Kongehusets præst stopper

De kongeliges præst, Erik Norman Svendsen, kan se tilbage på alle kongehusets største øjeblikke de seneste år.

Det runger ved hvert af hans skridt ned mellem de lige bænkerækker i Garnisonskirken ved Amalienborg Slot. 

Erik Norman Svendsen kender det enorme kirkelokale som sin egen bukselomme. Det har blandt andet været den 77-årige mands arbejdsplads de sidste ti år, hvor han har haft titlen som kongelig konfessionarius - præst for det danske kongehus.

- Vi har tit glæde af, at Dronningen kommer til gudstjeneste, og så sætter hun sig i den prægtige kirke, hvor hun selv vil. Der er ikke reserveret plads, men der er altid plads, siger han smilende og kaster ud med armene. 

Erik Norman Svendsen under en audiens på Christiansborg i 2011 i forbindelse med, at han fyldte 70 år.
Erik Norman Svendsen under en audiens på Christiansborg i 2011 i forbindelse med, at han fyldte 70 år. Foto: Bjarne Lüthcke / Scanpix

Den tidligere biskop i København fortæller med stor glæde om sin tid i det betroede hverv, men per 1. april er det slut. Her overtager en ny præst stillingen, og Erik Norman Svendsen sætter sit præsteembede på et lavere blus.     

Derfor ser han nu tilbage på de mange store øjeblikke, han været en del af i kongehuset – fra utallige barnedåb til sin sidste store opgave: At bisætte prins Henrik.

Stod ved alteret til århundredets bryllup

Det startede egentlig allerede, inden det rigtig startede.

Erik Norman Svendsen var endnu ikke udpeget som kongelig konfessionarius, da han den 14. maj 2004 hørte lyden af kirkeklokker og jublen fra sin plads i Vor Frue Kirke i København.

Erik Normann Svendsen viede kronprins Frederik og australske Mary Donaldson i Vor Frue Kirke.
Erik Normann Svendsen viede kronprins Frederik og australske Mary Donaldson i Vor Frue Kirke. Foto: Søren Bidstrup / Scanpix Danmark

Hans første officielle pligt for kongehuset, var nemlig da kronprins Frederik og kronprinsesse Mary stod foran alteret og gav hinanden deres "ja”.

- Det var en fantastisk fest - både ude foran og i kirken. Tusindvis af københavnere var stimlet sammen for at følge det, siger han og mindes, hvordan folk sang med på salmerne under gudstjenesten. 

Prins Joachim og Marie Cavallier blev viet i Møgeltønder Kirke lørdag den 24. maj 2008 - kun to en halv måned efter, at Erik Normann Svendsen var tiltrådt som konfessionarius.
Prins Joachim og Marie Cavallier blev viet i Møgeltønder Kirke lørdag den 24. maj 2008 - kun to en halv måned efter, at Erik Normann Svendsen var tiltrådt som konfessionarius. Foto: Jeppe Michael Jensen / Scanpix

Da der fire år senere skulle vælges en afløser til den daværende konfessionarius, Christian Thodberg, kom Dronningen til ham.

- Dronningen er formelt folkekirkens overhoved, så man ville være en mærkelig personage, hvis man sagde nej til den opgave, siger han.

Kirkelige ceremonier i centrum

Som konfessionarius er han den præst, der altid skal stå til rådighed for kongefamilien - og det må man sige, at han har gjort. 

Prins Joachim og prinsesse Marie holdt ligeledes barnedåb for deres børn i Møgeltønder kirke. Her i 2012, da prinsesse Athena Marguerite Françoise Marie blev døbt.
Prins Joachim og prinsesse Marie holdt ligeledes barnedåb for deres børn i Møgeltønder kirke. Her i 2012, da prinsesse Athena Marguerite Françoise Marie blev døbt. Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Udover det overdådige bryllup har Erik Norman Svendsen også har også viet prins Joachim og Marie Cavallier i 2008.

BLÅ BOG: Erik Norman Svendsen

  • Født 1941 i København.
  • 1968 cand.theol. fra Københavns Universitet
  • 1973-1979 sognepræst i Skovlunde Kirke
  • 1980-1986 generalsekretær og præst i Kirkefondet
  • 1986-1992 sognepræst i Dragør Kirke og samtidig provst for Københavns Søndre Provsti
  • Biskop over Københavns Stift fra 1992 til 2009
  • Viede kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i 2004 og har også stået for talrige dåbs- og konfirmationshandlinger i den kongelige familie
  • 1. marts 2008 kongelig konfessionarius. Stopper ved udgangen af marts 2018
  • Hjælpepræst ved Garnisonskirken
  • Forfatter til flere bøger og bogkapitler om kirkeliv og salmer

Seks barnedåb er det også blevet til. Alle kronprinsparrets fire børn - prins Christian, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent - har fået vand på panden fra Erik Norman Svendsens hånd, ligesom prins Joachim og prinsesse Maries to børn, prinsesse Athena og prins Henrik, også er døbt af ham.

Prins Joachims børn fra hans ægteskab med grevinde Alexandra, prins Nikolai og prins Felix, gik til konfirmationsforberedelse hos ham og blev efterfølgende konfirmeret i Garnisonskirken.  

- Disse kirkelige handlinger er rygraden i kirkens tjenester overfor danskerne, siger Erik Norman Svendsen og medgiver, at han har været med til flere iøjefaldende af slagsen i sin tid som konfessionarius. 

Kronprinsparret fik døbt deres små tvillinger i Holmens Kirke torsdag den 14. april 2011.
Kronprinsparret fik døbt deres små tvillinger i Holmens Kirke torsdag den 14. april 2011. Foto: Jonas Vandall Ørtvig / Scanpix

Det er dog den begivenhed, som blev hans sidste i det danske kongehus, der står tydeligst i erindringen. 

En trist begivenhed som afslutning

Den 13. februar sov dronning Margrethes ægtemand og prins gennem næsten 52 år, prins Henrik, ind på Fredensborg Slot i Nordsjælland.

Det skete efter længere tids sygdom, og i dagene efter kunne danskerne se prinsens båre, der lå 'castrum doloris' i Christiansborg Slotkirke, inden han blev bisat den 20. februar i år. Dermed blev det Erik Norman Svendsens sidste store kirkelige handling.  

- Når det nu skulle være, så synes jeg, at det naturligt, at den opgave blev løst af mig, som har fulgt familien igennem ti år. Jeg har jo jævnligt talt med prins Henrik, og jeg satte pris på hans venlighed og hans humor. Han var nok ikke den flittigste kirkegænger, der kan han ikke måle sig med Dronningen, men jeg er altid blevet behandlet godt af prins Henrik, så derfor følte jeg også her, at det var en kær pligt, siger Erik Norman Svendsen.

Hans Kongelige Højhed Prins Henrik blev bisat fra Christiansborg Slotskirke.
Hans Kongelige Højhed Prins Henrik blev bisat fra Christiansborg Slotskirke. Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

I ugen op til tænkte han meget over sin bisættelsestale. At han endte med en meget personlig og konkret tale om Prinsen, er også en af de egenskaber, der har defineret ham gennem hans tid som præst.

- Jeg synes godt, man må gå lidt tæt på, for ingen er tjent med, at vi bruger lejligheden til skønmalerier. Det er der ingen af os, der kan holde til, og det er dybest set utroværdigt, siger han.

- Sådan en dag gælder det om at turde gå lidt tæt på - også ikke udelukkende lade sig være domineret af for eksempel de sidste års svækkelse og sygdom, men hvor man prøver at se livet i det perspektiv, som jo i høj grad også har budt på vidunderlige øjeblikke af helt usædvanlig karakter.

Hans Kongelige Højhed Prins Henrik blev bisat fra Christiansborg Slotskirke. Hele den kongelige familie sad på de forreste rækker under ceremonien, der blev tv-transmitteret.
Hans Kongelige Højhed Prins Henrik blev bisat fra Christiansborg Slotskirke. Hele den kongelige familie sad på de forreste rækker under ceremonien, der blev tv-transmitteret. Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

Således kom talen til at runde både Prinsens poetiske side, hans møde med Dronningen, men også hans åbenlyse kritik af, at han ikke kunne få titlen som konge. 

- Han følte sig undertiden forbigået, overset, og han gav den manglende arbejdsbeskrivele og titulatur for prinsegemaler skylden, sagde Erik Norman Svendsen under gudstjenesten, der endte, som han havde havde håbet - som en "smuk og værdig afsked".

En god tid slutter

Med ordene i kirken afsluttede den kongelige konfessionarius en begivenhedsrig tid på posten. 

Dronning Margrethe har allerede udpeget Erik Norman Svendsens afløser. Det bliver biskop over Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen.

Det vil ikke være nyt for Aarhus-biskoppen at se kongefamilien på kirkebænken, når han holder gudstjeneste, da Aarhus Domkirke er familiens sognekirke, når de i julen og til påske opholder sig på Marselisborg Slot.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har i dag været gift i næsten 14 år.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har i dag været gift i næsten 14 år. Foto: TV 2

På trods af at Erik Norman Svendsen har været glad for sit hverv, så ser han også frem til at kunne tage den lidt med ro, inden han går på pension.

- Som præst skal man altid være nærværende for de mennesker, man er præst for, og det er jo indimellem, at det også bringer forstyrrelser ind i ens egen dagsorden. Sådan må det være, sådan skal det være, men jeg glæder mig over forhåbentlig at kunne have nogle år, hvor jeg er lidt friere, siger han.

Garnisonskirken er tilknyttet Amalienborg Slot. Her ses slotspladsen efter prins Henriks død, hvor flere danskere kom forbi og lagde blomster.
Garnisonskirken er tilknyttet Amalienborg Slot. Her ses slotspladsen efter prins Henriks død, hvor flere danskere kom forbi og lagde blomster. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Han regner med at blive som hjælpepræst i Garnisonskirken, hvor han fortsat vil prædike for Dronningen, når hun en gang imellem kommer forbi.

Efter de ti år har han et særligt råd at give videre til sin afløser.

- Jeg tror det er meget vigtigt, at man er sig selv. Alt andet vil blive afsløret som uægte i længden, slutter han og giver hermed stafetten videre.