15-årig pige narret af falsk model-agent på Snapchat: - Jeg fortryder virkelig, jeg sendte det billede

Flere piger er for nyligt blevet forsøgt lokket til at sende afklædte billeder over Snapchat. Tendensen er velkendt, siger politiet.

Den 15-årige fortæller, at hun sad på sit værelse den aften, hun blev kontaktet af en person, der kaldte sig "Fie-Maria" på Snapchat. 

- Hun skrev, hun kom fra et modelbureau, og at hun ledte efter modeller på Snapchat, siger den 15-årige til TV 2.  

Børneværelset er blevet en legeplads for den digitale børnelokker, for han kan komme ind nu.

Flemming Kjærside, politikommissær i Rigspolitiets afdeling for cyberrelaterede seksualforbrydelser. 

Blev overtalt til at sende billeder

Det er egentlig ikke sådan, at den 15-årige havde en drøm om at blive model. Alligevel blev hun smigret over henvendelsen. 

Ifølge den 15-årige var "Fie-Maria" meget troværdig, for hun sendte både en mail og et telefonnummer som dokumentation for, at hun kom fra et rigtigt modelbureau.  

I dag ville den 15-årige dog ønske, at hun havde ringet til det pågældende modelbureau, inden hun sendte billeder afsted. 

- Jeg kan jo godt se, det var dumt gjort. Jeg burde virkelig have lavet et bedre baggrundstjek, siger den 15-årige. 

Hun ønsker at være anonym, fordi profilen "Fie-Maria" nu har flere billeder af hende - også topløs.

Man kan ikke se den 15-åriges ansigt på billedet, men står hun frem med navn og ansigt i et landsdækkende medie, så frygter hun, at nogen vil kunne forbinde hende til det topløse billede. 

Der foregår ofte en forførelsesproces, en såkaldt grooming. Det er her, at barnets grænser flytter sig.

Kuno Sørensen, psykolog, Red Barnet.

Modelbureau får jævnligt henvendelser

Den 15-årige er langt fra den eneste, der for nyligt er blevet kontaktet af af personer på sociale medier, der hævder at være bookere fra et modelbureau. 

"Maria"
Vil du være model? Mvh Maria.
Pige
Man skal vidst være pæn for at være model
Må jeg prøve at se dig?

Ovenstående er et eksempel på en af de Snapchat-samtaler mellem en anden ung pige og en lignende Snapchatprofil, som TV 2 har fået indsigt i.

Hvorvidt personen bag "Fie-Maria", som den 15-årige sendte billeder til, og denne profil, der kalder sig Maria, er den samme, ved vi ikke. Men også i denne chat udgiver vedkommende sig for at være booker fra et modelbureau - denne gang navngives bureauet som 'Basis Cph'. 

Pige
Hvad hedder den "afdeling" du siger du er chef for?
Maria
Det hedder basis cph
Hvad tænker du "model" for hvad og hvornår og sådan
Du vil få alt det tøj du laver billeder i. Din løn vil være 8-10.000 kr. på Gang. Der vil blive lavet et skema der passer ind i din daglig dag på hvornår du kan. Hvis jeg godkender dig nu, vil du få en bonus på 9500 kr som du vil få inden for et par dage. Så skal jeg se et billede af dit ansigt og din krop i alm. Tøj og undertøj

Modelbureauet Basis Cph findes ikke, men der findes et bureau med et enslydende navn, nemlig BASIC CPH. Og her sidder rigtignok en kvinde ved navn Maria, der booker modeller til forskellige jobs.

Det er hende, der har fået tilsendt ovenstående Snapchat-samtale. 

Hvad betyder 'grooming'?

Begrebet grooming omfatter tilfælde, hvor en voksen opbygger et tillidsforhold til et barn, typisk via internet-chat eller mobiltelefoni, med henblik på senere at begå overgreb mod barnet.

Kilde: Rigspolitiet

- Det er desværre jævnligt, vi får henvendelser fra piger, der tror, de er igang med at indlede en modelkarriere over et sociale medie, siger Maria Urwald fra BASIC CPH. 

Udnytter identiteter fra modelbureau

Ifølge modelbureauet er det ikke tilfældige navne, krænkerne på Snapchat benytter sig af.  

- De falske profiler henviser i nogle tilfælde direkte til mit fulde navn over Snapchat. Jeg har også oplevet, at de har sendt billeder af mig, altså taget et screendump af mit profilbillede på Facebook, for at gøre sig selv mere troværdig. Desværre er de meget kreative, fortæller Maria Urwald fra BASIC CPH.

Bureauet advarer nu direkte på dets hjemmeside om, at de aldrig caster via sociale medier. 

Pige
Og hvordan kan jeg være sikker på at du faktisk er fra basis cph
"Maria"
Helt ærligt, så kunne jeg ALDRIG finde på at snyde med sådan noget her, det er min stolthed alt for stor til!!! Seriøst vil heller dø end at snyde dig. Det har jeg lige sagt til dig? Mit liv er for kort til at være sådan en taber. Det er fordi det er en ny måde at prøve at finde modeller på for flere og flere bruger Snapchat, så det er en prøve, som er igang for at se om man kan finde flere modeller på denne måde. Indtil nu er der finde 230 i 2017 her på Snapchat.

Politiet kender til fænomenet

Modelbureauet har ikke tal på, hvor mange henvendelser, de har fået fra bekymrede piger, men fortæller, at de er blevet kontaktet jævnligt igennem det seneste år.

Flemming Kjærside fra Rigspolitiets afdeling for cyberrelaterede seksualforbrydelser anslår, at de har 10-15 sager årligt, hvor modeldrømmen bruges som lokkemiddel. 

- Der er nogle mennesker derude, som ikke har nogle skrupler. De har et eller andet behov, de kan få forløst ved at være på nettet og tale med unge mennesker og få dem til at tage tøjet af. Så vi skal absolut være opmærksomme på det her, siger Flemming Kjærside. 

square to 16x9

Endte med afpresning

Den 15-årige pige, som TV 2 har talt med, har ikke gemt den Snapchat-samtale, hun havde den aften. Men ifølge hende endte hun med at blive afpresset af "Fie-Maria"-profilen. 

- Det blev en ond cirkel. Han endte med at true med at dele de billeder, han havde af mig, hvis jeg ikke sendte nogle flere. Der blev jeg rigtig bange, siger den 15-årige pige. 

Hun har sammen med sine forældre anmeldt sagen til politiet, men det kan være en tidskrævende proces at finde frem til, hvem der står bag, fortæller Flemming Kjærside. 

- Vi er lykkes med det før, men det kan være en langsommelig proces. Hvis det var udbydere i Danmark, så kunne vi få de oplysninger hurtigt, men vi skal uden for landets grænser, og indimellem skal vi stå i kø for at vente på, det bliver vores tur, siger Flemming Kjærside.

Mange søger hjælp hos Red Barnet

Hos Red Barnet fortæller psykolog Kuno Sørensen, at mange søger rådgivning hos dem, når de har været udsat for en digital børnelokker. 

- De henvender sig med en kæmpe skam over, hvad de har gjort, og en skyldfølelse over, at de har ladet sig forføre og manipulere på den måde. De synes, det er så pinligt, og de har ikke lyst til, at nogen i hele verden skal vide noget om det, siger Kuno Sørensen. 

Men med det store fokus, der har været på digitale sexkrænkelser, burde de unge så ikke vide, at der er en risiko forbundet med at sende billeder til personer, de ikke kender?

- Det, man skal forstå, er det forløb, der går forud for, at de sender billedet. Der foregår ofte en forførelsesproces, en såkaldt grooming. Det er her, at barnets grænser flytter sig, og vedkommende overgiver sig og siger: "Ok, jeg tror godt, jeg kan stole på den her person", siger Kuno Sørensen, der er psykolog og rådgiver for Red Barnets SletDet-linje. 

Tal med dit barn om seksuelle krænkelser

Vær åben

Barnet skal opleve, at han eller hun altid kan komme til dig, hvis der er noget galt.
Du skal være imødekommende, hvis dit barn forsøger at fortælle dig om noget, der er sket på nettet.
Det gælder også, hvis dit barn selv har gjort noget forkert.
Du skal lade være med at skælde ud, men derimod give barnet støtte i forhold til at løse situationen.

Tal om privatliv

Folk er ikke altid dem, de udgiver sig for at være på nettet. Og det er vigtigt, at du taler med dine børn om netop det.
Du skal lære dine børn at omgås private billeder og videoer med respekt. Det er vigtigt at understrege, at når billeder først er sendt ud på nettet, så kan man ikke få dem tilbage igen.
Billeder og videoer kan gemmes, kopieres og videresendes.

Vær rolig og støttende

Det er vigtigt at være rolig og støttende, hvis dit barn ender i en akut situation med ufrivillig billeddeling. Du skal nedtone katastrofestemningen og stille konkrete spørgsmål for at forstå omstændighederne omkring delingen. 
Derudover er det vigtigt at støtte den unge og undgå sætninger som "det kunne du jo have tænkt dig til".
Den unge har brug for støtte og hjælp - ikke en moralsk opsang.

Hjælp og søg rådgivning

Hvis en situation med ufrivillig billeddeling opstår, så skal du tilbyde hjælp med at få slettet så mange kopier som muligt.
Du kan tilbyde at hjælpe med at tage kontakt til kammerater og sociale medier for at få billederne slettet. Det skal helst gå lidt hurtigt.
Derudover skal du tale med dit barn om rettigheder, skyld og skam. Det er vigtigt at give dem ord til at bearbejde oplevelsen. Herefter skal du også følge op efter længere tid.
Man kan også søge rådgivning hos Red Barnet, Børns Vilkår eller politiet.

Få en digital forståelse

Det er også vigtigt at have en generel forståelse for dit barns ageren på sociale medier og på nettet.
Du må gerne vise interesse for dit barns liv på mobilen. 
Derudover er det en god ide at få styr på de forskellige sociale medier, så du kender dem og kan hjælpe dit barn godt i gang. Aftal med dit barn, at han/hun kan komme til dig, hvis der opstår situationer, hvor barnet bliver usikkert eller ked af det.
Det kan også være en god ide at tale med andre forældre i dit barns klasse. Tag eventuelt digital trivsel op på et forældremøde, da det er et fælles anliggende.