Læserne har talt - her er årets bedste aprilsnar

16x9
Videnskab.dk's historie om, at eliteforskerne Rane (tv) og Eske Willerslev i virkeligheden er én og samme person, har fået mange stemmer, men ikke nok til at indtage årets førsteplads over TV-brugernes favorit-aprilsnar. Foto: Ditte Valente / Scanpix Danmark

TV 2s brugere har stemt om årets sjoveste aprilsnarre, og de er ikke i tvivl om, at politiets er favoritten.

Når man scrollede gennem sit Facebook-feed eller bladrede i søndagens aviser, skulle man som altid, når datoen siger 1. april, være ekstra vaks.

Traditionen tro forsøgte medier og virksomheder igen i år at narre danskerne med aprilsnarre.

Vi har spurgt TV 2s brugere, hvilken af årets falske historier, de bedst kan lide, og der tegner sig en klar favorit – som kommer fra uventet kant.

Fra blå til røde blink

Normalt bruger det danske politi de sociale medier som Facebook og Twitter til at sprede informationer om trafikuheld og efterlysninger, men søndag morgen delte de en nyhed på deres Facebook-side.

- Snart skal danskerne vænne sig til røde blink frem for blå, var deres budskab i et langt opslag, hvor de fortæller, at ændringen træder i kraft den 31. juni, og at de pensionerede blå blink vil blive doneret til isbjørneanlægget i Zoologisk Have, hvor de skal simulere polarlys.

SLUT MED BLÅ BLINK Snart skal danskerne vænne sig til røde blink frem for blå. 31. juni 2018 træder en ny...

Posted by Politi on Saturday, March 31, 2018

Om det er det faktum, at datoen den 31. juni ikke findes, eller historien om at isbjørnene skal nyde godt af blinklysene, der vækkede mistanke, er ikke til at sige, men ikke desto mindre gennemskuede Facebook-brugerne hurtigt, at der var tale om en aprilsnar.

Opslagets kommentarspor bugnede over af flere tusind positive tilbagemeldinger, og flere end 1300 personer har mandag morgen delt det.

Politiet ramte altså plet med deres aprilsnar, og det er noget, der også kan ses i afstemningen blandt TV 2s brugere.

12 procent af stemmerne

Mandag formiddag har flere end 31.500 TV 2-brugere stemt på deres favorit-aprilsnar, og her løber politiets med en klar førsteplads.

12 procent af brugerne mener, at historien om de blå blink, der skifter farve, er årets bedste aprilsnar.

Dermed har politiets joke fået dobbelt så mange stemmer som de næstmest populære aprilsnarre. Og det er ikke bare én, men hele fire danske historier, der deler årets andenplads.

Det er Videnskab.dk’s historie om, at stjerneforskerne og tvillingebrødrene Eske og Rane Willerslev i virkeligheden er én og samme person, Ekstra Bladets historie om, at Gasolin' genforenes under navnet Diesel, Bilkas Facebook-video, der fortæller, at man nu kan blive gift i kædens varehuse og Nettos avisannoncer, der afslørede kædens nye kryptovaluta, bytcoin, som skulle afløse de fysiske byttepenge.

De historier kan du læse mere om her, hvor du også stadig kan nå at stemme på din favorit.  

Ikke kun for sjov

Årets klare vinder er dog uden tvivl politiet, og det hænger måske sammen med, at idéen ikke er så urealistisk igen.

Faktisk plæderer en række Facebook-brugere for, at politiet bør overveje at gøre alvor af spøgen.

- Flere og flere lande, også i EU, bruger et eller flere røde blink på deres udrykningskøretøjer for bedre at blive set. Jeg synes, det ville være en god idé at annektere, kære Politi, skriver brugeren Steffan Søby Thygesen for eksempel.

Derudover møder politiet stor ros for i opslaget at repetere reglerne for, hvordan man skal reagere, når man møder et udrykningskøretøj i trafikken.

- God aprilsnar; PLUS det lige bliver opfrisket, hvordan man reelt skal forholde sig til udrykningskøretøjer! Det er da en humoristisk måde at få budskabet ud på, skriver Facebook-brugeren Martin Cramer og viser, at aprilsnarre ikke kun behøver at være skæg og løjer.