Stod frem i tv-dokumentar om førtidspension: - Jeg kan godt forstå deres forargelse

16x9
Gitte Lykke Dam nyder at male, og det har hun fået overskud til i Tyrkiet. Foto: Screenshot fra dokumentaren 'Drømmen om førtidspension', TV 2

Livet i Tyrkiet har givet Gitte Lykke Dam en livskvalitet, der er værd at vågne op til om morgenen, forklarer hun.

- Hvis du er rask dernede, kan du jo godt arbejde.... Nasserøve har vi nok af.

Sådan lyder en af de reaktioner, som førtidspensionist Gitte Lykke Dam har læst mange versioner af, siden TV 2 fredag skrev en artikel, hvori der fejlagtigt stod, at den 57-årige dansker, som nu bor i Tyrkiet, ”kun” har smerter tre dage på et år.

- Jeg kan godt forstå deres forargelse, hvis det er sådan, jeg bliver opfattet på grund af den artikel, og det er det, der gør ondt, siger hun til TV 2.  

Daglige smerter

For selvom hun har fået overvejende positive reaktioner, skulderklap og opbakning fra fremmede, der har læst hendes historie og set hende på tv, er hun ked af, at der er mange, der har fået et forkert billede af hende.

I virkeligheden har Gitte Lykke Dam daglige smerter på grund af to diskusprolapser i lænden og slidgigt i nakken, mens hendes psoriasisgigt i øjeblikket bryder ud omkring syv gange om året.

Men fordi hun er flyttet til Tyrkiet, hvor klimaet er varmere og byder på færre regndage end i Danmark, varer de udbrud, der herhjemme kunne tage halve år, nu kun op til tre dage ad gangen.

Lad os da få en debat om, at det er i orden for mig at få en livskvalitet, der er værd at vågne op til om morgenen

Gitte Lykke Dam, førtidspensionist bosat i Tyrkiet

Den historie ville Gitte Lykke Dam gerne dele med de danskere, som gennem årene har kaldt hende ”snyder” og ”bedrager”, fordi hun er flyttet til Tyrkiet og lever et markant bedre liv på en førtidspension – 13.000 kroner efter skat - betalt af den danske stat.

En debat om livskvalitet

Derfor valgte hun som en af seks førtidspensionister at stå frem i dokumentaren ’Drømmen om førtidspension’, der blev vist torsdag aften på TV 2.

- Jeg havde noget på hjerte. I stedet for at de skulle kalde mig snyder og bedrager, ville jeg gerne have dem til at forstå, hvorfor det her er bedre. Lad os da få en debat om, at det er i orden for mig at få en livskvalitet, der er værd at vågne op til om morgenen, siger hun.

Derudover påpeger Gitte Lykke Dam, at hun koster den danske statskasse betydeligt mindre, fordi hun efter sin flytning ikke benytter sig af det danske sundhedsvæsen mere.

- Jeg giver faktisk Danmark en besparelse oveni ved at gøre det, siger hun.

Massage én gang om ugen

Af TV 2s artikel fremgik det også, at Gitte Lykke Dam får massage en gang om dagen og rengøringshjælp. 

Over for TV 2 præciserer hun, at massagen sker en gang om ugen, og at hun helst ville gøre sin lejlighed ren selv, hvis hendes krop tillod det.

Bare en støvsugning, så er jeg færdig

Gitte Lykke Dam, førtidspensionist bosat i Tyrkiet

- Det har været en kæmpe grænse, jeg skulle overskride, at der er en anden, der skal gå og gøre rent efter mit skidt. Og jeg prøver stadig at gøre det selv, så jeg kan ringe til hende så lidt som muligt, siger hun og tilføjer, at hvis hun selv gør rent, sker det altid den dag, hun får besøg af sin massør, så hun kan få massage for smerterne i ryg og nakke bagefter.

At få hjælp til rengøringen hjælper hende for eksempel til at have overskud til at male, og så skåner det hende for at ”ligge brak flere dage i streg”.

- Bare en støvsugning, så er jeg færdig. Det var også sådan, jeg fik mine sidste to diskusprolapser, forklarer hun.

Et liv i Danmark er ikke en mulighed

Men livet i Tyrkiet er – til trods for de daglige udfordringer – stadig markant bedre, end det liv Gitte Lykke Dam havde i Danmark.

I Esbjerg havde hun så store smerter, at hun var bundet til sin lejlighed næsten hver dag. I Alanya har hun også plads til et socialt liv, og så for eksempel ’Drømmen om førtidspension’-dokumentaren på en dansk pub.

- Men det har konsekvenser. Så er man i minus næste dag, og sådan er det bare, siger hun.

En anden konsekvens af at prioritere helbredet er, at Gitte Lykke Dam må nøjes med at se sin datter, der er studerende, tre-fire gange om året, når hun tager hjem til Danmark og besøger hende.

Og med det samme Gitte Lykke Dam er på dansk jord, kan hun mærke, at helbredet begynder at svigte. Derfor ved hun også, at et liv i Danmark ikke er en mulighed, med mindre hun vil sidde i en kørestol.

- Det er grimt at sige, fordi min datter sikkert står med børn en dag. Men det har vi allerede talt om, og hun siger: ”Mor du skal ikke flytte hjem. Du skal blive dernede, for hvis du kommer hjem, ville du ikke kunne løfte dit barnebarn”.