Kraftig stigning i ufrivillige aborter - eksperter mangler forklaring

På 10 år er antallet af gentagne spontane aborter steget med 74 procent i Sverige. Danske læger mener, at stigningen er endnu større i Danmark.

Antallet af kvinder, der oplever tre ufrivillige aborter i træk, er kraftigt stigende.

Det viser en ny undersøgelse, som overlæge og professor på Aalborg Universitet, Ole Bjarne Christiansen, har været ansvarlig for, og som er udarbejdet i et samarbejde mellem en række svenske og danske universiteter.

Således er der fra 2003 til 2012 sket en stigning på 74 procent i antallet af gentagne spontane aborter blandt de 18- til 42-årige i Sverige - et land vi normalt sammenligner os med.

Læger gisner om årsagen

Grunden til stigningen kan lægerne kun gisne om, fortæller Ole Bjarne Christiansen, som er ekspert i spontane aborter - men tallene er bekymrende, og han vurderer, at tallene er de samme i Danmark.

- Det er alvorligt, fordi vi slet ikke på nuværende tidspunkt har nogen fornemmelse af, hvorfor der er den stigning. Det ser ud til, at den stigning er kommet ret hurtigt, siger han og fortsætter:

- Vi ved intet med sikkerhed, og det er dét, der er så ubehageligt, siger han til TV 2.

Kan være endnu højere i Danmark

Spørger man Henriette Svarre Nielsen, som er overlæge og leder af Enheden for Gentagne Graviditetstab på Rigshospitalet, vil stigningen på de 74 procent være om end endnu højere, hvis man foretager en lignende undersøgelse i Danmark.

Hun forklarer, at Danmark i det store hele har meget tilfælles med Sverige, men at vi generelt lever usundere end vores svenske naboer.

- På nogle af de punkter, der er med til at give gentagne graviditetstab, er vi i Danmark dårligere end svenskerne. Vi drikker mere, vi ryger mere, og vi er tykkere, siger hun.

Jeg har en lang række patienter, der lider i tavshed, fordi det er tabuiseret og skamfuldt

- Henriette Svarre Nielsen

Stigningen kalder overlægen et enormt problem, men hun understreger, at det egentlig er et endnu større problem, at det ikke er noget, vi snakker om.

- Jeg har en lang række patienter, der lider i tavshed, fordi det er tabuiseret og skamfuldt. Vi ved, at dem, der kommer ind ad døren hos os, har fem gange højere forekomst af moderat til svær depression. Vi ved, at halvdelen af dem er stressede. Vi ved, at det har en kæmpe impact på deres liv, siger Henriette Svarre Nielsen.

Fakta om gentagne spontane aborter

  • Betegnelsen 'gentagne spontane aborter' dækker over en tilstand, hvor en kvinde mindst tre gange i træk har aborteret før udgangen af den 22. graviditetsuge.
  • Alder, overvægt, rygning og alkohol er nogle af de forhold, der ifølge sundhed.dk øger risikoen for at abortere.

- Det eneste, vi gør, er at tælle til tre

En kvinde, der spontant aborterer, bliver først undersøgt, når der er tale om gentagne aborter. Det vil sige, at en kvinde kan abortere to gange uden at blive undersøgt for, om det skyldes, at der er noget galt med fosteret.

Henriette Svarre Nielsen forklarer, at spontane aborter som udgangspunkt er naturens kvalitetskontrol, men at det kun er i halvdelen af de 20.000 tilfælde om året, at dét er grunden.

- Jeg synes, det er ekstremt oldnordisk, at det eneste, vi gør på det her område i 2018 – en tid, hvor vi taler om personlig medicin – er at tælle til tre, siger overlægen.

Hvert år oplever 20.000 gravide at abortere spontant. Det er 25 procent af alle graviditeter. 10.000 aborter sker ifølge ham på hospitalerne, mens 10.000 sker i hjemmet eller hos lægen.