Nu er der 2.465.000 biler i Danmark

Der kommer stadig flere biler på vejene i Danmark. Mens den kollektive trafik bliver dyrere, så bliver bilerne stadig mere attraktive.

På en snevejrsdag som i dag fylder bilerne godt op på parkeringspladsen foran Vejen Gymnasium.

Men det er ikke kun, fordi flere bliver lokket til at tage bilen i dårligt vejr.

Bilen frister hver eneste dag året rundt:

- Hvis man gerne vil sove en halv time længere, så er det ret rart. Og hvis man også gerne vil lave noget efter skole, så er det også fedt nok at have en bil at køre rundt i, som en af eleverne, Jonas Jensen, udtrykker det.

De åbenlyse fordele ved biltrafik betyder nu, at der år for år kommer flere biler i Danmark.

Nu er der 2.465.000 biler i Danmark, og det svarer til, at hver anden dansker over 18 år har en bil. Den markante stigning i biltrafikken kommer på trods af politiske intensioner om det stik modsatte.

- I 2009 blev der lavet en plan, som gik ud på, at trafikvæksten skulle finde sted i den kollektive trafik og ikke på vejene. Og det er så det modsatte, der er sket. Lysten til at køre i bil - og fordelene ved at gøre det – er så stor, at man skal gribe tilsvarende meget hårdt ind for at få folk til at holde op med at køre i bil, siger Mogens Fosgerau, der er trafikforsker på Københavns Universitet.

Busserne passer ikke

På Vejen Gymnasium har de unge bilister da også svært ved at forestille sig, at den offentlige trafik kunne erstatte deres behov for en bil:

- Bustiderne passer ikke så godt med det skema, jeg har. Jeg møder nogle gange senere, og nogle gange har jeg tidligere fri. Det varierer meget, og så er det meget rart at have en bil. Så kan man køre direkte hjem og skal ikke vente en halv time på en bus, siger Sharomi Valantine.

- Jeg har aldrig taget offentlig transport. Jeg er altid blevet kørt. Eller har taget cyklen da jeg var yngre. Pludselig at skulle tage bussen - det er bare ikke naturligt, når man har en bil til rådighed, siger Helene Andersen.

Facts om transport i Danmark:

Den gennemsnitlige dansker har 38,5 kilometers transport hver dag, og bruger 57 minutter på transport.

I gennemsnit tager en dansker mellem to og tre ture hver dag (til arbejde, fritidsaktiviteter, indkøb etc.).

Unge under 20 år kører mest i bus. Unge i 20’erne og start-30’erne kører mest i tog. Midaldrende voksne (fra midt i 30’erne til pensionsalderen) kører mest i bil, mens pensionister går mest.

Cirka 90 procent af voksne danskere har kørekort, 70 procent ejer en cykel og 20 procent ejer et periodekort til offentlig trafik.

Kilde: Transportvaneundersøgelsen (DTU)

Billigere biler

Udviklingen henimod flere biler er gået stærkt i de seneste år. Danskerne ejer 400.000 flere biler i dag end for 10 år siden.

I den periode er det blevet lidt billigere at have en bil.

Ifølge bilejernes organisation FDM koster det stadig 3-4000 kroner om måneden at eje en mellemklassebil, ligesom det gjorde for 10 år siden. Bilerne er til gengæld typisk blevet bedre og har fået bedre benzinøkonomi, og tager man det med i billedet, så er prisen samlet set faldet en anelse.

Til sammenligning er den kollektive trafik blevet dyrere. Siden januar 2009 er billetterne til tog og metro steget med 20 procent, mens busbilletterne er steget med 16 procent.

Og det er noget, der kan flytte folk over i privatbilerne.

- Prisen kan skræmme folk væk. Vi regner med, at hvis prisen stiger 10 procent, så falder passagertallet med fire procent, siger trafikforsker Mogens Fosgerau.

"Det er rigtig ubehageligt"

Han vurderer, at hvis den kollektive trafik skal hjælpes over for biltrafikken, så bliver det både dyrt og upopulært:

- Hvis man vil have trafikken væk fra vejene ved at gøre den kollektive trafik attraktiv, så er det helt urealistisk og sindssygt dyrt. Så den store løsning på trængselsproblemerne er ikke mere kollektiv trafik. Det man kan gøre er at lade være med at bygge flere veje. Lade biltrafikken sande til i trængsel. Man kan gøre bilerne dyrere, sætte benzinprisen op og lave kørselsafgifter. Så det er i princippet ikke så svært. Det er bare rigtig ubehageligt, siger han.