- Vi vil aldrig forstå rædslen, lyder det i Norge efter premiere

16x9
Den norske instruktør Erik Poppe ved verdenspremieren på 'Utøya 22. juli' i Berlin. Foto: John Macdougall / Ritzau Scanpix

Knap syv år efter massakren, har filmen 'Utøya 22. juli' fået norsk premiere. Reaktionerne er både stærkt følelsesladede - og positive.

Der findes begivenheder, hvor ord ikke rækker. Hvor billederne nærmest er utåleligt påtrængende. Og hvor man ikke kan rumme de følelser, der mest af alt bare hænger som et skrig i halsen.

Filmen 'Utøya 22. juli' har været ventet i den norske offentlighed. Som et ængsteligt minde om et nationalt traume, der aldrig forsvinder, som et ar i Norges kollektive bevidsthed.

Eller som den opdigtede figur Kaja siger i filmens åbningsreplik:

- I vil aldrig forstå ...

Længere er den nok ikke. Hvordan begribe, eller bare overfladisk forstå, hvorfor en ungdomslejr på en idyllisk ø skulle hjemsøges af en tilsyneladende ustoppelig massemorder. At så mange skulle miste livet. At mødre, fædre, søstre, kærester, venner og pårørende skulle miste deres elskede.

- Vi kan forsøge lige så meget, vi vil. Men vi vil aldrig forstå rædslen, frygten, skyldfølelsen, smerten eller noget af det andet, 69 børn og unge og deres ledere på Utøya måtte gå igennem den 22. juli 2011, skriver Laagendalspostens anmelder.

Vakte opsigt ved verdenspremiere

Allerede da filmen for nylig fik verdenspremiere i Berlin, vakte den opsigt. For hvor lægger man snittet? Hvor skaber man perspektivet? Hvor bliver dramaet på Utøya i al sin ubegribelige gru mere vedkommende, end det hele tiden har været? Og altid vil være?

Den slags spørgsmål har der været mange af, inden den norske offentlighed selv fik mulighed for at se filmen.

Jens Elmelund Kjeldsen, dansk professor i medievidenskab ved Bergens universitet, var med til premieren i Norge.

- Filmen bidrager med en stærkere og nærere forståelse af de ting, der skete på Utøya. Den giver os en mere fyldig indsigt. Man ser det i høj grad fra de unges perspektiv, siger Kjeldsen om instruktøren Erik Hoppes film, der udelukkende benytter unge amatørskuespillere.

- Det er det, der er med til at gøre filmen meget stærk. At den holder sig fra det politiske og udelukkende holder sig til hændelserne på øen, siger Kjeldsen til TV 2.

Græd sig igennem filmen

På de sociale medier var der aftenen igennem masser af reaktioner fra nordmænd, der havde taget turen i biografen for at lægge øje til 'Utøya 22. juli'.

- Jeg har grædt mig igennem den. Se den. Vi må aldrig glemme, tweetede Ingebjørn Nondal fredag aften.

- Jeg er helt tom. Det er ikke til at begribe, skrev Heidi Granberg.

Der er endnu ikke sat dato på, hvornår 'Utøya 22. juli' får premiere i danske biografer.