Det er ikke nødvendigvis skærmen, der gør dit barn nærsynet

Hver anden dansker vil være nærsynet i 2050, hvis udviklingen fortsætter.

Forlad skærmen, og gå ud i det gode vejr. 

Det er der uden tvivl mange forældre, der opfordrer deres børn til - og det er også en god ide, men af en helt anden årsag, end forskere hidtil har troet.

Tablets, computere og mangel på motion har længe fået skyld for, at børn og unge bliver nærsynede og skal have briller eller kontaktlinser. 

Men nu er det påvist, at det drejer sig om noget helt andet, nemlig sollys. 

Det har en gruppe danske forskere påvist ved at følge 1500 børn over en periode på syv år. Og konklusionen er klar. 

- Sollys er den stærkeste miljømæssige faktor til at begrænse nærsynethed, siger en af forskerne bag studiet, Kristian Lundberg, der er læge og Ph.d. ved Odense Universitetshospital.

45 minutter udendørs om dagen er alt, hvad der, ifølge studiet, skal til for børn og unge voksne fra nul til 20 år. 

- Men jo mere ude man er, desto mere sikker er man på den gavnlige effekt af lyset, siger Kristian Lundberg.

Forhindrer øjet i at blive for langt

Når sollyset rammer øjet, sætter det gang i frigivelsen af signalstoffet dopamin.

Sollys forhindrer øjet i at vokse sig for langt hos børn og unge voksne.
Sollys forhindrer øjet i at vokse sig for langt hos børn og unge voksne. Foto: TV 2

Dopamin stopper øjets vækst, og det er en god ting.

Ellers bliver øjet for langt, og det er det, der gør, at man bliver nærsynet, forklarer Kristian Lundberg og tilføjer, at det også øger risikoen for andre øjensygdomme som blindhed og grå stær. 

Hvis øjet vokser sig for langt, bliver man nærsynet.
Hvis øjet vokser sig for langt, bliver man nærsynet. Foto: TV 2

Tag skærmen med ud

Skovbørnehaven Hjemly i Hillerslev på Fyn er et af de steder, hvor børnene nemt opnår målet om 45 minutter ude om dagen.

- For det er sjovt at lege i legehus og finde ting ude, lyder det fra femårige Gustav. 

Femårige Gustav fortæller, at han foretrækker at være ude frem for inde.
Femårige Gustav fortæller, at han foretrækker at være ude frem for inde. Foto: TV 2

I teenageårene kan motivationen måske være sværere at finde, men det har læge Kristian Lundberg en løsning på. 

- Børnene må gerne sidde og læse en bog eller kigge på deres tablet eller telefon. Bare de gør det ude og i meget lys, siger han.