Silo væltede den forkerte vej under sprængning og ramte bibliotek

En betonsilo væltede den forkerte vej, da den blev sprængt i stykker på Vordingborg Sydhavn.

- Det er ikke gået helt efter planen, lyder det fra sprængningsleder Kenneth Wegge.

I mere end et halvt år har han sammen med kolleger planlagt en sprængning af en silo, der i 36 år har været en del af Vordingborg Sydhavn.

Fredag eftermiddag skulle den fjernes for at give plads til nye boliger, erhverv og et hotel. Men klokken 16.45 gik det galt.

- Den faldt i stik modsatte retning af, hvad vi havde planlagt, siger Kenneth Wegge.

En livevideo fra TV ØST viser, at siloen under sit fald ramte ind i et bibliotek.
En livevideo fra TV ØST viser, at siloen under sit fald ramte ind i et bibliotek. Foto: TV ØST

Den høje betonsilo væltede under eksplosionen direkte i retning af et bibliotek, som blev delvist ødelagt. Kenneth Wegge ved endnu ikke, hvor store de materielle skader er.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræfter over for TV ØST, at der ikke er nogen personskader.

- Vi har været rundt i bygningerne for at se, om der var personer til stede, men det var der ikke. Vi er ved at undersøge, hvor slemt det står til med bygningerne, siger vagtchef Ove Kristoffersen.

Årsag endnu ukendt

Kenneth Wegge har i mere end 10 år været sprængningsleder i virksomheden Sprængningstjenesten, som blandt andet har stået for sprængninger for Forsvaret og metrobyggeriet i København.

Det kom derfor bag på ham, at dagens eksplosion gik galt.

- Vi havde slet ikke forestillet os, at det ville gå så galt, siger han og tilføjer:

- Vi ved endnu ikke, hvad der gik galt. Det er vi i gang med at undersøge.

Jane Grønbech Poulsen er souschef hos Vordingborg Bibliotekerne.
Jane Grønbech Poulsen er souschef hos Vordingborg Bibliotekerne. Foto: TV ØST

Biblioteket, der har fået pådraget sig et ukendt antal skader, er Vordingborg Bibliotekerne, der i 2006 gennemgik en større renovering. Stedet indeholder foruden byens hovedbibliotek en musikskole og et lokalhistorisk arkiv. 

Souschef Jane Grønbech Poulsen var den sidste, der forlod biblioteket, da hun tidligere fredag aflåste bygningen. Hun er ligesom sprængningseksperten overrasket over eksplosionens udfald.

- Jeg troede, det var løgn. Jeg troede ikke mine egne øjne, siger hun til TV ØST og tilføjer:

- Vi har lavet pjat og ballade med, at vi skulle tage vores ting med, men vi troede jo ikke for alvor, at det kunne gå galt. Men det kunne det altså.

Siloen var 53 meter høj, og sprængningsfolkene brugte 10 kilo sprængstof til nedrivningen. Vordingborg Bibliotekerne holder indtil videre lukket lørdag og søndag.