Børn med vanskeligheder udsættes for diagnose-epidemi, siger professor

Næsten hver tiende barn får en psykiatrisk diagnose. Ifølge læge gør man for ofte et pædagogisk problem til et medicinsk.

De kan have svært ved at forstå verden omkring dem, svært ved at indgå socialt og gennemføre aktiviteter eller ved at fungere i en ’normal’ skoledag.

Problemerne kan komme til udtryk på mange måder og i forskellig grad, men stadig flere børn og unge under 15 år får en psykiatrisk diagnose.

På bare syv år er der sket mere end en fordobling i andelen, der får en diagnose som adhd, autisme eller angst, viser en ny undersøgelse, som Kommunernes Landsforening (KL) står bag.

Fra 2010 til 2017 er tallet steget fra fire til ni procent. Det viser tallene, som er blevet bragt i kommunernes nyhedsbrev, Momentum.

Udviklingen kan tilskrives flere mulige forklaringer, men ifølge professor i almen medicin John Brodersen fra Københavns Universitet er tallene udtryk for en ”epidemi” med overdiagnosticering, hvor der sker en udvanding eller udvidelse af definitionerne for en diagnose.

- Vi ser, at grænsen for hvornår man har diagnosen, bliver skubbet længere og længere ned mod de milde symptomer, og når vi skubber den længere ned, så får vi flere mennesker, der får en diagnose, forklarer John Brodersen.

Forældre oplever diagnosekrav

For årtier tilbage blev børn med tilsvarende udfordringer oftest betegnet som et adfærdsvanskeligt barn, men i takt med at der er kommet mere fokus på eksempelvis adhd og autisme, har flere fået diagnosen.

De nye tal er derfor ikke nødvendigvis udtryk for, at flere børn er ramt af en af forstyrrelserne.

Blandt børnene med diagnoser er der flest, der får diagnosen adhd efterfulgt af autismespektrumforstyrrelser.
Blandt børnene med diagnoser er der flest, der får diagnosen adhd efterfulgt af autismespektrumforstyrrelser. Foto: TV 2 Grafik

Flere eksperter og fagfolk peger desuden på, at forældre i stigende grad oplever at blive mødt med krav om, at de har en diagnose på deres barn for at kunne få hjælp i den sociale sektor og uddannelsessystemet.

- Vi ser, at man ikke tager udgangspunkt i, at læringsmiljøerne har et problem, eller de fysiske rammer i skolerne har et problem. Det er det enkelte barn, der har et problem. Så man gør problemerne i læringsmiljøerne til et medicinsk problem i stedet for at gøre det til et pædagogisk problem, mener John Brodersen.

Den udlægning kan direktør i Adhd-foreningen Camilla Louise Lydiksen nikke genkendende til. Blandt andet i forbindelse med inklusion hvor børn med udfordringer har brug for ekstra hjælp og støtte.

- Vi hører ofte forældre, der fortæller, at det har været et krav, at man fik stillet en diagnose, før der kunne sættes ind med støtte. Men man skal huske, at diagnosen ikke gør nogen forskel i sig selv, den fortæller bare, hvad vi ser stå i vejen for barnet, fortæller hun.

Psykiatriformand vil have tidligere indsats

Forklaringen møder også opbakning fra Psykiatrifondens formand, Anne Lindhardt. Hun påpeger dog, at man ikke kan skære alle diagnoserne over én kam, når man ser på det stigende antal, og hvor man kan sætte ind.

Jeg er ikke optaget af, hvad vi bruger af etiketter. Jeg er optaget af, at vi ser en masse børn, der simpelthen ikke trives i den måde, vi driver vores samfund

Camilla Louise Lydiksen, direktør i Adhd-foreningen

Særligt i forhold til adhd ville man kunne forebygge, at mange børn kommer ind i ungdomspsykiatrien, hvis kommunerne gik tidligere ind med pædagogiske tiltag. Autisme er en anden sag, da det mere eller mindre er medfødt.

- Man går ikke tidligt nok ind, når der er tegn på, at der er en alvorlig psykisk mistrivsel. Det vil sige, at hvis man fra det kommunale system kræver, at der er stillet en diagnose af en børneungdomspsykiater, før man går ind og giver støtte, så får vi på den måde for sene diagnoser, siger Anne Lindhardt.

Læge: Diagnoser er ikke sort/hvide

Ifølge John Brodersen er det særligt problematisk, at de lægefaglige mødes af et pres fra deres samarbejdspartnere for at stille en diagnose, fordi der hverken i sociallovgivningen eller skolelovgivningen er krav om, at børnene skal have en diagnose.

- Der står, at man skal beskrive det pågældende menneskes problemer og udfordringer. Så vi kunne egentlig som medicinsk profession beskrive det her, siger han og tilføjer:

- Men vi møder vores samarbejdspartner ved, at de vil have en diagnose: ”Det er ikke nok, at du siger, at det her barn mistrives, kan du ikke putte en diagnose på?”

Når børnene så har fået en diagnose, er oplevelsen fra John Brodersen, at diagnoserne uden for lægeverdenen alt for ofte bliver anset som en sandhed.

- Det anses for noget, der er sort og hvidt, men det er ét langt forløb, og for mig som læge er det sådan set et værktøj og en hypotese, siger han.

Professor i almen medicin John Brodersen fra Københavns Universitet mener, at det er udtryk for en epidemi, når stadig flere børn og unge får en psykiatrisk diagnose. Video: Mikkel Secher

Kommuner kræver flere penge

Hos kommunerne har de tillid til, at fagfolkene ikke stiller en diagnose, uden at barnet har de pågældende problemer, fortæller Joy Mogensen (S), der er formand for KL’s socialudvalg.

Men hvis det forholder sig sådan, at fagfolkene føler sig presset af forældre eller samarbejdspartnere til at give diagnoser tidligere, end de selv tænker, er nødvendigt, må det være udtryk for, at kommunerne mangler ressourcerne i det daglige, forklarer hun.

- Det er hvert fald det, vi fra KL vil opfordre til i forhandlingerne med regeringen. Vi har simpelthen brug for flere ressourcer til at lave den forebyggende indsats og sætte ind, når problemerne begynder at vise sig, siger Joy Mogensen.

For Adhd-foreningen er det også spørgsmålet om hjælpen, der er det vigtigste. Ikke om flere får sat en diagnose på, for det ændrer ikke på antallet af børn med udfordringer.

- Jeg er ikke optaget af, hvad vi bruger af etiketter, og hvad vi kalder det. Jeg er optaget af, at vi ser en masse børn, der simpelthen ikke trives i den måde, vi driver vores samfund i dag, siger Camilla Louise Lydiksen.