Se billederne - lokale har samlet avocadoer og bananer i hundredevis på stranden

Frugten vælter ind på flere forskellige danske øer.

Kulden bidder i kinderne på Samsøs strande, men påsken har alligevel sjældent været så eksotisk på den danske ferieø.

Sydens frugter er skyllet i land i containervis, og den klassiske påsketradition med æggejagt har fået skrap konkurrence af jagten på avocadoer og bananer.

- Vi fylder husene med dem herovre. Det er stort set det eneste, der bliver talt om lige nu, og jeg har hørt, at der måske også er skyllet appelsiner i land, så om lidt skal vi på jagt igen og se, om det passer, siger Alexandra Rasmussen, der selv bor på øen, til TV 2.

Hun har allerede samlet en kurvfuld avocadoer, mens hendes mand har fyldt en vasketøjskurv med bananer, og de er ikke de eneste. 

- Det tog måske lidt overhånd. Vi fik samlet 150 til 200 avocadoer på et kvarter, og der lå stadig mange tilbage, siger Søren Skole Holm.

Han er lige nu på besøg hos sin familie på Samsø, og da de hørte om frugterne, satte de kurs mod kysten, hvor bilens bagagerum blev godt fyldt op.

De mange eksotiske frugter er resultatet af en ulykke på Storebælt tirsdag morgen.

Her kolliderede et containerskib fra Hong Kong og et handelsskib fra Liberia.

Der er gået hul på skroget af begge skibe. Ifølge Forsvaret er der dog ingen fare for hverken olieforurening, eller at skibene skal synke. Video: Ida Brodtkorb

Ingen personer kom til skade, men begge skibe fik hul på skroget og syv containere røg over bord.

De indeholdt blandt andet avocadoer og bananer, og det er dem, der nu ligger mellem tang og sand på øer som Samsø og Endelave fremfor i grøntafdelingen

Umodne godter

Det varer dog lidt, inden havets frugter kan nydes. 

Containerne er indrettet til at styre frugternes modningsproces, så de ikke bliver dårlige på vejen til forbrugerne. Derfor er avocadoerne på strandene hårde, og bananerne er stadig grønne. 

- Vi skal have dem til at ligge og modne lidt efter lidt. Avocadoerne skal nok blive gode, men vi er lidt i tvivl om bananerne. De har fået brune pletter af turen i havet, siger Sofie Sønderby, der fortæller, at hendes familie har fyldt frugterne i en trailer, inden de skal fordele dem mellem sig. 

Umodenheden var dog det, der overbeviste Søren Skole Holm om, at frugterne godt kan spises. 

- Vi har talt om, om de kunne tage skade af saltvandet, men de er så hårde og har en så tyk skræl, at det nok går, siger han.  

Når der ikke er mere plads i favnen, og stranden stadig bugner af frugt, kan man tage hætten i brug.
Når der ikke er mere plads i favnen, og stranden stadig bugner af frugt, kan man tage hætten i brug. Foto: Privatfoto

Mousser, kager og smoothies venter

Selvom frugterne endnu ikke er spiseklare, så glæder samsingerne sig til de lander på tallerkenerne, og menuerne er der allerede tænkt over.

- Vi er ret glade for både bananer og avocadoer her i familien. Avocadoerne kunne for eksempel blive til guacamole, supper, chokolademousse eller kage. Bananerne skal fryses, så de kan laves til bananis, puttes i smoothies eller i banankage, fortæller Mette Maj Krag fra Brundby Mark på Samsø. 

- Min søster er vegetar og elsker avocadoer, så hun har drømt om dem, siden vi samlede dem, fortæller Søren Skole Holm, der generelt regner med at forære en del af sin høst fra stranden væk til venner og bekendte. 

Mere hvor det kommer fra

Selvom tusindvis af frugter allerede er samlet op fra strandene, så er der stadig mulighed for at få fyldt køleskabet. 

- Vi havde det næsten dårligt med at tage så meget på vegne af dem, der kom efter os. Men der var simpelthen så mange frugter på stranden, og der gik helt sport i det, siger Sofie Sønderby. 

- Stranden ved Ballen er ribbet efterhånden, men ude ved revet er der stadig meget, og der bliver ved med at skylle mere i land, siger Alexandra Rasmussen, der netop er vendt hjem med sin tredje samling frugt. 

Kasser og poser fra frugten er også endt på stranden.
Kasser og poser fra frugten er også endt på stranden. Foto: Privatfoto