Nye retter skræmte kunder væk fra Jensens Bøfhus

16x9
Restaurant Jensens Bøfhus på Vesterbrogade i København. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix

Røde tal på bundlinjen fik sidste år Jensens Bøfhus til at ændre sit menukort. Efter en ny nedgang er flere gamle retter igen tilbage.

Den velkendte rejecocktail og de råstegte kartofler forsvandt i juni sidste år fra Jensens Bøfhus' menukort til fordel for en salat med gedeost, lufttørret skinke og en vegetarret.

Det skulle have fået flere kunder til at vælge spisestedet.

Men i et forsøg på at give menukortet et mere moderne præg, skræmte restaurantkæden i stedet en stor del af sine kunder væk.

Nu har bøfhuset taget konsekvensen af sine ændringer og lyttet til gæsterne - og fra den 19. marts i år var rejecocktailen igen at finde på menukortet som en 'Jensens favorit'. Det skriver Fyens Stifttidende.

- Det gik overhovedet ikke. Vi fik ikke nogen nye gæster ind, og de gamle gæster blev væk, siger regionschef hos Jensens Bøfhus, Morten Steenberg, til avisen.

Også restaurantkædens logo blev i juni sidste år ændret. Men ligesom med rejecocktailen er det oprindelige logo igen at finde som spisestedets logo.

Det nye - og nu skrottede - logo.
Det nye - og nu skrottede - logo. Foto: Jensens Bøfhus

Kundernes valg fik rejecocktailen retur

Årsagen til at velkendte retter i sin tid røg ud af menukortet, skyldtes et fald i salget, og at kæden troede på, at ændringen ville give et økonomisk opsving. Men de positive tal kom aldrig.

Siden har Jensens Bøfhus forsøgt at undgå at lave samme fejl. Derfor har kæden denne gang fået lavet en større undersøgelse, omkring hvad deres kunder mener. Derudover er det nye menukort blevet testet i fire restauranter landet over, og her stod det klart: Rejecocktailen skulle tilbage.

Det viste sig, at næsten hver anden kunde valgte at bestille rejecocktailen - nærmere bestemte udgjorde den 44 procent af alle solgte forretter i testperioden.

Flere restauranter skrottes

Det er ikke kun på menukortet, at der er sket ændringer hos Jensens Bøfhus.

Hvis kæden kun havde bestået af de 29 blivende restauranter, ville den have haft overskud i 2017

Morten Steenberg, regionchef hos Jensens Bøfhus

I 2012 afleverede bøfhuset sit sidste regnskab med sorte tal på bundlinjen og en omsætning, der nærmede sig en milliard kroner. Bøfhuset har siden fået stribevis af dårlige anmeldelser, og endte også i en shitstorm, da de lagde sag an mod en restauratør fra Sæby, der havde åbnet et spisested ved navn Jensens Fiskerestaurant.

Samtidig er der fortsat konkurrence på markedet fra blandt andet nye kæder som Flammen, Bones, Vivaldi og Dalle Valle. 

Et stort antal restauranter blev også i slutningen af 2017 og i begyndelsen af 2018 lukket. Samtidig står yderligere tre til fire spisesteder i Sverige og to i Danmark til at blive lukket. Når det sker, er i alt 13 restauranter blevet sløjfet.

For et år siden eksisterede 42 spisesteder med Jensens Bøfhus' logo. Senere i år kommer tallet ned på 29, skriver Fyens Stifttidende.

Ifølge Morten Steenberg er alle restauranter med en høj husleje eller ringe beliggenhed blevet lukket.

- Hvis kæden kun havde bestået af de 29 blivende restauranter, ville den have haft overskud i 2017, siger han.

Jensens Bøfhus har endnu ikke offentliggjort regnskabet for 2017, men virksomheden har bebudet, at der bliver tale om et stort underskud ligesom de seneste mange år.