frygter allermest, er, hvis han ser en traktor på den anden side af vejen og løber over og bliver kørt ned af en bil, eller hvis han skal søge ned mod søen, og at han drukner, siger hun til TV2 Østjylland.

Minister: Tankevækkende at møde pårørende

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) anerkender, at der er et dilemma. Derfor har hun nedsat en arbejdsgruppe under Socialministeriet, der skal give politikerne en række anbefalinger. 

Torsdag mødtes ministeren så med Rikke Naundrup på bostedet Sølund. 

- Jeg synes, det var rigtig tankevækkende at møde Rikke og i virkeligheden ret smukt, at hun gav indblik i den verden, hendes drenge lever i. Det er klart, at det bliver rigtig vanskeligt at finde ind til balancen mellem selvbestemmelse på den ene side og omsorgspligten på den anden side, siger Mai Mercado.

Rikke Naundrup var særligt interesseret i at udfordre frihedsbegrebet og høre, om der ikke var nogle undtagelser til hovedreglen om borgeres fri bevægelighed. Hun er optimistisk efter mødet. 

- Ministeren var lydhør i forhold til at forsøge at kigge på individuelle løsninger, hvor man får dispensation til at lukke nogle låger og nogle døre, siger Rikke Naundrup. 

- Det kan være nødvendigt at låse døren

Rikke Naundrup får opbakning til sit ønske om lukkede døre hos Benny Andersen, der er formand for Socialpædagogernes Landsforbund.

Det er vigtigt for ham at understrege, at man selvfølgelig ikke må låse mennesker inde, blot fordi de er handicappede.

- Men det kan ske i yderste konsekvens, hvis personen kan være til fare for sig selv eller til fare for andre, siger han.

Han pointerer, at det aldrig må stå alene, samt at der skal kigges på, hvorfor døren skal låses, og hvad pædagogerne kan gøre for at finde en anden løsning.

- Men der er situationer, hvor det er nødvendigt at låse døren.

Forening bakker op om åbne døre

Det er imidlertid ikke alle, der mener, at dørene blot skal låses igen. I Landsforeningen Lev, der er en forening for udviklingshæmmede og pårørende, bakker formand Anni Sørensen nemlig op om de åbne døre.

- Jeg mener ikke, at vejen frem er at låse flere døre. Vi er bekymrede for, om man ved at lempe magtanvendelsesreglerne kommer til at vælge forkert og kommer til at anvende en form for tvang, som ikke er nødvendig for de mange, siger Anni Sørensen fra Lev.

Formanden mener, at det kan blive en glidebane hen mod flere låste døre, end loven giver mulighed for nu.

I stedet er løsningen at se på, om der er ressourcer nok, og om personalet er godt nok uddannet, mener hun.