Peter Schmeichel svarer nu på kritik i mail til TV 2-vært: - Nu må I stoppe

Den tidligere danske landsholdsmålmand afviser, at han har været spændt for en vogn og lavet russisk propaganda. Han fortryder dog en udtalelse.

Peter Schmeichel er havnet i et mindre mediestormvejr efter sin optræden som vært for den statskontrollerede tv-kanal Russia Today (RT) forud for sommerens fodbold-VM i Rusland.

Indtil nu har den tidligere målmand ikke ønsket at udtale sig til danske medier, men nu tager han bladet fra munden.

I en mail til TV 2-vært Morten Ankerdal svarer Peter Schmeichel på den kritik, han har fået fra flere sider.

Det fortæller Morten Ankerdal i 'Go' morgen Danmark', hvor hele e-mailen blev lagt frem.

- Nu må I stoppe. Jeg har ingen holdninger til hverken det ene eller det andet. Jeg elsker fodbold og glæder mig til VM, uanset hvor VM bliver spillet. Og hvis TV 2 er så stødt over Rusland og mit arbejde, så synes jeg, at de skal tage konsekvensen og afgive deres rettigheder til at vise fodboldturneringen, indleder Peter Schmeichel sin e-mail.

Her kommenterer Peter Schmeichel også sin udtalelse om, at de vestlige medier kører spinhistorier om, at det ikke er sikkert at tage til Rusland.

Efter længere tids tavshed har Peter Schmeichel taget bladet fra munden. I en e-mail til Go' morgen Danmarks vært, Morten Ankerdal, svarer han nu tilbage på den kritik, han har fået. Video: Thomas Jørgen Seerup

Schmeichel: Det var et uheldigt udtryk

Udtalelsen faldt i en ny teaser for programmet ’The Schmeichel Show', hvor danskeren interviewer Fifa-præsident Gianni Infantino, og Peter Schmeichel fortryder nu sin formulering.

- Jeg laver tv, og jeg kom til at bruge et uheldigt udtryk, noget, du sikkert selv også er kommet til fra tid til anden, lyder det i e-mailen fra Peter Schmeichel til Morten Ankerdal.

- Jeg har rejst rundt i Rusland i otte uger og føler mig 100 procent sikker alle steder, jeg har været. Så måske ubevidst og på den baggrund har jeg følt mig stødt over, at de såkaldte ‘vestlige medier’ siger, at her er farligt at være. Min intention var at få FIFAs præsident til at berolige folk og sige, at alt er fint, og at de bare skal komme til Rusland og se VM i fodbold. For det er det, fodbold drejer sig om. Ikke alt det politik. Det blander jeg mig overhovedet ikke i, skriver han også.

TV 2 har dog tidligere talt med flere danske politikere, som mener, at den 54-årige tidligere målmands beslutning om at være vært for RT op til fodbold-VM er problematisk.

Professor: Han sælger sin krop

Blandt andre socialdemokraternes udenrigsordfører, Nick Hækkerup, har udtalt, at danskeren er blevet spændt for en russisk "propagandavogn", der skal få andre lande til at se Rusland i et mere positivt lys - en holdning, der deles af professor Hans Bonde fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

Den tidligere målmand optræder i VM-promoveringsvideo for den russiske tv-station Russia Today. Video: Anne Brandbjerg

- Russia Today er et propagandamedie og en forlænget arm for Putin og den russiske statsmagt. Det er genialt af RT, at de vælger en af historiens bedste målmænd og får ham til at tale rigtig pænt om Rusland. Men det er selvfølgelig fuldstændig instrueret. Han sælger sin krop og sjæl til russisk propaganda, lød det fra professoren umiddelbart efter udgivelsen af Schmeichels første video.

Den tidligere danske landsholdsmålmand selv afviser dog kritikken.

Schmeichel: Jeg bestemmer alt indhold

Ifølge Peter Schmeichel finder han selv på alle de historier, der bringes i forbindelse med ’The Schmeichel Show’, der sendes på RT, og på intet tidspunkt skal hans historier eller idéer godkendes af andre, skriver han.

- Mit produktionshold består af en amerikansk executive producer, en amerikansk instruktør og en fotograf, og når vi rejser i Rusland også to russiske tekniske assistenter. Jeg bestemmer ALT indhold, historier og vinkler og rapporterer kun til mig selv.

- Jeg har lavet et fantastisk interview med Infatino (FIFAs præsident, Gianni Infatino, red.), som siger utrolig mange vigtige ting, og det vil være fint, hvis der bliver fokuseret på det i stedet for. Men måske er jeg for naiv til at håbe på det, slutter Peter Schmeichel sin e-mail.

 TV 2 har tilbudt Peter Schmeichel at stille op til interview, men han har ikke ønsket at kommentere sagen yderligere.