24-årig går imod strømmen, når han ringer til sin bedstemor

Halvdelen af danskerne taler mindre i telefon med familie og venner end for fem år siden, viser måling.

- Hej bedstemor.

- Hej Emil.

Selvom det måske er nemmere og hurtigere at sende en sms, så har 24-årige Emil Rubæk truffet et valg om at ringe til familie og venner frem for kun at skrive beskeder.

Og det vækker glæde hos hans 77-årige bedstemor, når barnebarnet ringer for at spørge, hvordan det går.

- Jeg er jo alene, så hvis jeg ikke er ude, kan jeg måske gå i nogle dage og slet ikke tale med nogen, siger bedstemor og pensionist Karen Skovhøi Bagger.

Men Emil Rubæk går imod den generelle tendens i samfundet.

For 45 procent af danskerne siger, at de i dag taler mindre i telefon med venner og familie, end de gjorde for fem år siden. Det viser en ny Megafonmåling foretaget for TV 2.

Afstemning

Flere unge går imod strømmen

Selvom Emil Rubæks bedstemor besvarer hans opkald på en moderne mobiltelefon, der er fuldt ud i stand til at modtage tekstbeskeder, så går der noget tabt i kommunikationen, når man kun skriver og ikke ringer, mener den 24-årige studerende.

- Man kan godt tro, at man har lidt for travlt, i stedet for lige at tage sig tid til at ringe til nogen for at høre, hvordan det går. Så travlt har man heller ikke, hvis man lige stopper op og tænker over det, siger han.

Og han er ikke alene om at gå imod strømmen blandt de unge.

For mens ni procent af danskerne over 30 år siger, at de taler mere i telefon med venner og familie, end de gjorde for fem år siden, så gælder det samme for 30 procent af de unge mellem 18 og 29 år.

- Jeg synes, det er sjovt, at de unge er de tilbageskuende her, som kommer med kritikken af tekstbeskederne som en mere overfladisk måde at have en relation til hinanden, siger Mette Simonsen Abildgaard, der er mediehistoriker ved Aalborg Universitet.

Selvom mange – også blandt de unge – skriver beskeder fremfor at ringe, så er det ikke en tendens, der bekymrer mediehistorikeren.

- Kommunikationshistorien har vist os, at hver gang der er kommet en ny teknologi, et nyt skift i, hvordan vi har kommunikeret med hinanden, så har vi formået at gøre det på en måde, så vi har bevaret kontakten med hinanden, siger Mette Simonsen Abildgaard.

Vær ikke bange for at forstyrre

Emil Rubæks bedstemor har bemærket, at der er blevet længere imellem, at telefonen ringer. Så hun er glad for de telefonopkald, hun får.

- Det giver mig en følelse af nærvær, og at jeg har betydning for nogen, at de bruger tid på at ringe mig op, siger Karen Skovhøi Bagger.

Og spørger man hendes barnebarn, så mener han ikke, man skal være bange for at forstyrre.

- Det er da lidt tankevækkende, at man godt kan være ensom, selvom man skriver med folk over sms, siger Emil Rubæk.