Et svækket DR vil bane vejen for udenlandske mastodonter, mener medieforsker

Mens besparelserne i DR møder kritik fra både oppositionen og eksperter, kan omlægningen af licensen have store økonomiske fordele.

Det var en samlet og meget tilfreds blå blok, der fredag kunne løfte lidt af sløret for den økonomiske ramme for medieforliget. 

Mest bemærkelsesværdigt var meldingen om, at Danmarks Radio skal skære 20 procent af sit budget over de næste fem år. Det vil betyde, at mediet mister mellem 600 og 700 millioner kroner. Et forslag, der møder stor kritik hos den resterende del af Christiansborg, og som hverken SF, S eller De Radikale ønsker at støtte op om

DRs programudgifter

  • Nyheder: 667 mio. kr.
  • Aktualitet og debat: 673 mio. kr.
  • Oplysning og kultur: 707 mio. kr.
  • Dramatik og fiktion: 221 mio kr.
  • Udenlandsk dramatik og fiktion: 189 mio. kr.
  • Musik inkl. orkestre: 377 mio. kr.
  • Underholdning: 147 mio. kr.
  • Sport: 149 mio. kr.
  • Undervisning: 8 mio. kr
  • Præsentation og services: 41 mio. kr.

Samlet: 3.180 mio. kr.

Kilde: Danmarks Radio

Heller ikke medieforsker Lars Kabel kan se fordele i at skære i budgettet. Han mener tværtimod, at man bør styrke DRs uafhængige produktion af radio og tv:

- Nu ved jeg godt, at Danmarks Radio ikke er lig med public service, men i et moderne mediesystem er det vigtigt at have nogle store portaler, som man kender og respekterer. Ellers tager udenlandske tjenester over, siger Lars Kabel. 

Og det er en regulær frygt, som man har taget til sig i flere nabolande, påpeger han: 

- I Norge har man netop indgået en aftale, der skal styrke landets public service. Her ved man godt, at vi er under massivt pres fra internationale mastodonter som Google og Netflix. Og i England har tv-kanalen BBC fået en 10-årig kontrakt, der går i nul. Det betyder, at budgettet hverken vil stige eller falde, så det kan man også kalde for en klar opbakning af public service-institutionen.  

Besparelser at hente for licensbetalere

Forliget vil også betyde store ændringer i inddrivelsen af medielicens. 

I fremtiden vil licensen blive trukket over skatten via personfradraget. Det vil blandt andet gøre det lettere at finde frem til de mange sortseere, der ikke betaler. Og det er positivt, mener mediekonsulent Keld Reinicke: 

- Vi ser en tendens, hvor folk under 40 år i mindre og mindre grad betaler licens, fordi de ikke mener, det er værd at betale for. Så man bliver nødt til at omlægge det, inden vi får en generation, der synes, det er ligegyldigt. Og personligt tror jeg, det er en fordel, at vi betaler over skatten, siger han. 

Da DRs budget gradvist vil blive mindsket over de kommende fem år, vil også licensen falde, oplyser Finansministeriet. 

Derfor er der besparelser i vente for mange af de danskere, der allerede betaler. I korte træk kommer sortseerene til at betale mere, mens enlige kommer til at betale mindre. For par vil licensen omtrent være uændret.

Herunder kan du se de fremtidige licensbesparelser:

Finansministeriet har lavet en række beregninger på, hvor meget man sparer ved en omlægning af licensbetalingen.
Finansministeriet har lavet en række beregninger på, hvor meget man sparer ved en omlægning af licensbetalingen. Foto: TV 2 Grafik