FAKTA: Stress, blod og sædkvalitet under lup

For første gang vil danske forskere undersøge de psykiske og fysiske følger af at blive digitalt forstyrret om natten.

  • 1000 unge mellem 18 og 35 år skal deltage i undersøgelsen, der strækker sig over tre år.
  • Undersøgelsen skal vise, hvornår og hvor ofte de er aktive på mobiltelefonen i løbet af natten.
  • Undersøgelsen skal vise, hvilke platforme deltagerne er aktive på. Forskerne får ikke adgang til, hvad deltagerne eventuelt skriver, ligesom de ikke kan lytte med på deres samtaler.
  • Blandt deltagerne udtages to grupper med hver 200 personer. Den ene gruppe består af de mest aktive, den anden består af de mindst aktive.
  • Deltagerne i de to grupper indgår i undersøgelser, der skal vise deres psykiske trivsel, herunder stressniveauet.
  • Desuden måles blodtryk, blodets indhold af sukker og fedt, ligesom mændenes sædkvalitet vil blive undersøgt.
  • Efterfølgende sammenlignes de to gruppers resultater.
  • Undersøgelsen er støttet af Danmarks Frie Forskningsråd.

Kilde: Professor på Københavns Universitet Naja Hulvej Rod, Danmarks Frie Forskningsråd.