Flere unge begynder at ryge - ekspert kritiserer politisk fodslæberi

I flere europæiske lande har man gemt tobakken væk under disken - og det har ført til færre børn, der ryger og køber cigaretter.

I august 2016 præsenterede regeringen Kræftplan IV til 2,2 milliarder kroner. En af ambitionerne var, at Danmark i 2030 skal have den første røgfri generation.

Men ifølge de seneste tal kan drømmen om en røgfri generation nemt forvandle sig til et mareridt. For stik imod målsætningen stiger andelen af børn og unge, der ryger. Helt præcist begynder 40 børn og unge under 18 år hver dag at ryge i Danmark.

I flere europæiske lande har man valgt at gemme tobakken væk under disken - det gælder Irland, Finland, Island, Norge og England. Fælles for de fem lande er, at det har ført til, at færre børn ryger og køber cigaretter.

Det ses eksempelvis i Island, hvor reglen blev indført i 2001. I 1999 røg 23 procent af de unge i 10. klasse, men i 2002 faldt det til 16 procent. I 2015 var faldet til 2 procent. Det fremgår af et notat fra Sundhedsministeriet.

Socialdemokratiet mener derfor, at der skal indføres en lignende lovgivning i Danmark.

Partiet har nu kaldt sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i samråd for at få svar på, hvorfor regeringen er modstander af at lovgive om tobak under disken.

Efterlyser politisk handling

Morten Grønbæk er formand for Vidensrådet for Forebyggelse. Han efterlyser handling hos politikerne på Christiansborg:

- Jeg oplever, at der er en vis fodslæben blandt de nationale politikere. Der er i befolkningen et stort ønske om, at vi skal det her til livs. Så jeg håber da på et tidspunkt, at politikerne vil følge med.

Hvordan har du det med, at de ikke følger med?

 - Det er irriterende. Og det er frygteligt. For det kommer faktisk til at tage livet af en hel del af de unge, der begynder at ryge nu, og som ikke kan stoppe igen.

Morten Grønbæk understreger, at det handler mere om politisk vilje end økonomi.

- Man kunne for eksempel øge priserne på tobak. Det ville ikke betyde noget som helst økonomisk på den korte bane. Tværtimod vil der komme flere penge i statskassen. Så der er ikke noget økonomisk i det. Problemet er, at der foregår mange ting i kommunerne og regionerne, men at man nationalt ikke har taget stilling til de ting, der virkelig vil betyde noget for folkesundheden på det her område. Det er da træls, lyder det fra Morten Grønbæk.

Vil ikke virke bedrevidende og elitær

Ifølge Noa Redington, som er politisk kommentator og tidligere spindoktor for Helle Thorning-Schmidt, er der primært to grunde til, at politikerne tøver med eksempelvis at hæve afgifterne på cigaretter.

- Alle ved, at højere afgifter er det mest effektfulde. Men det tør politikerene ikke af to grunde - den ene er dårlig, og den anden er meget dårlig. For det første er politikerne bange for, at det vil øge grænsehandlen. Men når Frankrig, der har masser af grænser, kan have cigaretpriser på 45 kroner, er det en lidt tynd grund.  

- Den anden og vigtigste grund til at vores politikere ikke tør hæve afgifterne er, at de er hunderædde for at virke bedrevidende og elitære. For det er det allerværste, man kan være i dansk politik. Hr. og Fru Danmark skal kunne ryge en smøg, uden at der sidder en eller anden fims i København og siger, at det er farligt og skal være dyrere. Derfor er billige cigaretter og røg absurd nok blevet et symbol på folkelighed. Det er ikke tilfældigt, at angsten for at hæve afgifterne er størst hos de tre folkepartier Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre, siger Noa Redington til TV 2.

Forslaget om at gemme tobakken væk i butikkerne er blot det seneste af mange. Selvom der er bred enighed om, at rygning er et stort samfundsproblem, så er det noget sværere at skabe enighed, når der skal gøres noget ved det.

Børneagenter skal afsløre salg til unge

Socialdemokratiet foreslog i sidste uge at etablere en kontrolenhed af børn og unge under 18 år, som skal forsøge at købe cigaretter eller andre tobaksvarer i landets butikker. Lykkes det de unge at købe cigaretter, skal det koste butikkerne en bødestraf eller en mistet tobaksbevilling.

Børneagenter bruges allerede i Storbritannien, Irland og Frankrig. Men Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann, er umiddelbart ikke tilhænger af at ansætte børn til at afsløre detailhandlens manglende kontrol.

- Jeg kan godt forstå fristelsen til at gå den vej. Men der er en etisk problemstilling forbundet med at bede unge mennesker om at bevæge sig ud på kant med loven. Så jeg mener, vi skal en anden vej, siger hun til avisen Danmark.

Det har siden 2008 været ulovligt at sælge tobak til personer under 18 år.